Overskrift

Hanne er kommet i Ventilen i fire år, for hun synes, det er rart, at mange har de samme erfaringer med mobning og følelsen af at være udenfor.

Som lille følte Hanne sig ikke ensom. Især havde hun én rigtig god veninde, som hun havde kendt siden de to pigers mødre var i mødregruppe sammen. Men veninderne gled langsomt fra hinanden igennem 5.6.-klasse og i 7. klasse begyndte de andre at danne kliker. Uden Hanne.

”Jeg følte ikke, at jeg passede ind noget sted. Jeg begyndte at sidde alene hver dag, og efter skole gik jeg alene hjem og lavede mine lektier,” husker hun.

Hun følte sig udenfor, og de andre havde da også nogle interesser, som ikke sagde Hanne ret meget.

Gider ikke byture

På Hannes skole handlede det sociale liv i de ældste klasser meget om fester, byture og alkohol.

”Min ensomhed kom fra, at jeg var en anderledes type end de andre i skolen. De gik i byen eller drak hver weekend. Den type har jeg aldrig været. Jeg har aldrig kunne lide byture. På den måde var jeg anderledes. De var også meget mere sociale. Jeg var den der stille type, der aldrig sagde så meget. ”

Mor gav et puf

Heldigvis lagde Hannes mor mærke til, at hendes 15-årige datter ikke trivedes i skolen, og hun foreslog hende at give Ventilen en chance. Der skulle gå et år, før hun fik taget mod til sig.

”Jeg tror, man tænker over, hvad det er for nogle mennesker, der kommer dernede. Hvordan ser de ud? Hvordan er det at være der? Så er det lidt svært at komme derned og se, at det er helt almindelige mennesker. Det første skridt er svært, til man kommer derned og prøver det.”

Nu er hun kommet der i fire år, og har ikke i sinde at stoppe sådan lige med det samme.

Samme historie

I Ventilen fandt Hanne den følelse af at høre til, som hun savnede i sin klasse.

”Mange er blevet mobbet og har haft det svært. Det gør det også nemmere, at der er andre, der har haft den samme oplevelse. Det er nemmere at snakke om det og relatere til folk, der har haft de samme oplevelser,” forklarer hun.

Derfor tør hun også øve sig i at være knap så stille.

” Man er mere ens i Ventilen – uden at være det – men man har de samme problemer og det gør det nemmere at snakke i forhold til andre steder, hvor man har hver sin historie. Du bliver ikke dømt i Ventilen.”

Mindre ensom udenfor Ventilen

Det er bl.a. det med at blande sig i klassekammeraternes samtaler, hun øver sig på i Ventilens trygge rum. Og det hjælper.

”Jeg tror, når man smalltalker med de andre, så får man nogle redskaber til at kunne føre en samtale andre steder. På de fire år er jeg blevet mere åben overfor folk. Mere snakkesalig. Jeg sidder ikke sådan tilbage i klassen. Jeg er begyndt at komme mere frem. ”

Mest for hyggens skyld

Selvom genertheden er røget i baggrunden, og evnerne til small-talk er blevet styrket, kommer Hanne stadig i Ventilen.

”Nu kommer jeg derned for hyggens skyld og for fællesskabet. Det bedste ved Ventilen er virkelig fællesskabet. Man sidder ikke i bestemte grupper. Der er selvfølgelig nogen, man snakker bedre med end andre, men du sidder ikke i grupper. Vi er allesammen sammen. Det, synes jeg, er fedt.”

Men det er dog ikke kun sjov og ballade.

”Jeg kommer der også for at få nogle redskaber. Man kan stadig tage ved lære. Man kan videreudvikle de ting, man har lært. Det får jeg hjælp til,” siger hun.

For Louise betyder Ventilen et pusterum fra ensomheden og et sted, hvor hun ved, der er nogen der lytter.

