Hjælp på vej til ensomme unge i mindre byer

Hjælp på vej til ensomme unge i mindre byer

Vi lancerer en ny type tilbud til unge, der er ramt af ensomhed! Efter sommerferien starter vores arbejde med at skabe selvhjælpsgrupper, der kan vise vejen ud af ensomhed for unge i mindre byer.

Vi driver mødesteder og KOMsammen-tilbud i 20 byer – og ved, at de unge, der kommer der, finder en vej ud af ensomheden. Men vi ved også, at der sidder unge i mange andre byer landet over og føler sig ensomme, som ikke har et sted at gå hen.

Det vil vi selvfølgelig gøre noget ved. Og derfor er vi mega glade og stolte over, at vi til september kan gå i gang med at udvikle en ny tilbudstype målrettet netop dem. Vi har ikke fundet det gode navn endnu, men “Ventilens selvhjælpsgrupper” bliver forløb på ca. tre måneder, hvor unge gennem samtaler, øvelser, aktiviteter og refleksion kan blive klogere på den ensomhed, de føler, og se og finde mod til at bruge nogle af de handlemuligheder, der er, ift. at få etableret de relationer, de savner.

Projektet er støttet af Ebbefos Fonden, der blandt andet arbejder for, at “færre børn og unge føler sig ensomme, og at de børn og unge, der er ensomme, får den rette hjælp til at indgå i fællesskaber, hvor de trives.” Det mener vi, at dette projekt er et rigtig godt eksempel på.

I første omgang skal vi udvikle metoden – og så skal vi prøve den af i Nykøbing F. og på Bornholm. Og så er vi i gang med at finde yderligere finansiering, så vi hurtigst muligt kan få selvhjælpsgrupperne ud til endnu flere byer, hvor der i dag ikke er hjælp at hente, hvis man er ung og føler sig ensom.

Hvis du vil vide mere, så kontakt os endelig på info@ventilen.dk – projektet går først i gang til september, så der er meget, vi endnu ikke kan svare på, men input og gode kontakter er altid godt at have med fra start. Giv lyd! 🙂

Der skal lyde en stor tak til Ebbefos Fonden! Vi glæder os så meget til at komme i gang!


Ventilen er med i nyt ambitiøst initiativ, der skal bekæmpe ensomhed blandt unge

Ventilen er med i nyt ambitiøst initiativ, der skal bekæmpe ensomhed blandt unge

Alt for mange unge føler sig svært ensomme. Nu har Mary Fonden derfor taget teten til et omfattende initiativ, der skal sikre, at unge, der føler sig svært ensomme, bliver fundet og får tilbudt den rette hjælp. Og vi i Ventilen er glade for at være en del af det initiativ!

Vi ved, at svær ensomhed kan gå hårdt ud over både helbred og livskvalitet og kan derfor risikere at trække lange spor ind i voksenlivet. Gennem de seneste 10 år er andelen af unge i Danmark, der oplever ensomhed, steget markant. I dag sidder der i en gennemsnitlig gymnasieklasse tre unge, der kæmper med svær ensomhed. En udvikling, der kalder på handling nu!

Derfor er Ventilen med i Lift – et nyt ambitiøst projekt, der går helhedsorienteret til værks. Initiativet skal sikre, at de unge, der føler sig ensomme, men som ikke selv opsøger hjælp, bliver fundet. Og så skal de unge guides videre til et relevant tilbud eller fællesskab, alt efter hvad den enkelte unge har brug for. Sidst, men ikke mindst, skal initiativet hjælpe de unge over i varige fællesskaber og bidrage til, at etablerede fritidsfællesskaber bliver bedre til at rumme de unge, der oplever ensomhed.  Her skal vi i Ventilen bl.a. på banen og dele vores store viden om inkluderende fællesskaber for unge.

”Vi ved fra de unge, vi møder i vores tilbud, at mange af dem har været lang tid om at finde ud af, erkende og acceptere, at det var ensomhed, der var deres udfordring. Vi lever stadig i et samfund, hvor mange tror, at du ikke kan føle dig ensom, så længe du er sammen med andre. Så når du som ung er omgivet af jævnaldrende hver dag i skolen eller går til håndbold tre gange om ugen, er det måske ikke det første ord, der falder dig (eller andre omkring dig) ind. Og når det så er erkendt, så kan det være svært at finde ud af, hvor man kan få hjælp. Alt det gør Lift nu lettere,” siger vores direktør, Rillo Rud.

Alle kan få brug for et lift

Lift skal i første omgang afprøves og udrulles i tre kommuner i samarbejde med lokale frivilligcentre, os i Ventilen, Mary Fonden, DGI, DEFACTUM og Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet. Tre kommuner har sagt ja til at være med til at udvikle og afprøve Lift: Ballerup, Esbjerg og Vejle.

”Vi er glade for at være med i projektet. Dels fordi det sætter fokus på ensomhed blandt unge – men ikke mindst fordi det er ambitiøst. Det er så vigtigt, at Mary Fonden og de tre kommuner har sat sig for at gøre det lettere for de unge at få sat ord på, at de føler sig ensomme. Og tilbyder dem en vejleder, der sammen med dem finder ud af, hvor de kan gå hen for at finde en vej ud af ensomheden. Så er det ikke længere er den unge, der skal stå med den opgave alene, men noget vi andre hjælper med,” slutter Rillo.

