Kommunikationsstudent til NGO, der gør ungdommen mindre ensom

SoMe, web, grafisk design og lokal synlighed – noget for dig?

I Ventilen Danmark er vi på udkig efter en studentermedhjælper til kommunikation, der vil være med til at kommunikere internt og eksternt, online og offline, nationalt og lokalt – og altid i den gode sags tjeneste.

Vi er en landsdækkende ungdomsorganisation, der forebygger og afhjælper ensomhed blandt unge. Vi har 24 lokale tilbud fordelt over hele Danmarkskortet, et projekt rettet mod ungdomsuddannelser og et fortællerkorps – og så er vi drevet og ledet af unge.

Vi er ca. 250 frivillige og en flok på 14 ansatte på sekretariatet midt i København, hvor du også får din hverdag. Vi laver alt fra bogholderi og administration til workshops, frivilligledelse og kommunikation. Vores hverdag er travl, men vi husker at prioritere kontor-smalltalk og fredagsøl!

Hvad skal du lave?

Lidt af alting. Hænderne er få, mens opgaverne er mange, så her får du mulighed for at komme hele vejen rundt om vores kommunikation. Det kan være Instagram stories, nyhedsbreve og grafisk design den ene dag, og LinkedIn-opslag, frivilligkommunikation og hjemmesideudvikling den næste.

Dine opgaver er en god blanding af kortvarige indsatser og længerevarende projekter, så du får både mulighed for at skabe hurtige resultater og for at fordybe dig i en længere proces. Og er der et område, du brænder for eller gerne vil udvikle dig indenfor, kan vi sammen planlægge et særligt
fokus på det.

…Og sammen med hvem?

Du bliver en del af vores kommunikationshold. Sammen med vores kommunikationsansvarlige, Sofie, og studentermedhjælper, Maria, er du med til at sikre, at Ventilen kommer ud over rampen.

Derudover samarbejder du løbende med andre kolleger på sekretariatet, fx om frivilligrekruttering, interne nyheder eller gode historier til sociale medier eller lokalmedier.

Hvem er du?

Du studerer kommunikation, sprog, journalistisk eller noget i den dur, og du er på slutningen af din bachelor eller starten af din kandidat. Du har gerne erfaring med enten sociale medier, grafisk arbejde eller formidling, men det er ikke et krav. Det vigtigste er, at du…

  • har gejst og vilje til at skabe gode resultater for en frivilligorganisation
  • kan arbejde selvstændigt og føre opgaver til dørs på egen hånd
  • har lyst til at lære, afprøve ting og udvikle dig
  • kan jonglere flere opgaver på én gang og gribe (størstedelen af) dem igen.

Vi er til tider en travl biks, så det er vigtigt, at du kan strukturere og prioritere dine opgaver – og ikke mindst
tør at sige det højt, hvis det går for stærkt.

Praktisk

Vi tilbyder en timeløn på 125 kr. og forestiller os, at du arbejder 15 timer om ugen i gennemsnit.

Arbejdstiden ligger som udgangspunkt 10-16 på Ventilen Danmarks sekretariat i København K. Der kan forekomme rejsetid ud i landet. Vi er selvfølgelig fleksible ift. dit studie og eksamensperioder.

Spørgsmål?

Skyd løs! Skriv til vores kommunikationsansvarlige, Sofie, på sofie@ventilen.dk eller ring på 70 208 308.

Ansøgning og frist

Du kan ansøge, som du har lyst: En skreven ansøgning, en video, en TikTok eller noget helt fjerde.

Send din ansøgning og dit CV til job@ventilen.dk – hurtigst muligt! Vi inviterer løbende til samtale!

Vi glæder os til at høre fra dig!