Egentlig er Louise et meget socialt menneske. Hun er snakkesalig og griner meget, men det til trods, har ensomheden fulgt hende igennem det meste af livet.

”For mig betyder ensomhed det, at når jeg kommer hjem – i hvert fald som tingene er lige nu – så har jeg ikke nogen at være sammen med. Det betyder, at jeg skal sidde alene både en fredag og lørdag aften,” fortæller hun.

Det er dog blevet lidt bedre på det seneste, understreger hun.

Kampen værd

Man siger, at et brændt barn skyr ilden, og Louise er blevet mobbet meget i skolen og har følt sig udenfor. Derfor er det heller ikke altid nemt for hende at opsøge sociale sammenhænge.

”Jeg skal nogle gange kæmpe med mig selv, for at komme derind, men det er som regel det værd. Det er tre timer, hvor du ikke er ensom. Og det er da bedre ikke at være ensom i tre timer, end at være ensom i tre timer,” som hun rationaliserer.

Tryghed

De frivillige sørger for, at Ventilen er et trygt sted, hvor alle føler sig velkomne og godt tilpas, og det er en af grundene til, at Louise er kommet i mødestedet i fire år.

”For mig er Ventilen et af de eneste steder, hvor jeg føler mig tryg. Det er et sted, jeg kommer – ikke fordi jeg skal – men fordi jeg har lyst. Og fordi det er nogle søde mennesker, der er derinde,” siger hun.

Og her mener hun både på de frivillige og de andre unge.

Ganske gratis

Og så er der også lige en anden som gør, at Louise kommer igen hver eneste uge.

”Det er ganske gratis. Det er også derfor, jeg kommer derinde, så tit som jeg gør,” siger hun.

I Louises familie har de ikke så mange penge, og hun kommer sjældent på sommerferie. Undtagen selvfølgelig Ventilens årlige sommertur, som er blevet fast tradition for Louise.

”Jeg tror ikke, der er nogen, der har meldt sig hurtigere til sommerturen end mig,” griner hun.

Nogen at hive fat i

Noget, Louise savner, er nogen at være tæt med, men også her kommer Ventilens frivillige ind i billedet.

”Når jeg har haft nogle problemer, har de frivillige været rigtig gode til, at man lige kan hive fat i dem og sige ’har du lige to minutter?’ Men de er også rigtig gode til at tage fat i dig og snakke med dig, hvis de kan se, der er noget, der tynger dig, eller hvis der er en konflikt. Så er de også gode til at tage hånd om den,” siger hun.

Desuden holder de engang imellem udviklingssamtaler, hvor de frivillige giver gode råd.

”Nogle gange er det godt at tale med de frivillige, der kan sige – ikke hvad du gør galt – men noget du kan gøre bedre, end ud har gjort før.”

Mindre ensom

Louise ved godt, hun skal blive ved med at arbejde for at styrke sine sociale kompetencer, men hun mener selv, hun er kommet et godt stykke vej.

”Efter jeg er begyndt i Ventilen har jeg fået flere bekendte. Der er også kommet et venskab her og der. Jeg har mødt en masse dejlige mennesker. Og i det hele taget føler jeg mig lidt mindre ensom, end jeg gjorde før. Det eneste, jeg fortryder, det er, at jeg ikke har hørt om Ventilen noget før. ”

Derfor vil hun gerne opfordre andre unge i samme situation til at give Ventilen en chance.

”Ventilen er et sted, du kan komme, hvor du kan føle dig tryg. Du kan møde andre unge mennesker og få et helt specielt bånd, du ikke får ret mange andre steder,” fastslår hun.

Christian glæder sig til hver torsdag, for så ved han, han kommer væk fra værelset og ud at være sammen med andre unge som ham selv.

Det var frygt, der fik Christian til at opsøge Ventilen første gang.

” Jeg har altid været bange for at dø alene. At sidde alene med en kat som 60-årig. At blive glemt. Da jeg flyttede her til byen flyttede jeg væk fra mine venner og min familie i Holstebro. Alt hvad jeg kendte og elskede i 21 år, tog jeg væk fra. En dag fik jeg bare nok,” fortæller han.