Lift er finansielt støttet af Lauritzen Fonden og Det Obelske Familiefond.


KOMsammen Svendborg er klar til at byde unge varmt velkommen!

KOMsammen Svendborg er klar til at byde unge varmt velkommen!

Sebastian, Lui, Liv, Karla, Kristian, Mads og Sarah står nu klar til at invitere unge, der er ramt af ensomhed, ind i et trygt fællesskab i Svendborg. De slår dørene op i KOMsammen Svendborg d. 22. december kl. 17.00 – og holder derefter åbent hver torsdag kl. 17.00-20.00. 

NU er  vores frivilliggruppe i Svendborg klar til at byde unge inden for til julehygge d. 22. december og efterfølgende til andre sjove aktiviteter hver torsdag aften. Det hele foregår i skønne lokaler hos AOF Center Sydfyn, hvor der både er et hyggeligt opholdsrum, et stort køkken samt en sal til fysiske udfoldelser. 

Hvad er vores KOMsammen-tilbud?
KOMsammen står for kost og motion sammen – her kan unge, der kender følelsen af ensomhed, mødes med jævnaldrende. Vores søde frivillige sætter gang i aktiviteterne og skaber gode rammer for fællesskabet. Vi laver alt lige fra madaftner og gåture til klatring, boksning, squash og meget andet sjovt. Du behøver ikke være i god form eller spise på en bestemt måde for at være med. Alle kan være med. Det er fællesskabet, der er i fokus, så vi forventer, at du deltager så godt, du kan, og at du har lyst til at udvikle dine sociale evner sammen med andre. Det er som udgangspunkt gratis at komme i KOMsammen, men der kan være aktiviteter med brugerbetaling på ca. 20-50 kr. Læs mere om KOMsammen her

Sebastian, Lui, Liv, Karla, Kristian, Mads og Sarah glæder sig til at invitere unge, der er ramt af ensomhed, ind i et trygt fællesskab i Svendborg!

Vores nye, hårdtarbejdende frivillige i Svendborg
Frivilliggruppen i KOMsammen Svendborg har været undervejs siden i sommers. Og tiden er ikke blevet spildt. De frivillige blandt andet også været ude at besøge uddannelsessteder i Svendborg for at fortælle om deres tilbud til unge, der har eller kunne få brug for det. Derudover havde de fornøjelsen af at deltage i Ventilens årsmøde i Aarhus, hvor de mødte en masse fantastiske frivillige fra hele landet. 

Der er også blevet holdt mange frivilligmøder, hvor de frivillige har gjort sig store tanker om KOMsammen Svendborg – og om hvad det er for et fællesskab, de gerne vil tilbyde unge, der er ramt af ensomhed. Møderne er desuden blevet brugt på at hygge sig og lære hinanden at kende, da det er vigtigt for frivilliggruppen, at de også har et godt sammenhold. Derudover har de frivillige været i praktik i KOMsammen Odense, som har været så søde at tage imod dem og vise dem, hvordan tingene foregår hos dem. 

De frivillige glæder sig til at skabe de dejligste fællesskaber for unge, der føler sig ensomme, i KOMsammen Svendborg!  

Ofte stillede spørgsmål om Ventilens lokale tilbud

I Ventilens mødesteder og KOMsammen-tilbud er man sammen med andre unge om en aktivitet. Det er meget forskelligt hvad, der er på programmet, fordi det er noget, de frivillige og de unge planlægger i fællesskab.

Her kan du finde den Ventil, der ligger tættest på dig, og på tilbuddets lokale hjemmeside, kan du se, hvilke aktiviteter der planlagt i kalenderen

I mødestederne møder du andre unge, og I laver aktiviteter sammen.
Det er altså et mødested og ikke et værested, hvor man kun kommer for ”at være”. Der er selvfølgelig plads til, at du kan sidde lidt for dig selv, hvis du har en dårlig dag, men i mødestedet forventer vi, at du forholder dig til de andre og deltager aktivt i fællesskabet – ligesom man gør med venner og kammerater. Idéen med mødestedet er, at det er øverum, hvor du kan være sammen med andre unge, skabe relationer og prøve dig selv af i det sociale. Det er en mobbefri zone, hvor der er plads til, at man komme til at træde ved siden af.

Mødestedet er for unge på 15-25 år, der føler sig ensomme, og hvor ensomheden er ens primære problem. Se, om vi har et mødested i nærheden af dig.
Ventilens mødesteder er akkrediteret af RådgivningsDanmark

Se, om vi har et mødested i nærheden af dig.

KOMsammen står for ”Kost og Motion Sammen”. Tilbuddet er for unge, som kender til ensomhed. Aktiviteterne i KOMsammen inspirerer til en sundere livsstil, men er altid på et niveau, hvor alle kan være med. Du behøver ikke være god til sport eller vide noget om kost og motion for at kunne komme i tilbuddet, men det er vigtigt, at du har lyst til at være med, også selvom det måske kræver, at du skal overskride nogle af dine egne grænser og en gang i mellem få lidt sved på panden. Typiske aktiviteter i KOMsammen er sund madlavning eller en form for bevægelse, der spænder vidt fra en gåtur til klatring.

