KOMsammen Skive byder March mod Ensomhed velkommen til Skive

March mod Ensomhed – hvad er det egentligt?

 

Den 1. og 2. oktober rundede Patrick Cakirli Skive. Hvert år fra uge 33 til uge 40 gennemfører Patrick Cakirli March mod Ensomhed, hvor han vandrer 1.600 kilometer fra Nexø på Bornholm til Jylland. Patrick har selv oplevet ensomhed efter en turbulent barndom på institutioner og i pleje. Med March mod Ensomhed sætter Patrick fokus på ensomhed. Konceptet er, at: Patrick må gå, når han har følgeskab – ellers skal han stå stille. På den måde bliver hans vandring symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed.
Marchen kom til Skive
Den 1. oktober startede vandringen med et regnfuldt  arrangement på Sallingsundbroen, hvor Skives borgmester og Frivilligcenter Skive modtog “vandrestafetten” fra Frivilligcenter Mors. Vores egen frivillig, Marie Louise, blev interviewet til TVmidtvest, så vi på den måde også fik fokus på vores egen lokale Ventil. Efter arrangementet gik vandringen mod Skive.
Om aftenen var der fællesspisning. Malene og Mikkel holdt oplæg om ensomhed og KOMsammen Skive for de fremmødte, og derudover var vi så heldige, at også Patrick holdt et oplæg om hans vej ud af ensomhed. Efter fællesspisningen blev Patrick indlogeret i KOMsammen Skives lokaler på Ungdomsskolen Skive.
Den 2. oktober skulle vi tidligt op! Morgenmaden blev serveret klokken 07.30, og sørme om der ikke også her stod journalister klar. Fem fra vores frivilligteam stod klar med halvåben øjne og fik svaret på alle de gode spørgsmål. Klokken 08.00 begyndte vandringen mod kommunegrænsen til Viborg, og hold da op, hvor var der mange, som deltog på turen. Ved kommunegrænsen stod frivillige fra Ventilen Viborg klar til at modtage Patrick, så de fik kastet vandrestafetten i hånden, og så smuttede vi andre hjem på sofaen, så vi kunne få de ømme stænger op.
KOMsammen Skive vil gerne sige tak!
Vi, i KOMsammen Skive, vil meget gerne sige tak for opbakningen. 🙂 Hvor har det været skønt at se så mange mennesker støtte op omkring Patrick og March mod Ensomhed 💚 Og selvfølgelig et tak til Frivilligcenter Skive og Ventilen Viborg
Endelig skal der naturligvis lyde en stor tak til Patrick og March mod Ensomhed ’21 – Skive for at du ville komme og besøge vores egn. Vi ser frem til et genbesøg. Gerne med lidt bedre vejr.