”Jeg var træt af at sidde og glo ind i en væg – eller en computerskærm eller fjernsynsskærm.”

Opvasken er det eneste minus

Han havde hørt om Ventilen og brugte et par uger på at overveje, om det var noget for ham. Siden da er han kommet i mødestedet hver eneste uge.

”Jeg er lidt af en huleboer. Det er dejligt at komme lidt ud og møde andre end bare min bofælle. Han er en af mine gode venner, men det bliver kedeligt i længden.  Det er altid skægt og hyggeligt bare at spille spil og spise mad, så man slipper for selv at lave den. Så skal man tage opvasken, det er det eneste minus,” griner han.

Sad bare derhjemme

Det var en mild social angst, der tidligere fik Christian til at isolere sig på sit værelse.

”Ventilen betyder for det første, at jeg kommer ud. Ellers sidder jeg bare derhjemme og mugner, når jeg ikke er i skole eller hjemme og besøge min familie. Det betyder også, at jeg får lært mig selv at være mere social, være mere glad for sociale situationer og fået bedre styr på min angst.”

Det skyldes ifølge ham selv den tryghed, han føler i Ventilen.

”Det betyder tryghed at vide, at jeg har mennesker, jeg kan snakke med. Også i fremtiden. At vide, at jeg kan skabe relationer og bibeholde dem,” siger han.

Selv gjort arbejdet

De frivillige i Ventilen sørger for, at der er et trygt rum, hvor alle føler sig velkomne, siger Christian, men arbejdet for at blive mere social, har han selv gjort.

”Man bliver taget godt imod. Det er en af de ting, jeg synes, Ventilen gør sindssygt godt. Men man skal også selv være klar på at udfordre sig selv. Både de frivillige og brugerne (de andre unge, red.) tager imod en med åbne arme, men det kræver også, at man selv kan tage imod det. Det har jeg haft svært ved i mange år. Når folk står med åbne arme, har jeg sagt ’ah ok, slap af!’. Det kræver lidt, men det lærer man hurtigt. Man vil hurtigt gerne være en del af fællesskabet.”

Prøver noget nyt

Christian kommer i Ventilen hver eneste torsdag, og når han ikke sover alt for længe, tager han også afsted om søndagen.

”Om søndagen skal  vi gerne ud af huset. Ud at bowle eller på cafébesøg. Den slags kommer jeg sjældent afsted til. Det synes jeg også er sindssygt sjovt at prøve,” siger han.

Han ser frem til de dage, mødestedet har åbent.

”Det har givet mig en glæde i hverdagen, en tro på mig selv og en indsigt i mig selv: Hvad det er for sociale kompetencer, jeg har, og hvad det er, jeg skal arbejde videre på? Samtidig med, jeg får noget sjov og ballade og forhåbentlig nogle gode venner også mange år fremover. På den måde har det været en ekstremt positiv oplevelse,” fastslår han.

I Ventilen har Jens opdaget, at han faktisk er sådan en, folk gerne vil være sammen med.

Det var, da Jens’ mor blev alvorligt syg af kræft, at det for første gang gik op for ham, at han følte sig ensom. Hans bror er udviklingshæmmet, og Jens følte ikke, han kunne bruge ham til at tale om morens sygdom med.

”Jeg havde ikke nogen at snakke med om det, og det var lidt en øjenåbner for mig,” siger han.

Kræftens Bekæmpelse henviste ham til Ventilen, hvor han nu er kommet i næsten fem år.

”Folk gider mig”

I bakspejlet tænker Jens nu, at grunden til, han ikke rigtigt havde nogle sociale relationer var, at hans selvtillid var i bund.

”I Ventilen har jeg fået en følelse af, at folk faktisk vil mig. Før tænkte jeg, at folk ikke gad mig.”