KOMsammen er for unge på 15-30 år, der kender til ensomhed, og har lyst til at skabe sundere vaner for sig selv. Se, om vi har et KOMsammen-tilbud tæt på dig
Ventilens KOMsammen-tilbud er akkrediteret af RådgivningsDanmark

Se, om vi har en KOMsammen i nærheden af dig.

Både mødestederne og KOMsammen er drevet af unge frivillige mellem 18 og 30 år. Ventilens tilbud bygger på et ung-til-ung princip, hvor de frivillige tilbyder andre frivillige et sted, hvor de kan være sammen, snakke med hinanden og lave aktiviteter med jævnaldrende. De frivillige i Ventilens tilbud er der for at sikre, at der altid er trygt at komme, en rar stemning, og at der altid er en at snakke med. De frivilliges primære opgave er at sørge for, at der er aktiviteter eller noget at give sig til, hver gang de unge mødes. Alle Ventilens tilbud er akkrediteret af RådgivningsDanmark.

Læs mere om Ventilens metoder.

Første gang du komme i er Ventilens tilbud, skal du komme en halv time, før de åbner for andre unge. Her vil du blive taget i mod af et par frivillige, der fortæller dig mere om tilbuddet og Ventilen, du får mulighed for at sige noget om dig selv, og sammen finder I ud af, om Ventilen er noget for dig. Du må gerne blive fulgt hen til tilbuddet, hvis du er mere tryg ved det, men snakken med de frivillige skal du tage alene – også selvom du er under 18 år. Du behøver ikke fortælle i forvejen, at du kommer, for der står altid frivillige klar, men du må gerne, hvis du har det bedst med det. Du kan finde de lokale åbningstider og e-mailadresse ved at klikke på det enkelte tilbud her.

Har du brug for at vide mere, er du altid velkommen til at kontakte vores sekretariat i København:
Tlf. 70 208 308 (hverdage kl. 10-16)
E-mail: info@ventilen.dk

Alle spørgsmål er velkomne.

I mødestederne kan vi desværre ikke tage i mod alle unge, da der er udfordringer, som vores frivillige ikke er rustede til at håndtere. Du kan ikke komme i et af Ventilens mødesteder, hvis du har en svær psykisk sygdom, der ikke er velbehandlet. Det kan du læse mere om her.
Både mødesteder og KOMsammen kan desværre ikke hjælpe unge, der har et aktivt misbrug af alkohol eller stoffer.

I KOMsammen kan du godt have andre problemer og diagnoser ved siden af ensomheden, men de skal være af en karakter, så de ikke forstyrrer hverken dine eller andres muligheder for at deltage i KOMsammens aktiviteter eller samværet med de andre unge.
Hverken mødesteder eller KOMsammen har mulighed for at hjælpe unge, der har et aktivt misbrug af alkohol eller stoffer.

Har du spørgsmål eller brug for at vide mere om, hvem vi kan tage i mod i Ventilens tilbud, er du velkommen til at kontakte sekretariatet i København på:
Tlf. 70 208 308 (hverdage kl. 10-16)
E-mail: info@ventilen.dk

Alle Ventilens tilbud er som udgangspunkt gratis, men der kan være aktiviteter med brugerbetaling på ca. 30-50 kr. Hvis der er brugerbetaling til en aktivitet, vil altid fremgå af kalenderen på det lokale tilbuds hjemmeside og blive meldt ud på den lokale Facebookside på forhånd.


Ventilen samler stærkt advisory board

Ventilen samler stærkt advisory board

11 gode og fagligt stærke personer har sagt ’ja tak’ til at hjælpe Ventilens bestyrelse med sparring, inspiration og udvikling – vi har nemlig samlet et advisory board!

Jura, krisekommunikation, GDPR, økonomi, organisationsudvikling, frivilligledelse, strategi og meget mere. Listen over emner, vores advisory board kan hjælpe bestyrelsen med, er dejligt lang, og der er helt sikkert mange gode råd at hente i et bredt felt af dygtige folk.

Vores bestyrelse består af en håndfuld unge frivillige, der leder Ventilen og sætter retningen for, hvor vores organisation skal hen. Nogen har været frivillige hos os i mange år og er til sidst endt på toppen Ventilens ledelsesstige; andre er valgt direkte ind i bestyrelsen. Fælles for dem alle er, at de er unge, der har lyst, overskud og gejst til at udfordre sig selv og prøve kræfter med at lede en ungdomsorganisation. Nu får vores bestyrelse så en række yderst kompetente mennesker, de kan trække på, når tvivlen dukker frem – eller når de har brug for sparring med en vaskeægte ekspert!

Da vi efterspurgte gode mennesker til boardet, var henvendelserne heldigvis mange! Og gode, fagligt dygtige mennesker var lige præcis det, vi fik samlet. På listen er:

  • Jonas Hedegaard, Organisationskonsulent og erhvervsforsker
  • Martin Fjording, Udviklingschef
  • Marianne Brynfeldt, Konsulent, Dansk Magisterforening
  • Jesper Olsen, Formand, Transparency International Danmark
  • Kirstine Busk Folkmann, Daglig Koordinator, Den Frie Rådgivning
  • Julie Bauer Larsen, Kommunikationschef, Røde Kors Hovedstaden
  • Rikke Kaalund, Coach med fokus på børn og unges trivsel
  • Thorleif Gotved, Konsulent og ejer af GotvedPR
  • Pernille Gry Petersen, Chefkonsulent, SAVN – Børn og pårørende til indsatte
  • Simon Krogh, PhD., Studielektor, Copenhagen Business School
  • Maria Bergmann Nielsen, Frivilligkoordinator, Demensfællesskabet Østjylland.

