Udsigt til travl åbneaften i Randers

Borgmesteren, fagfolk og en masse unge deltog i åbningsreceptionen for KOMsammen Randers, og Ventilens bestyrelse har store forventninger til det nye tilbud.

I den tro, at han var i god tid, ankom bestyrelsesmedlem i Ventilen, Søren Madsen, halvanden time før åbningsreceptionens start i KOMsammen Randers kommende lokaler. Men de seks frivillige havde allerede været der i over en time, og alt var klart til, at byens borgmester og alle de andre inviterede skulle komme.

”De er simpelthen så engagerede, og de havde forberedt sig så godt, at ingenting kunne gå galt,” siger bestyrelsesmedlemmet.

Og det gik da også præcis, som det skulle. Mødt op var en del fagfolk som studievejledere, mentorer og støttekontaktpersoner samt mulige samarbejdspartnere fra forskellige idrætsforeninger. Og så en del unge, der var der sammen med forældre eller andre voksne.

”Jeg forudser, at de får en rigtig travl første vagt. Alt tyder på det, når der allerede er så stor interesse. Men de frivillige er helt sikkert også klar. De har virkelig forberedt sig godt,” lyder det fra Søren Madsen, der udover at være bestyrelsesmedlem også er lokal formand i Ventilen Aalborg.

Og netop Ventilen Aalborg har ved flere lejligheder stillet frivillige til råde til åbningen af det nyeste skud på stammen. De har været med til samtaler med potentielle frivillige, og de har holdt introaften for den helt nye frivilliggruppe. Og det var ifølge Søren ikke svært at få nogen til at tage en eller flere togture til Randers.

”For mig og de andre frivillige var for det første klar på en ny udfordring, og så vil vi jo også gerne støtte op om de andre tilbud. Det er ventil-ånden,” griner han.

KOMsammen Randers har første åbneaften på tirsdag d. 19. september. De åbner dørene til indledende samtaler kl. 17. Fremover kommer der til at være åbent hver tirsdag fra 17.30-20.30.

Adressen er Kirketorvet 2A (baghuset), 8900 Randers C.

Åbningen af KOMsammen Randers sker bl.a. takket være Nordea-fondens pulje Det gode, unge liv. Som en del af udviklingsprojektet er der også åbnet KOMsammen-tilbud i Holbæk og Slagelse.