Før i tiden troede Jens altså ikke rigtigt på, at folk kunne lige ham, selvom de var flinke ved ham. Men det har ændret sig, efter han er begyndt i Ventilen.

”Jeg er ikke sammen med de andre, fordi jeg skal, men fordi jeg godt kan lide dem. Det har fået mig til at tænke, at de andre nok også er sammen med mig, fordi de gerne vil. De må have det på samme måde med mig,” siger han.

Udfordringer

De tanker tager Jens med sig ind på Københavns Universitet, hvor han læse jura. For nylig har han ligefrem aftalt med nogle studiekammerater, at de skulle til fredagsbar, hvilket han aldrig havde været før.

”Det er jeg ret stolt over. I Ventilen har jeg fået selvtilliden til at lave den slags aftaler,” fortæller han.

Jens havde på forhånd fortalt de frivillige, at han gerne ville afsted, og de hjalp ham til faktisk at komme afsted.

”De frivillige er gode til at give små opgaver og holde os oppe på dem. De giver et lille skub, så man også får det gjort.”

Har det på samme måde

At Jens’ selvtillid er blevet styrket tilskriver han, at alle de andre unge også har en ensomhedshistorie.

”Der skete noget, første gang vi havde en gruppediskussion. Der forstod jeg, at jeg ikke var alene. Det betød meget at møde andre, der har det på samme måde. Det har styrket mit selvværd at vide, at jeg ikke er alene med følelsen af ensomhed,” siger han.

Han understreger, at ensomhed ikke er det eneste, de taler om i mødestedet, men det er rart at vide, at alle kender følelsen.

Streng taget ikke nødvendigt

Efter fem år i Ventilen har han fået det meget bedre og er også begyndt at se nogle af de andre unge udenfor åbningstiderne.

”Jeg tænker nogle gange, om det streng taget er nødvendigt stadig at komme i Ventilen, men jeg har jo fået venner der,” siger han.

Jens fylder snart 26, og kan derfor ikke komme i Ventilens mødested længere. I stedet har han og nogle andre ”gamle” ventil-unge startet Vennepunktet i Hillerød, som er et mødested for unge mellem 25-40.

Mathias har mange venner på nettet, men han har svært ved at få set folk ansigt til ansigt. Det brugter han Ventilen til.

Mathias har egentlig ret mange venner, men han kender de fleste af dem fra spil på nettet, og de bor rundt om i landet. Selv bor han i Silkeborg, hvor han ikke rigtigt kender nogen.

”Jeg begyndte i Ventilen, fordi jeg manglede nogen at snakke med. Jeg havde ingen nære venner i Silkeborg, så jeg manglede at komme væk fra værelset. Det er for nemt at falde i et hul derhjemme,” siger han.

En kollega fortalte ham om Ventilen, hvor han nu er kommet i fire måneder, og han har ikke planer om at stoppe sådan lige med det samme.

Den evige computernørd

Vennerne på nettet tilfredsstiller nemlig ikke Mathias’ sociale behov, men han har svært ved selv at tage initiativ til at ses ude i ”virkeligheden”.

”Jeg har altid været indelukket. Hele min opvækst har jeg været nørden i klassen.  Men jeg er også lidt af en fighter, og jeg har ikke lyst til at være låst fast bag en skærm hele tiden og ikke turde gå ud og snakke med folk,” som han siger.

Derfor kommer han i Ventilen for at spille brætspil, spise aftensmad og bare snakke med folk ”face-to-face”, som han siger.

Kobler af
Mathias arbejder som 3D-grafiker, og hans liv er i det hele taget meget digitalt, men når han kommer ned i Ventilen går han offline.

”Ventilen for mig er et pusterum. Et sted, jeg kan koble fra den travle hverdag. Jeg slukker altid min mobil og bare er der, når jeg er der. Jeg glemmer resten af verden.”

Og det er ikke bare nettet, han kobler af, når han er i Ventilen, forklarer han.

