1600 kilometer, 56 etaper og 135.000 kroner til Ventilen: March Mod Ensomhed 2022 bliver endnu større!

1600 kilometer, 56 etaper og 135.000 kroner til Ventilen: March Mod Ensomhed 2022 bliver endnu større!

Den 16. august 2021 begyndte Patrick at gå – og dermed var dette års March Mod Ensomhed skudt i gang. 1600 kilometer senere var han i mål med trætte fødder, en stor pose penge (til os i Ventilen) og viljen til, at næste års march skal være endnu større. 

March Mod Ensomhed har i år samlet ind til os Ventilen – og det er blevet til intet mindre end 135.000 kroner! Manden bag marchen, Patrick Cakirli, er overvældet over den store opbakning til årets march: 

“Jeg havde håbet på 50.000, så det er langt over forventning, at jeg har samlet så mange penge ind. Undervejs har virkelig mange også spurgt ind til Ventilen, og så har jeg kunnet fortælle en masse om tilbuddet. Jeg har været meget glad for at sprede kendskabet på den måde.” 

Reglerne for marchen er simple: Patrick går kun, hvis han har følgeskab – ellers står han stille. Det har han heldigvis haft langt det meste af tiden på dette års march!

Og Patrick har mødt rigtig mange forskellige mennesker – både de helt almindelige danskere, men også medier, borgmestre, og en enkelt minister. Patrick mener, at han har gået med omkring 5000 forskellige – og har været i kontakt med 5000 mere til de mange fællesspisninger og arrangementer, der har sat fokus på vigtigheden af fællesskab.

“Jeg har lært en masse af at møde så mange forskellige mennesker. Og for hver march bliver jeg mere og mere vant til opmærksomheden. Jeg er egentlig ikke så glad for store forsamlinger, men det hjælper mig at tænke på, at det er for en større sag,” fortæller Patrick og fortsætter:

“Det har været en rigtig god tur! Selvfølgelig hård, men rigtig god! Og jeg er allerede ved at planlægge næste års tur, der bliver længere. Her skal jeg gå 2000 kilometer på 10 uger. Reglerne er de samme, så jeg får brug for følgeskab!”

Vil du gå med Patrick og March Mod Ensomhed til næste år – i kampen mod ensomhed? Du kan læse meget mere om næste års march lige her.


Gå med i march mod ensomhed

Gå med i march mod ensomhed

Mandag d. 16. august blev årets March mod ensomhed skudt i gang – ruten på 1600 km. går fra Rønne til Esbjerg – og undervejs runder både nordsjælland, sydfyn og nordjylland. Og den slutter først d. 10. oktober.

Marchen er lavet af Patrick Cakirli – og formålet er at sætte fokus på ensomhed – og give folk mod til at gøre noget ved problemet. Patrick har vandret før – men i år ruten længere end nogensinde og der er for første gang tilknyttet en indsamling, så folk kan støtte med penge. I Ventilen er vi så heldige Patrick har valgt at pengene skal gå til os. 

Patrick har – som mange andre unge – mærket ensomheden på egen krop. Men har heldigvis også mærket stor opbakning både på sin egen vej ud af ensomheden og til sin kæmpe indsats for at skabe synlighed om problemet og om alle vi, der forsøger at gøre noget ved det.

Vi synes det er et forrygende initiativ – og tropper op og går med på så meget af turen, som vi kan. Vi håber at du vil gøre det samme – for konceptet er at Patrick kun går, når han har følgeskab. Hver aften er der fællesspisning, foredrag eller et andet arrangement i de byer der er endestation – og her er der også mulighed for at være med og bakke op. 

 

Så:

  • Klik ind her og følg marchen: https://www.facebook.com/marchmodensomhed
  • Find et stykke af ruten du kan gå med på og/eller et aftenarrangement, du kan være med til.
  • Like og del og hjælp med at sætte fokus på marchen og ikke mindst ensomhed.


