Næstformand: Vi må tage tårnhøje idealer alvorligt

2018 22. Mar 11:11

Flere og flere unge - kvinder især - mistrives, og det skyldes i høj grad de alt for høje idealer, som kommer både udefra og indefra. Ventilens næstformand opfordrer alle til at se DR’s serie De perfekte piger for at kunne forstå problemet og tage det alvorligt.

“Du skal se De perfekte piger på DR, fordi vi bliver nødt til at tale om, hvordan vores unge mennesker i høj grad mistrives. Du skal se den, fordi du også kender unge mennesker. Du har måske selv et ungt menneske derhjemme, arbejder sammen med en, er bedsteforældre, underviser eller læge.”

 

Screenshot fra De perfekte piger på DR3

Sådan indleder Ventilens næstformand, Kirstine Busk Folkmann, sit opråb på de sociale medier til alle os, der på den ene eller anden måde er i kontakt med unge mennesker. Hun skriver opslaget på baggrund af DR3’s serie De perfekte piger, hvor vi møder Anna, Amalie, Julie og Fie, der alle kæmper med afsindigt høje krav udefra og indefra.

Ventilens næstformand opfordrer alle til at respektere unge som de fire kvinder i stedet for bare lidt nedladende kalde dem “12-talspiger” eller skyde skylden for deres mistrivsel på de sociale medier, som bl.a. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby gjorde for nylig.

“Pigerne stiller sig frem og viser deres sårbarhed, når de samtidig kæmper så meget med, at leve op til deres egne og andres idealer. Kæmpe respekt!”

Og hun mener altså, at de voksne, der er omkring de unge må træde i karakter:

“Vi bliver nødt til at tale med vores unge mennesker om, at det er okay ikke at være perfekte. At det er okay ikke altid at have det rigtige tøj på, få de bedste karakterer, at have øv-dage, og at verden ikke går under hvis ingen liker vores billeder på de sociale medier, eller hvis vi har former og lidt ekstra på sidebenene. Det skal nok gå, det hele!”

Ventilens næstformand, Kirstine Busk Folkmann.

I starten af marts udgav Sundhedsstyrelsen Den nationale sundhedsprofil, som den gør hvert fjerde år. Den viste, at 23,8% af kvinderne mellem 16-24 år har et dårligt mentalt helbred. De mistrives både fysisk og psykisk, og alt for mange har stress. Det er også blandt de 16-24 årige, at de oplever at være mest uønsket alene, og det gælder uanset køn.

“Det er alvorligt det her, og vi skal tage det seriøst,” slutter hun.