”Jeg har brug for at koble af. Fra alt teknologi. Fuck det. Jeg gider det ikke, hvis jeg kan slippe for det. ”

Ligesindede

En af grundende til, Mathias føler, han kan slappe af i Ventilen er, at alle møder op uden fordomme, fortæller han.

”Det, der er så beroligende er, at man kan være tryg. Hvis man føler for at slappe af, kan man gøre det. Hvis man føler for at være sjov og fremme i butikken, kan man gøre det. Det er ufattelig dejligt bare at kunne være sig selv.”

Selv, når han har en dårlig dag, føler han sig velkommen.

”Det, jeg kan lide ved Ventilen, er, at der altid er et glad ansigt, der møder en. Selv, når man har en lidt dårlig dag, er der altid en, der forstår en, og har været lidt i samme situation. Altid er glade for at se en. Det er virkelig en dejlig fornemmelse. ”

Træner de sociale evner

Desuden kan han rigtig godt lide, at han ved, at alle kommer i Ventilen for at lære nye mennesker at kende. Det gør det nemmere at falde i snak med folk, mener han. Og netop det, at der tit kommer nye, man skal lære at kende, ser Mathias som god træning.

”Jeg føler, at når jeg er der, så styrker jeg mine sociale evner. Man bliver aldrig perfekt, men man kan altid øve sig i at tale med nye mennesker. Det der med at snakke med fremmede er en rigtig god øvelse også senere i livet. Så ved man hvordan, man skal håndtere det,” siger han.

Til fodbold har hun ikke problemer med at komme på banen, men i klassen kneb det. Indtil hun begyndte i Ventilen.

Ud over, når hun skulle til fodbold, var Signe bare derhjemme efter skoletid.

”Inden, jeg begyndte i Ventilen, var jeg ofte meget ked af det og trist. For mig var ensomheden, at jeg ikke havde nogen venner. Jeg havde ikke nogen at snakke med. Jeg havde faktisk ikke nogen, jeg følte mig tætte med. Efter skole gik jeg hjem og lavede mine lektier, og så var jeg bare derhjemme, indtil jeg måske skulle til fodbold. ”

Stille og genert

Signes problem var ifølge hende selv, at hun var og er meget genert. En elevcoach på gymnasiet anbefalede hende derfor at begynde i Ventilen.

”Jeg er meget stille, så jeg skal prøve at blande mig mere med de andre. Jeg skal sige noget mere og komme på banen.  Det prøver jeg i Ventilen. Det er nemmere, fordi jeg ved, det er andre unge, der har det lidt på samme måde. Det er der, jeg prøver at udvikle mig selv,” forklarer hun.

Det er nemmere i Ventilen end i skolen, fordi hun ikke er bange for at træde ved siden af

”I en klasse, hvor man ikke rigtig føler, man passer ind, der er man mere bange for at sige eller gøre noget forkert. Tanken om, at de andre ikke kan lide en eller lukker en udenfor.  I Ventilen tager alle godt imod hinanden, og fællesskabet det er godt.”

Mere selvtillid

Kort tid efter, hun fik studenterhuen på, skete der noget, der ifølge Signe er et klart tegn på, at hun har rykket sig.

”Jeg har fået et job som tjener. Jeg havde ikke forestillet mig, at det var noget, jeg kunne klare. Jeg har fået mere selvtillid og er blevet mere udadvendt.”

Det har heldigvis ikke kun påvirket Signes arbejdsliv, men også hendes sociale liv.

”Før havde jeg egentlig ikke nogen at snakke med. Så begyndte jeg i Ventilen, og nu har jeg fået en hel masse gode venner, og er begyndt at skrive med nogen over Facebook. Jeg er også begyndt at ses med nogen af dem udenfor Ventilen. Så det er rigtig godt,” smiler hun.