Hver person i vores nye advisory board arbejder frivilligt – ligesom vores bestyrelse, der ser frem til et stærkt samarbejde!

Nogle af vores nye sparringspartnere efter et møde med vores bestyrelsen. Advisory boardet skal hjælpe med alt fra jura og GDPR til kommunikation og frivilligledelse.


Ventilens frivillige trives i deres frivillige arbejde

Ventilens frivillige trives i deres frivillige arbejde 

98 % af vores unge frivillige ville anbefale andre unge at blive frivillige i Ventilen. Et kæmpe kvalitetsstempel, som vi er meget stolte af! 

Det er og har altid været vigtigt for os, at vores frivillige har det godt, udvikler sig og trives i vores fællesskaber. Hvert år foretager vi derfor en trivselsmåling blandt vores frivillige for at tage pulsen – og for at vide, hvor vi kan gøre det endnu bedre, så vores Ventilen-fællesskab fortsat er fyldt med glade frivillige. 

I år viser trivselsundersøgelsen blandt andet, at over 90 % af vores frivillige både er tilfredse med og stolte af at være frivillige i Ventilen. Og hele 98 % vil anbefale det til andre at være frivillig i Ventilen.

91,4 % svarer, at den vigtigste grund til, at de er startet som frivillige i Ventilen, er for at gøre en forskel. Det forbliver den vigtigste årsag til, at de stadig er frivillige, hvilket er tegn på, at de også oplever, at de rent faktisk gør en forskel i deres arbejde. 

Vi kan samtidig se, at netværk og sociale relationer bliver en vigtigere årsag til at forblive frivillig i Ventilen. Det er derfor dejligt, at over 80 % af vores frivillige synes, at det sociale liv i vores frivilliggrupper fungerer godt. Vi kan også se, at en stor del af vores frivillige oplever, at der er en holdindsats i arbejdet; det handler overordnet set om, at der er en følelse af tillid og en følelse af, at der er hjælp at hente fra ens medfrivillige. 

Undersøgelsen fordeler sig på samtlige frivilliggrupper; både nationale og lokale. Dette giver os et rigtig godt billede af, hvordan de frivillige har de i Ventilen, når de mødes i frivilliggrupperne og hjælper andre unge ud af ensomhed. 


Kom med på Ventilens sommertur 2022

Sammen slipper vi kreativiteten løs!

Ventilens sommertur er lige om hjørnet.

Den 21. – 24. juli 2022 afholdes den årlige sommertur i Middelfart i hytten Middelgrunden. Det er 4 dage med sjove og spændende aktiviteter, som en gruppe frivillige har planlagt. Her er der tid til hygge, gode snakke og samvær med nogle andre unge end dem, I ser normalt.

Du kan deltage, hvis du kommer i et af vores lokale tilbud. Hvis du endnu ikke har været forbi et af vores tilbud, kan du finde det nærmeste her.

Prisen for sommerturen er 250 kr. For medlemmer af Ventilen kan man få sin rejse refunderet ud over 150 kr. dog kun hvis det er den billigste rejse dertil/hjem. Du kan tilmelde dig i dit lokale Ventil-tilbud – hør de frivillige ad!

Tidspunkt og program kommer, når vi når tættere på, og der vil også være mulighed for at følges med frivillige, hvis man ikke selv kan finde derhen.

Adressen finder du her: Middelgrundvej 14, 5500 Middelfart.


Bekymrende høje tal - alt for mange unge føler sig ensomme!

Bekymrende høje tal - alt for mange unge føler sig ensomme!

Hver fjerde unge kvinde og næsten hver femte unge mand har tegn på ensomhed. Det viser Den Nationale Sundhedsprofil 2021, der blev udgivet den 9. marts. Det er alt for mange!

Den Nationale Sundhedsprofil 2021 belyser, hvordan det står til med danskernes helbred – både fysisk og psykisk. Ifølge undersøgelsen er mistrivsel blandt unge steget markant gennem de sidste fire år, og de unge scorer lavt på skalaen over mental sundhed. Antallet af personer, der føler sig ensomme, fremstår skræmmende høje. Den største andel med tegn på ensomhed ses hos unge i aldersgruppen 16-24 år, hvor 18,3% af mænd og 26,3% af kvinder har tegn på ensomhed. Disse tal er alarmerende og kræver handling.

En stigning blandt unge, der er uønsket alene

Ensomhed er en subjektiv følelse, der kan opstå, når et menneske ikke får opfyldt sit sociale behov. Blandt unge i aldersgruppen 16-24 år er 14,4 % mænd og 16,7% kvinder ofte uønsket alene – når man føler sig alene, selvom man ønsker at være sammen med andre. Disse tal udgør en bekymrende stigning på 5,9% blandt mænd og 6,4% blandt kvinder fra 2017 til 2021. 

