Hver tiende ung er ofte uønsket alene

2018 6. Mar 11:13

De 16-24-årige indtager en trist førsteplads, når det kommer til ofte at være uønsket alene, og tallet er steget stødt gennem de seneste år viser Den Nationale Sundhedsprofil.

Ungdommen er en tid, hvor man går til fester og hænger ud med sine venner, men for rigtig mange unge er det ikke hele sandheden. Hver tiende - eller 9,4 % - af de 16-24-årige svarer, at de ofte er alene, når de har lyst til at være sammen med andre. Det viser tal fra Den Nationale Sundhedsprofil 2017, som Sundhedsstyrelsen og Syddansk Universitet netop har udgivet.

Og tallet er tilmed steget stødt, siden den første sundhedsprofil blev offentliggjort i 2010. Den første rapport viste, at 7,3 % af de unge ofte følte sig uønsket alene, og i 2013 var tallet 8,1 %.

Ens for alle undersøgelserne er, at de unge er den aldersgruppe, der oftest går med følelsen. Dem, der er en tand ældre, ligger nummer to, da 7,5 % af de 25-34-årige ofte er uønsket alene.

Mens andelen af unge, der ofte føler sig uønsket alene, er steget, er andelen af ældre, det gør sig gældende for, tilsvarende faldet. Og det viser, formand for Ventilen, Maria Bermann Nielsen, at ensomhed ikke er en naturlov.

”De sidste mange år har der været rigtig mange små og store tiltag for ældre, og kigger man på tallene her, ser det ud til at have hjulpet. I mange år var vi i Ventilen nærmest de eneste, der arbejdede målrettet for at mindske ensomheden blandt unge, og det er måske en af grundene til, at det tal har fået lov til at vokse. Men jeg oplever helt klart, at flere får øjnene op for, at også rigtig mange unge går rundt og føler sig ensomme,” siger hun.

Hun forklarer, at det bl.a. kan ses på, at flere og flere unge opsøger Ventilens lokale tilbud, der nu tæller 20 med det 21. på vej. Der er også stor tilslutning til Netwerk, hvor Ventilen tilbyder seminarer og undervisningsmateriale om ensomhed og gode fællesskaber til lærere på ungdomsuddannelserne.

”Ensomhed i ungdomsårene kan være med til at forme resten af ens liv, og derfor er det så vigtigt, at vi sætter ind og får hjulpet. Ensomhed er ikke noget, man kan komme ud af på egen hånd, så derfor gør vi, hvad vi kan for at støtte de unge, og vi er rigtig glade for, at mange andre organisationer også ser alvoren og omfanget af problemet,” lyder det fra Ventilens formand.