Helt almindelige ting

I mødestedet laver Signe mad og spiller spil – gerne UNO – sammen med de andre unge og de frivillige. Når vejret er godt, går de måske en tur. Signe har et rigtig godt forhold til sine forældre og sin lillebror, men det er ikke helt det samme at spille et spil med familien som med andre unge.

”Selvom vi ’bare’ spiller spil og laver mad, så er det ikke det samme, som når man fx gør det med sin familie. Det er det der med at komme ud og være sammen med andre unge.  Man snakker om nogle andre ting, og man kan spejle sig med de andre. Man kan identificere sig med hinanden, så man har et andet bånd til dem i Ventilen”.

Hver mandag

Signe er glad for, at mødestedet har faste åbningstider en gang om ugen.

”Så ved man, at om mandagen skal man hen og være sammen med dem i Ventilen.  Så har man noget at se frem til og glæde sig til,” siger hun.

Selvom Signe er kommet langt, regner hun ikke lige med at stoppe i Ventilen med det samme.

”Jeg tror, jeg vil blive ved med at komme i Ventilen, så længe det er muligt. Det er rigtig hyggeligt.”

I Ventilen har alle prøvet at føle sig udenfor og ensomme. Det skaber et godt fællesskab, mener Mia.

Mia begyndte at komme i Ventilen, da hun var 15. Hendes ensomhed begyndte allerede, da hun var lille, men det blev især svært, da hun i 6. klasse begyndte på en ny skole.

”Det var en hård tid, for jeg var begyndt at åbne mig, og så skulle jeg starte helt forfra på en anden skole. Det tog hårdt på mig. Det gik bare helt i vasken, og det blev meget værre. Det var der i 12-års-alderen, jeg havde det sværest, og hvor jeg var mest deprimeret.”

Derfor foreslog en sundhedsplejerske hende at besøge Ventilen. Men det krævede et lille tilløb.

”Jeg undersøgte stedet og tænkte, ’skal jeg, skal jeg ikke? Jeg er jo kun 15 år’. Jeg havde set en masse billeder og så, at mange af de andre var i tyverne, så jeg tænkte ’åh nej, hvad med aldersforskellen?’ Det tog mig noget tid, før jeg tog mig sammen. Det var meget grænseoverskridende.”

Ikke som i skolen

Hun var bange for, at hun skulle føle sig udenfor, ligesom hun gjorde i skolen.

”Jeg var bange for, de ikke kunne lide mig, og at det ville blive på samme måde som ovre i skolen, hvor jeg bare sad for mig selv og havde det rigtig skidt.”

Men sådan skulle det heldigvis ikke gå.

”Den første aften, var jeg meget stille, men jeg kunne mærke, de tog rigtig godt imod mig, og det gjorde den store forskel. Jeg følte mig velkommen fra første øjeblik. ”

Derefter gik det hurtigt fremad for Mia.

Ugens højdepunkt

”Efter et par måneder kunne jeg mærke, jeg begyndte at åbne mig og blive mere glad. Det var ligesom ugens højdepunkt at komme derned, for der vidste jeg, jeg var velkommen, og alle var søde. Der var ingen, der havde noget imod, jeg var den yngste.”

Mia kan nemt sige, hvad der adskiller skolen og Ventilen.

”Dem i Ventilen forstår én. De har selv prøvet at føle sig udenfor og at føle sig helt alene i verden, og måske føle, at de ikke er gode nok. Dem henne i skolen, de kender det ikke på samme måde. De hygger sig bare og har det sjovt, som unge mennesker har. De tager ikke tingene lige så nærtagende og tungt, fordi de ikke kender til at være ensomme i længere tid, og i den grad, hvor det kan påvirke en psykisk. ”

Kan være sig selv

Netop fordi, hun føler sig forstået, så føler Mia også, at hun kan være sig selv i Ventilen.