Online mødested for ensomme unge

Det nationale online mødested havde sidste åbningsdag den 29. maj

Ventilen går digitalt med online mødested

Du kan nu få din vante Ventil-indsprøjtning i vores nye online mødested for dig, der plejer at komme i et af Ventilens lokale tilbud – KOMsammen eller mødested. 

Ensomheden kan fylde ekstra under nedlukningen, hvor vi ikke kan være sammen fysisk. Vi lukker op for det virtuelle fællesskab med et online tilbud, der har åbent alle hverdage kl. 16-18. Hvis det en aften ikke lykkes at holde åbent, skriver vi det på forummet.

 

Hvem kan deltage?

Det online mødested er for dig, der føler dig ensom, og som savner fællesskabet i Ventilen. Vores online mødested er åbent for alle Ventil-unge, så du får lejlighed til at møde unge fra hele landet.

For at deltage skal du:

  • Deltage i en indledende samtale, medmindre du allerede kommer i Ventilen
  • Være mellem 15-30 år gammel
  • Kende til følelsen af ensomhed og have lyst til at møde ligesindede unge
  • Bidrage til den gode tone og den gode stemning
  • Behandle alle både unge og frivillige som du selv gerne vil behandles
  • Ikke være påvirket, når du deltager

Sådan kommer du med i det online mødested

Det online mødested er for dig, der føler dig ensom, og savner jævnaldrende kontakt. Det er et lukket forum, hvor du kan være anonym, og hvor 2-3 af Ventilens frivillige sørger for at alle har det godt og skaber en god stemning.

Du kan deltage både, hvis du plejer at komme i et lokalt tilbud, og hvis du aldrig har været i Ventilen før, men der er forskel på, hvordan du kommer med.

Jeg er plejer at komme i KOMsammen eller mødested

Du tilmelder dig ved at kontakte dine lokale frivillige på deres bymail, på Facebook eller ved at skrive en besked til Ventilens sekretariat på info@ventilen.dk. Så får du en mail, om hvor og hvordan du kan oprette dig som bruger.

Jeg er ny i Ventilen

Hvor er du sej, at du gerne vil med 😀

Alle unge, der kommer i et Ventilen-tilbud for første gang, skal have en personlig samtale, for at sikre, at Ventilen er det rigtige tilbud. Det gælder også for det online mødested, og det foregår på følgende måde:

  • Du skriv en mail til info@ventilen.dk, om at du gerne vil deltage
  • Vi sender dig videre til to frivillige, som vil aftale et tidspunkt for en indledende samtale
  • Samtalen SKAL foregå med kamera og lyd
  • De frivillige vurderer sammen med dig om Ventilen er det rigtige tilbud i din situation
  • Hvis I er enige om dette, får du en mail om hvordan du opretter dig og bliver en del af vores lukkede forum


KOMsammen Randers åbner dørene op igen

Mandag den 5. november er der igen åbent i KOMsammen Randers – og de frivillige glæder sig! Jakob, Kenneth, Maja og Elisabeth står klar til at tage imod unge, der har lyst til at lægge vejen forbi KOMsammen Randers denne mandag. Aftenen byder på lidt bevægelses- og navnelege og så skal der drikkes varm kakao og spises kage til – selvfølgelig en sundere en af slagsen. Jakob, der er formand i KOMsammen Randers, fortæller at de frivillige er meget spændte og glæder sig til at se en masse unge fremover.

KOMsammen Randers er for dig, der godt kunne tænke dig at leve lidt sundere, og gerne vil gøre det sammen med andre. Alle vores aktiviteter handler om at røre sig eller at lave sund og lækker mad. I KOMsammen Randers er der plads til alle unge, hvad end du allerede kan løbe en halvmaraton eller højst løber efter bussen.

De unge, der kommer, kender alle til følelsen af ensomhed, og alle har lyst til at spise sundt og få sved på panden sammen med jævnaldrende. De frivillige sørger for, at alle er en del af fællesskabet, og planlægger sammen, hvad der skal på programmet af aktiviteter. 

Du kan løbende følge med i, hvilke aktiviteter der bliver planlagt ved at holde øje med siden her: https://ventilen.dk/komsammen-randers/