Langvarig ensomhed kan have alvorlige konsekvenser og føre til selvskade, angst, depression og selvmordstanker. I Danmark kan ensomhed årligt relateres til godt 2.200 ekstra dødsfald, og ifølge Sundhedsprofilen vil det sige, at personer, der er ensomme, i gennemsnit lever seks måneder kortere end personer, der ikke er ensomme. I Ventilen gør vi hver dag alt, hvad vi kan for, at færre unge føler sig ensomme. Men som samfund er vi også nødt til at løfte i flok og skabe bedre rammer for meningsfulde fællesskaber for unge!

Føler du dig ensom – eller har du en i dit netværk, der viser tegn på ensomhed? I Ventilen har vi forskellige tilbud i hele landet, hvor unge, der føler sig ensomme, kan finde præstationsfrie rum og bygge stærke fællesskaber med andre unge gennem hyggelige aktiviteter arrangeret af frivillige. Find det tilbud, der passer dig her. 

Læs Sundhedsprofilen her.


Husk den ven, der ikke spurter om kap med dig hen til fredagsbaren

Husk den ven, der ikke spurter om kap med dig hen til fredagsbaren

Restriktionerne er væk, og på papiret er alt tilbage ved normalen. Men sagen er bare den, at alting ikke føles normalt igen – ikke for alle, ikke lige nu.

Vi kan vist alle huske den dag i marts 2020, hvor alle breaking-bjælker havde samme alarmerende ordlyd: ’Danmark lukker ned!’

Og det blev ellers starten på en lavine af omvæltninger: hjemmeundervisning, forsamlingsforbud, aflysninger, mundbind, hjemmearbejde, coronapas og håndsprit i lange baner.

Og nu er det slut – fra den ene dag til den anden. Nogle brænder mundbindene i begejstring – andre putter et ekstra i lommen. Nogle skynder sig at invitere til fest eller gå i byen – andre holder sig hjemme. Nogle poster begejstret på Instagram – andre tier stille og er bekymrede. For godt nok er de statslige regler og restriktioner væk, men det betyder ikke, at alle er trygge ved at vende tilbage til hverdagen. Og det er helt okay.

”I lang tid har vi været i samme båd med corona – de samme restriktioner og regler. Nu skal vi selv finde ud af, hvor vores grænse går; hvornår føler vi os utrygge og overvældede over at være sammen med mange andre. Og det kan være rigtig svært at være en af de overvældede, når det virker til, at hele verden og alle omkring én bare kaster sig ud i det sociale liv igen,” fortæller direktør i Ventilen, Rillo Rud.

Pludselig er der frit spil til at være så social som overhovedet muligt – uden mundbind, uden afstand, uden restriktioner. Men det er vigtigt, at vi husker at være opmærksomme på, hvem der er med – og hvem der melder fra.

”Der vil være dem, der styrter til koncerter, arrangerer fredagsbar og generelt har det fedt over genåbningen. Men der sidder også dem, der ikke kommer med i fællesskabet fra start, fordi de ikke er trygge ved det. Og dem skal vi huske. Ellers risikerer vi, at vi får skabt fællesskaber for dem, der er med nu – men hvad med dem, der skal have en ekstra måned til at vænne sig til tanken?” pointerer Rillo.

Lige nu står vi overfor en fase, hvor vi alle har det meget forskelligt. Så husk, at hvis din ven siger nej tak til fredagsbar eller filmaften første, anden og måske tredje gang, du spørger, så giv plads og tid og spørg igen. Eller spørg, om der er noget, I kan gøre for at gøre det mere trygt at være med. For rigtig mange kommer det til at tage tid at vænne sig til, at der er skruet op for de sociale aktiviteter igen, så et afbud er højst sandsynligt mere et udtryk for utryghed – end at de ikke vil se dig.

”Det er helt naturligt at være ængstelig omkring situationen lige nu, men sidder man til gengæld om et halvt år og har lyst til at sige ’nej tak’ til alle sociale invitationer, så er det, fordi coronanedlukningen har sat sig fast på en eller anden måde. Og det skal man selvfølgelig tage seriøst – for så er virusfrygten måske blevet til en alvorlig ensomhed,” slutter Rillo.

Kan du mærke, at ensomhed og indelukkethed er ved at sætte sig fast hos dig – eller din ven? Du er altid velkommen hos os i Ventilen. Og har du lyst til at læse mere om, hvordan du kan støtte din ven, studiekammerat eller kollega, kan du gøre det her.


TrygFonden synliggør hjælpen til ensomme unge

TrygFonden synliggør hjælpen til ensomme unge

De unge, der kommer i et af Ventilens tilbud, oplever, at det hjælper dem – at de bliver mindre ensomme. Men der er mange unge, der oplever ensomhed, som ikke ved, at der er hjælp at hente. Det er en vigtig, men svær opgave for Ventilen at sørge for at være synlige over for målgruppen. En opgave, der nu bliver markant lettere, fordi TrygFonden støtter arbejdet med 766.000 kroner.

I hele landet sikrer vores frivillige, at unge, der mærker ensomhed, kan finde trygge og inkluderende fællesskaber i vores 24 lokale tilbud. Men først skal de unge jo finde hen til tilbuddet – og den opgave med at synliggøre vores tilbud lokalt, opsøge fagfolk i kommunerne, være synlige i lokalpressen og på sociale medie-kanaler kan være tung at løfte for vores frivillige – især efter næsten to år, hvor kræfterne er brugt på omlægninger, nedlukninger og foranderlighed.

