Sommerturskærester stadig sammen efter 10 år

2017 24. Jul 16:39

Udover nye venner og en masse gode oplevelser, fik Marlene en ny kæreste med hjem fra Ventilens sommertur i 2007, og kærligheden holder endnu.

Hun var ikke taget afsted for at få en ny kæreste. Som den eneste fra Ventilen Kolding det år var hendes mål bare at få nogle sjove og hyggelige oplevelser sammen med andre på hendes egen alder. Da sommerturen 2007 var slut, havde hun fået begge dele.

Og det er ifølge Marlene Nielsen sådan noget, Ventilen sommerture kan.

”Man laver jo så mange sjove aktiviteter sammen, og man har også masser af fritid til at snakke sammen og lære hinanden at kende.”

Hun kunne med det samme se, at Niels, der kom i Ventilen Esbjerg, var hendes type, men det var først på turens sidste dag, at de blev enige om at se, om deres nye venskab kunne blive til mere. Og det kan man netop på sommerturen, siger hun.

”Jeg synes, det er fedt, at man er så mange dage sammen. Man siger jo, at man danner sig et førstehåndsindtryk efter 10-15 sekunder. På sommerturen når man meget længere og får mulighed for at se flere sider af hinanden.”

Og det gælder altså både nye kammerater og potentielle kærester.

”Der går jo let en hel aften med at ligge og sludre med dem, man deler værelse med,” som hun siger.

Her 10 år efter vil hun gerne give et godt råd til alle de unge, der om lidt skal afsted på Ventilens sommertur 2017.

”Hop ud i det og vær med til aktiviteterne. De kan godt nogle gange virke lidt mærkelige, men det er altid sjovt, når man er kommet i gang. Og sørg for at få nogle telefonnumre med hjem, så I kan holde kontakten.”

I 2007 fik hun bl.a. Niels’ telefonnummer og allerede weekenden efter besøgte han hende. Da der var gået et år, var de flyttet sammen, og kærligheden lever altså endnu.

”Det var altså kærlighed ved første blik,” som hun siger.

Marlene blev ved med at komme iVentilen Kolding i et par måneder, hvorefter hun startede på landbrugsskolen og fik et netværk der.