Halvt så mange skal opleve ensomhed i 2040

Halvt så mange skal opleve ensomhed i 2040

Danmark får i dag en national strategi mod ensomhed. Her finder man bl.a. andet det ambitiøse mål om at halvere antallet, der føler sig ensomme. Det er ikke urealistisk – hvis vi alle står sammen!

Vi i Ventilen har sammen med mere end 100 andre organisationer været med til at formulere ensomhedstrategien, som i dag bliver overrakt til politikerne sammen med et katalog over alle de handlingsmuligheder, der er. En strategi gør ikke noget i sig selv – heller ikke selvom den er lang og fyldt med gode forslag.

Derfor håber vi at politikere – og andre, der har magt og midler – vil sætte sig for også at handle. Der er masser af gode idéer at tage fat på.

Og hvis strategien og handlingsplanen virker lidt uoverskuelig, er der også hjælp at hente. Hos os.

Vi har lavet en pixi-version med de punkter, vi mener og vurderer, er vigtigst for at komme alvorlig (ungdoms)ensomhed til livs. Vi mener, at vi bør prioritere at få viden om ensomhed og ensomhedsforbyggelse ud til alle de fagfolk og frivillige, som unge møder i deres hverdagsliv: Både undervisere, praktiserende læger og fodboldtrænere.

Og så handler det om at sikre, at de unge, der alligevel føler sig ensomme, bliver set hurtigt og hjulpet videre til det rigtige tilbud. Det kræver både overblik over de tilbud, der er, og at vi får etableret og udbredt langt flere ensomhedsspecifikke indsatser.

På det mere overordnede og helt højtflyvende plan håber vi, at der bliver arbejdet videre med forslaget om at give politikerne en “relationel bundlinje” at arbejde med. Så alle forslag til love og reformer først skal ses igennem ift. om det skader menneskers muligheder for at indgå i relationer, før det kan vedtages. Det vil rykke noget, men er måske ikke det letteste at få igennem. Så er etableringen af et nationalt videnscenter nok trods alt tættere på og også virkelig vigtigt.

Uanset hvad arbejder vi videre både med at hjælpe unge ud af ensomhed og med at give andre redskaberne til at forebygge problemet – men vi håber, det fremover bliver med endnu flere samarbejdspartnere og forhåbentlig endnu mere politisk forståelse af og opbakning til indsatsen.

Her finder du pixi-versionen, hvor vi har fremhævet de punkter, vi synes, er vigtigst for at komme ungdomsensomhed til livs.

Du finder den samlede strategi her og handlingsplanen her.

Læs mere om Det Nationale Partnerskab mod Ensomhed, som vi selvfølgelig er en del af, her.

Har du spørgsmål eller kommentarer til strategien, vores synspunkter eller rolle i strategi-arbejdet, er du som altid velkommen til at kontakte os på info@ventilen.dk.


Gå med i march mod ensomhed

Gå med i march mod ensomhed

Mandag d. 16. august blev årets March mod ensomhed skudt i gang – ruten på 1600 km. går fra Rønne til Esbjerg – og undervejs runder både nordsjælland, sydfyn og nordjylland. Og den slutter først d. 10. oktober.

Marchen er lavet af Patrick Cakirli – og formålet er at sætte fokus på ensomhed – og give folk mod til at gøre noget ved problemet. Patrick har vandret før – men i år ruten længere end nogensinde og der er for første gang tilknyttet en indsamling, så folk kan støtte med penge. I Ventilen er vi så heldige Patrick har valgt at pengene skal gå til os. 

Patrick har – som mange andre unge – mærket ensomheden på egen krop. Men har heldigvis også mærket stor opbakning både på sin egen vej ud af ensomheden og til sin kæmpe indsats for at skabe synlighed om problemet og om alle vi, der forsøger at gøre noget ved det.

Vi synes det er et forrygende initiativ – og tropper op og går med på så meget af turen, som vi kan. Vi håber at du vil gøre det samme – for konceptet er at Patrick kun går, når han har følgeskab. Hver aften er der fællesspisning, foredrag eller et andet arrangement i de byer der er endestation – og her er der også mulighed for at være med og bakke op. 

 

Så:

  • Klik ind her og følg marchen: https://www.facebook.com/marchmodensomhed
  • Find et stykke af ruten du kan gå med på og/eller et aftenarrangement, du kan være med til.
  • Like og del og hjælp med at sætte fokus på marchen og ikke mindst ensomhed.