”Mens coronaen har hærget har vores frivillige – med rette – fokuseret på at fortsat tilbyde meningsgivende aktiviteter og fællesskaber for de unge, der benytter vores tilbud i en meget omskiftelig hverdag. Samtidig med at deres egne liv også har været vendt på hovedet. Derfor har der ikke været det sædvanlige overskud og tid til at række ud og fortælle, at tilbuddet findes, så også nye unge kan finde vej,” fortæller Rillo Rud, direktør i Ventilen Danmark.

Med TrygFondens støtte i ryggen har vi nu mulighed for at genstarte synlighedsarbejdet – og fra landsorganisationens side give de lokale en masse hjælp, støtte og materialer. Her skal vi skabe kontakt til andre lokale aktører, udarbejde nyt infomateriale og udføre en større online kampagneindsats, der alt sammen skal sikre, at flere unge i hele landet kender til Ventilen.

Så unge, der kæmper med ensomhed – eller kommer til at opleve det en dag – ved, at Ventilen findes – og at de altid er velkomne hos os, hvis ensomhedsfølelsen sætter sig fast.

”Det er altid vigtigt at være synlige. Og med støtten fra TrygFonden kan vi give den en skalle på et virkelig vigtigt tidspunkt. Vores frivillige har brug for støtten til at genstarte deres synlighedsarbejde. Og vi ved at pandemien, desværre, har gjort vores tilbud relevante for endnu flere end tidligere. Vi ved endnu ikke, hvordan ensomheden sætter sig fast, når vi en dag slipper af med corona og nedlukninger, men i Ventilen står vi i hvert fald klar til at byde velkommen – og den info får vi nu mulighed for at brede endnu mere ud,” slutter Rillo Rud.


Ventilen indgår samarbejde med Bakken

Ventilen indgår samarbejde med Bakken

Vi går sammen med Bakken i et nyt partnerskab, der skal sætte fokus på ensomhed. Foruden Ventilen er Børns Vilkår, Smukfonden og en række af Bakkens kommercielle samarbejdspartnere også en del af det nye samarbejde.

Samarbejdet vil udforme sig via forskellige aktiviteter og tiltag, der løbende vil dukke op på Bakken i løbet af 2022.

Om det nye samarbejde fortæller adm. direktør for Bakken, Ole Andersen:

”Det har ligget os meget på hjertet at netop dette projekt, var det der skulle forankres som en strategi og med organisationer og partnere, der virkelig tager fat om problemet. Det er også et naturligt valg, for Bakken er alt andet end ensomhed. Nogle af vores kodeord er fællesskab, frihed og socialt sammenhold. Ensomhed er et kæmpe problem i vores samfund, og specielt børn og unge har på den konto ondt i sjælen. Bakken som helhed vil kæmpe for at hjælpe, udbrede kendskab og levere positive oplevelser for de unge. Husk at Bakken ikke bare er én enhed, det er et fællesskab på over 70 forretninger – så vi er stolte af, at alle er med”.

Der har været en forankring af projektet hele efteråret, hvor den samlede kraft på dette projekt virkelig kan gøre en forskel for organisationer som vores i Ventilen. Netop tidspunktet for offentliggørelsen har den rette timing, men også en alvorlig baggrund:

”Vi er enormt glade for Bakkens initiativ – og for at vi får lov til at være med. Ungdomsensomhed er et kæmpe problem – og når en aktør som Bakken vælger at sætte fokus på det og gøre en indsats for at komme det til livs, betyder det rigtig meget. Mange unge føler sig ensomme hele året, det gjorde de også før corona-restriktionerne ramte. Men særligt denne årstid kan slå hårdt. Når alle andre render til J-dag, julefrokoster og nytårsfester, er det særligt svært at være den, der ikke bliver inviteret – eller som ikke tør komme, fordi man ikke føler sig som en del af fællesskabet. Med Bakken og de andre samarbejdspartneres hjælp kan vi forhåbentlig sikre at færre unge sidder med den følelse næste år,” fortæller vores direktør, Rillo Rud Snerup. 

Nogle af Bakkens store partnere som Tuborg, Royal og Hummel er også med i projektet på de forskellige aktiviteter og tiltag, og Bakken forventer, at flere partnere hopper på projektet:

”I opbygningsfasen har vi allerede fra store virksomheder oplevet en markant interesse, og det er vi glade for. Men det viser også alvoren i at gøre noget ved dette problem. For at sikre der konkret også går midler til organisationerne, samtidig med der laves events og aktiviteter på Bakken, har vi etableret Bakkens Ensomhedspulje, der sikrer midler til diverse projekter fra Bakkens grundlæggende omsætning. Som en af de største forlystelsesparker i Danmark, har vi også en stor platform og talerør overfor vores gæster, som kan oplyses og informeres,” siger kommerciel chef for Bakken, Ulrik Nissen. 

Du kan læse mere om vores nye partnerskab på Bakkens hjemmeside lige her.


1600 kilometer, 56 etaper og 135.000 kroner til Ventilen: March Mod Ensomhed 2022 bliver endnu større!

1600 kilometer, 56 etaper og 135.000 kroner til Ventilen: March Mod Ensomhed 2022 bliver endnu større!

Den 16. august 2021 begyndte Patrick at gå – og dermed var dette års March Mod Ensomhed skudt i gang. 1600 kilometer senere var han i mål med trætte fødder, en stor pose penge (til os i Ventilen) og viljen til, at næste års march skal være endnu større. 