”Det bedste ved Ventilen er fællesskabet, sammenholdet. Det at komme hjem og rent faktisk være glad i stedet for ked af det. Man kan være, den, man er. Man er accepteret uanset, om man er lav, tyk eller tynd, eller hvordan man nu ser ud,” siger hun.

Med på efterskolen

Efter 9. klasse skal hun på efterskole, og her vil hun tage nogle af de ting, hun har lært i Ventilen, med sig.

”Jeg vil gå hen til folk og sige hej og snakke lidt i stedet for bare at gå for mig selv. Jeg ved, der findes mennesker, der kan lide mig. Det gør der i Ventilen, så hvorfor skal der ikke være det på efterskolen?”

Desuden har hun overskredet nogle grænser i Ventilen, og det vil hun også gerne gøre på efterskolen.

”Forleden var vi i svømmehallen, og det har jeg ikke været i flere år. Men jeg gjorde det fordi jeg tænkte, de andre fra Ventilen var med, og det skulle nok blive sjovt. Det var en personlig grænse, for jeg har altid været overvægtig, og jeg kan heller ikke svømme. Men det kunne en af de andre heller ikke, så jeg var ikke alene”.

Det hele værd

Til husmødet forinden havde hun ikke stemt for svømmehals-turen, men hun er glad for, hun tog med alligevel.

”Det er bedre end at være derhjemme og kede sig. Så hellere komme ud og få nogle oplevelser og være sammen med nogen. Og det var hyggeligt, også selvom jeg ikke kunne svømme. Vi havde det sjovt.  Det er det, der tæller.”

Mia holder pause fra Ventilen, mens hun er på efterskole, men hun regner stærkt med at vende tilbage, når efterskoleopholdet er forbi.

Tobias følte gennem barndommen og teenageårene aldrig, han passede ind. Det har ændret sig, efter han begyndte i Ventilen.

Tobias var på tidspunktet for dette skriv 21 år og lige begyndt at læse til ingeniør. Han var kommet i Ventilen i ca. et halvt år, og allerede efter så kort tid følte han sig meget mindre ensom, end han gjorde, før han startede. Ensomhed var ellers en følelse, Tobias havde haft med sig det meste af livet.

”Jeg har aldrig haft hverken et netværk eller venner. I folkeskolen var jeg heldig, hvis der var en fælles aktivitet. Ellers sad jeg bare alene i frikvartererne. Jeg havde ikke modet til at opsøge folk. Jeg passede ikke ind i klassen. Vi var 40 mennesker, og jeg havde ikke energi eller magt til at blive en del af klassen.

Lidt bedre på efterskolen

På efterskolen blev det en lille smule bedre. ”Jeg var stadig ikke centrum, men jeg var heller ikke så meget alene.”

Men da han så kom i gymnasiet vendte ensomhedsfølelsen tilbage med fuld kraft. ”På gymnasiet var det helt forfærdeligt. Vi var en meget dysfunktionel klasse,” fortæller han.

Alle føler sig velkomne

Efter gymnasiet og et højskoleophold fandt Tobias frem til Ventilen, og det blev et vendepunkt.

”Der føler jeg mig ikke underlig. Det er et sted, der fokuserer på, at alle skal føle sig velkomne. Her orker jeg at lægge den ekstra energi, der skal til, for at jeg kan være med. Jeg skal tænke meget over at have et åbent kropssprog, jeg skal tænke over, hvad jeg kommenterer. I Ventilen behøver man ikke tænke så meget. Man bliver ikke dømt, hvis man kommer til at gøre noget dumt.”

Giv det tre gange

Tobias vil klart anbefale andre unge at give Ventilen et forsøg, hvis de føler sig ensomme eller udenfor. ”Jeg vil sige, at de skal komme tre gange og så vurdere, om de synes, det er sjovt, lærerigt og givende.”

Selv bliver han ved med at komme i Ventilen, selvom han har fået det meget bedre. ”Jeg kommer dels for at undgå at falde tilbage og dels bare fordi, det er hyggeligt og nogle gode mennesker”.