Ensomhed fylder for næsten halvdelen af gymnasieeleverne

2017 12. Dec 09:14

En ny undersøgelse fra Center for Ungdomsstudier viser, at i alt 43,5 % af eleverne på gymnasierne “ofte” eller “af og til” føler sig ensomme.

Der er fuld fart på i gymnasieårene. Afleveringer, fritidsjob, venner, fester, træning, sociale medier. Der er meget, der skal passes, og måske er det en af grundene til, at to tredjedele af de danske gymnasieelever fortæller, at de har svært ved at få tid til det hele. Hver tredje føler sig ofte stresset. Og på STX siger 43 % at de er enige eller meget enige i, at de bekymrer sig om fremtiden. Derfor er det heller ikke specielt overraskende, at hele 43,5 % af gymnasieeleverne fortæller, at de “ofte” eller “af og til” føler sig ensomme, som det står klart i Rapport - det er vigtigt at være en succes, som Center for Ungdomsforskning (CUR) netop har udgivet.

For formand i Ventilen Danmark, Maria Bergmann Nielsen, kommer de nye tal ikke som den store overraskelse, omend hun er glad for, at CUR har valgt at dykke ned i trivslen blandt gymnasieeleverne.

“Som det bliver fint beskrevet i rapporten, er det for mange unge en kæmpe omvæltning at komme fra folkeskolen, hvor de fleste har gået nærmest hele livet, til gymnasiet, hvor man måske ikke kender en eneste, og hvor der er store krav til den enkelte både fagligt og socialt.”

Og det er netop derfor, at Ventilen siden 2012 med projektet Netwerk har arbejdet på at klæde gymnasielærerne bedre på dels til at skabe gode klassefællesskaber fra starten, men også til at se og hjælpe de elever, der ikke trives socialt.

“Jeg håber, at de nye tal får flere til at åbne øjnene for, hvor svært det er for alt for mange at gå i gymnasiet. Også meget sværere, end det behøver at være. Det, vi hører fra de lærere, der har benyttet sig af Netwerk, er at det er let at gå til og let at benytte i undervisningen, og fra både elever og lærere får vi rigtig positive tilbagemeldinger,” siger Ventilens formand.

Rapporten fra CUR viser, at antallet af piger, der ofte føler sig ensomme, er steget fra seks procent i 2010 til ni procent i 2017. Samtidig er andelen faldet lidt for drengenes vedkommende, så gennemsnittet lander på ca. seks procent ligesom for syv år siden. Og sammenholdt med de 37,4 procent, der har følelsen “af og til”, er ensomhed altså en del af livet for 43,5 procent af eleverne.

Læs hele undersøgelsen her.