March Mod Ensomhed har i år samlet ind til os Ventilen – og det er blevet til intet mindre end 135.000 kroner! Manden bag marchen, Patrick Cakirli, er overvældet over den store opbakning til årets march: 

“Jeg havde håbet på 50.000, så det er langt over forventning, at jeg har samlet så mange penge ind. Undervejs har virkelig mange også spurgt ind til Ventilen, og så har jeg kunnet fortælle en masse om tilbuddet. Jeg har været meget glad for at sprede kendskabet på den måde.” 

Reglerne for marchen er simple: Patrick går kun, hvis han har følgeskab – ellers står han stille. Det har han heldigvis haft langt det meste af tiden på dette års march!

Og Patrick har mødt rigtig mange forskellige mennesker – både de helt almindelige danskere, men også medier, borgmestre, og en enkelt minister. Patrick mener, at han har gået med omkring 5000 forskellige – og har været i kontakt med 5000 mere til de mange fællesspisninger og arrangementer, der har sat fokus på vigtigheden af fællesskab.

“Jeg har lært en masse af at møde så mange forskellige mennesker. Og for hver march bliver jeg mere og mere vant til opmærksomheden. Jeg er egentlig ikke så glad for store forsamlinger, men det hjælper mig at tænke på, at det er for en større sag,” fortæller Patrick og fortsætter:

“Det har været en rigtig god tur! Selvfølgelig hård, men rigtig god! Og jeg er allerede ved at planlægge næste års tur, der bliver længere. Her skal jeg gå 2000 kilometer på 10 uger. Reglerne er de samme, så jeg får brug for følgeskab!”

Vil du gå med Patrick og March Mod Ensomhed til næste år – i kampen mod ensomhed? Du kan læse meget mere om næste års march lige her.


Formøde Odense 2021

Ventilen Danmark holder årsmøde den 30. oktober. Ventilen Odense inviterer derfor til lokalt formøde, som optakt til årsmødet!

 

Mødet foregår den 16.10.2021 kl. 11-13! Mødet foregår på Zoom, og du modtager link og materiale pr. mail, når du tilmelder dig. 

 

Formødet er din chance for en direkte dialog med et medlem af Lokalkomiteen og Bestyrelsen, hvor sekretariatet deltager som ordstyrer. I får indsigt i, hvad der sker på det nationale niveau - og mulighed for at dele jeres tanker om organisationen med den nationale ledelse. Og så gennemgår vi årsmødets form og dagsorden, og klæder jeres stemmebærer på til at stemme på vegne af netop jeres Ventil og jeres fælles interesser. 

 

Du tilmelder dig her senest den 15.10.2021


Ventilens sommertur var (igen i år) en stor succes!

Ventilens sommertur var (igen i år) en stor succes!

I juli rykkede 14 unge og en håndfuld Ventil-frivillige fra hele landet ind i en spejderhytte på Fyn til Ventilens sommertur. I fire dage var der nye bekendtskaber og masser af gode snakke på programmet – og med høj solskin blev morgendukkerter og fodbold faste aktiviteter.

Viborg, Næstved, Aarhus, Esbjerg… Unge fra hele landet havde i år tilmeldt sig vores sommertur.  Programmet var en god blanding af planlagte aktiviteter og fri leg, så de unge kunne sætte deres præg på turen og oplevelserne. Det blev til en hyggelig blanding af bevægelse, kreativitet og selvfølgelig: fællesskab!

Som i Ventilens lokale tilbud var fælles madlavning også højt prioriteret på turen. Hver morgen var der nogen, der bagte lækre morgenboller, og hver aften sørgede et madhold for god sommermad. Det hele kulminerede med en tre-retters menu til den helt store sommertur-fest, hvor der blev brugt flere timer i køkkenet.

Langbordet blev pyntet med farverige duge og balloner, og så blev den tre-retters menu ellers nydt til en fest, der bragte fællesskabet tættere sammen – med dans, spil og lækre alkoholfri drinks.

Det hele gik ikke kun op i fest og tre-retters. Hver morgen var der en flok, der morgenbadede – det er svært at lade være, når man står op til havudsigt og bragende solskin – og hver eftermiddag var der fodbold, gåture eller krea-aktiviteter. En enkelt nat havde de frivillige endda planlagt et løb med forskellige poster, så alle døgnets timer blev grundigt udnyttet.

Alt i alt en virkelig vellykket tur, som vi mentalt gemmer i mappen med de allerbedste Ventil-minder.

Sommerturen har været en stolt Ventilen-tradition de sidste mange år! Men som de fleste nok har regnet ud, blev vi snydt sidste år på grund af den der pandemi. Så det var en begejstret flok deltagere, der stimlede sammen i juli. Og som selvfølgelig også får mulighed for at mødes igen næste sommer. Vi glæder os allerede!


Bliv en skarp formidler og bekæmp ensomhed blandt unge


Corona-ensomheden aftager

Corona-ensomheden aftager

I takt med at vi må ses mere og mere er andelen af unge, der føler sig (corona)ensomme faldet. Nu drejer det sig om hver femte, viser nye tal fra Hope-projektet. Siden den øgede genåbning af landet i marts 2021, er antallet af unge, der føler sig ensomme faldet fra over 40% til nu 20%.

Nedlukninger, restriktioner og mindsket kontakt med vores nære, har ført til mistrivsel og haft stor betydning for danskernes mentale helbred under Covid-19. Særlig under nedlukningen i foråret 2020 og vinteren 2020/21, har især unge i høj grad følt både ensomhed og stress – for et halvt år siden viste tallene at hele 40% af de unge oplevede alvorlig ensomhed.

I takt med genåbningen er der heldigvis sket et markant fald – men vi er stadig langt fra at det “kun” er 12% af de unge, der oplever ensomhed, som det var før pandemien ramte. Rapporten Danskernes adfærd og holdning til Corona-epidemien fra Aarhus Universitet viser nemlig, at der gennem det seneste halve år er færre af de 18-34 årige, der føler sig ensomme. I marts 2021 var det over 40% der følte sig ensomme, hvorimod det i dag er 20%.

Der ser ud til at være meget tæt sammenhæng mellem oplevelsen af ensomhed – og om man har ændret sin adfærd på grund af restriktionerne. Andelen, der der oplever at deres adfærd i høj grad er blevet ændret grundet Covid-19 er i hvert fald faldet tilsvarende i samme periode. 

I Ventilen synes vi at det giver god mening at ensomheden aftager i takt med at vi må se hinanden igen – og ikke kun i de helt nære relationer. Men vi ved også at nogle unge har følt sig så ensomme at deres mod til at bruge de genåbnede muligheder er forsvundet; nogle der stadig mest sidder hjemme og ikke tør vove sig ud i sociale sammenhænge. Vi håber at tallet bliver ved at falde – men de der oplever at ensomheden har bidt sig fast har brug for lidt ekstra hjælp: Invitationer fra studiekammerater, en lærer der spørger hvordan man har det og mulighed for at deltage i mindre og mere styrede og trygge aktiviteter. 

Find flere detaljer om undersøgelsen og resultaterne i rappporten her: https://hope-project.dk/#/reports/danskernes_adfaerd_og_holdninger


Student til formidling og frivilligkoordinering

Ventilen søger student til formidling og frivilligkoordinering

Ventilen Danmark søger dig, der er god til at formidle både mundtligt og skriftligt, og som drømmer om et arbejde inden for det frivillige sociale område. Vi er nemlig på udkig efter en student til formidlingsenheden, som skal assistere med kommunikation, markedsføring og den praktiske del af koordineringen af frivilligkorpset Ventilen Fortæller.

Dine primære arbejdsopgaver

  • Kommunikation med frivillige og samarbejdspartnere via SoMe, hjemmeside og nyhedsbreve
  • Koordinering og planlægning af det praktiske ved Ventilen Fortællers fire årlige korpsmøder
  • Assistere med at rekruttere og uddanne frivillige to gange årligt
  • Markedsføring, research og kontakt med mulige kunder primært på mail
  • Taste evalueringer og udarbejde overblik
  • forhåndenværende opgaver med print, forsendelser, oprydning, mødeforberedelse m.m.

Dine kompetencer

Det er en stilling med stor variation i opgaverne, og du skal være struktureret og god til at bevare overblikket. Vi forventer ikke, at du alt fra første dag, men du skal gerne kunne nikke til følgende:

  • God til at kommunikere med forskellige mennesker (frivillige, kunder og samarbejdspartnere) både på mail og telefon
  • Stærk formidler både mundtligt og skriftlig – også når stoffet er fagligt tungt
  • Kan bevare overblikket over det praktiske til arrangementer
  • Trives med at løse mange forskellige opgaver i løbet af en dag
  • Klar på også lavpraktisk og rutinepræget arbejde (lokalebooking, indkøb, tastearbejde m.m.)

Derudover er følgende en fordel, men ikke et krav:

  • Kendskab til hjemmesideredigering (Wordpress), sociale medier og nyhedsbreve (Mailchimp)
  • Kendskab til online markedsføring
  • Glad for at være ’på’ og holde oplæg, foredrag og måske endda facilitere workshops
  • Kender lidt til livet i en frivilliginvolverende organisation og de rammer, det sætter

Formidlingsenheden, som du bliver en del af, består af en student og to fuldtidsansatte, som du kommer til at arbejde tæt sammen med.  Vi er til tider en travl biks, så det er vigtigt, at du selv kan strukturere og prioritere dine opgaver – og ikke mindst tør at sige det højt, hvis det går for stærkt.

Det er ikke afgørende, hvad du studerer, eller hvor langt du er, men det er et plus, hvis du har i hvert fald to år tilbage og kunne tænke dig at arbejde for os i hele den periode.

Vi opfordrer alle kvalificerede uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder til at søge stillingen.

Praktisk

Send din ansøgning og CV i én samlet PDF-fil til job@ventilen.dk så hurtigt som muligt.

Deadline:
Hurtigst muligt, samtaler afholdes løbende

Ideelt set vil vi gerne have opstart i løbet af maj, så vi holder samtaler løbende og ansætter, når vi har den rigtige kandidat.

Spørgsmål:
Skriv til info@ventilen.dk eller ringe på 70 208 308.

Løn:
125 kr. i timen

Arbejdstid:
10-15 timer om ugen, som udgangspunkt i tidsrummet 10-16 på Ventilen Danmarks sekretariat i København K.