Gode råd til dig, der er bekymret for en ung
Hvis en ung føler sig ensom gennem længere tid, skal følelsen tages alvorligt. Langvarig ensomhed kan have store konsekvenser og kræver handling. Det gælder for den unge selv, men også for voksne omkring den unge. Derfor har vi samlet en række gode råd til dig, der er bekymret for en ung. Rådene kan bruges, uanset om du er forælder, lærer, træner, pædagog eller en anden voksen med kontakt til unge.
Selvom det kan føles grænseoverskridende eller svært at spørge til unges sociale trivsel, så er det her, du skal begynde. Gør dig klart, hvad din bekymring skyldes – hvad har du set hos den unge, som vækker bekymring? Det hjælper dig at tage udgangspunkt i konkrete oplevelser eller observationer, når du taler med den unge.
Mange unge gør, hvad de kan for at skjule, at de føler sig ensomme, så det kræver stor opmærksomhed og tålmodighed.
Vis omsorg og spørg direkte til, hvordan den unge har det
Du kan følge op med, om den unge nogle gange savner nogen at være sammen med.
Sæt ord på ensomhed
Ensomhed er tabubelagt og svært for mange at tale om. Vær opmærksom på, at mange unge vil bruge andre ord som at være udenfor, føle sig alene, ikke have nogen at være sammen med. Du kan aldrig gøre følelsen hos den unge værre ved at kalde det ensomhed. Tværtimod kan det skabe klarhed og erkendelse.
Vær tålmodig og venligt vedholdende
Det betaler sig at spørge igen, selvom du bliver afvist første gang. Måske skammer den unge sig eller oplever ensomhed som pinligt. Respekter afvisningen og lad den unge vide, at det er okay, og at du er der, hvis den unge får brug for én at tale med. Giv ikke op. Lad der gå lidt tid og henvend dig så igen, hvis du stadig er bekymret. Næste gang du spørger, er reaktionen måske en anden.
Vær anerkendende
Det kræver mod og erkendelse at tage det første skridt. Hvis en ung oplever ensomhed igennem en længere periode, kan følelsen sætte sig som lavt selvværd og en konstant frygt for afvisning. Derfor kan det være svært for den unge at træde ind i en ny relation eller fællesskab, fordi frygten for at opleve endnu et socialt nederlag dominerer.
Tal om præstationspres i ungdomslivet
Måske føler den unge, at der er mange høje krav og forventninger. Måske trækker den unge sig fra relationer eller aktiviteter, fordi der er for meget at leve op til.
Spørg til, hvornår den unge har ensomhedsfølelsen, og hvad den unge ønsker er anderledes end i dag
Det hjælper dig til at hjælpe den unge til at reagere på følelsen og handle anderledes, end den unge har gjort hidtil. Måske har den unge behov for at finde et interessefællesskab, og måske har den unge behov for hjælp til at kunne indgå i relationer i sin klasse eller arbejdsplads. Det må du være nysgerrig på.
Vil du være med til at gøre en forskel for unge, der er ramt af ensomhed?
Der er flere måder, du kan hjælpe på. Du kan blive frivillig i Ventilen hvis du er under 35 år. Du kan også hjælpe ved at give en valgfri donation.
Ofte stillede spørgsmål om ensomhed
Ensomhed er en følelse, alle har prøvet at have, og det er en helt almindelig følelse at opleve en gang imellem. Når følelsen sætter sig fast og bliver en permanent del af livet, kan det dog have alvorlige konsekvenser – og det er vigtigt at reagere på langvarig ensomhed.
I dag oplever 19% af danske unge mellem 16 og 24 år ensomhed.
Ensomhed er den følelse, der opstår, når ens sociale relationer ikke lever op til ens sociale behov. Det vil altså sige, at det er forskelligt fra person til person, hvornår ensomheden opstår. Nogen har brug for én god ven for at få det sociale behov stillet, og nogen har brug for en stor bekendtskabskreds, men ikke en “bedste ven”.
I Ventilen skelner vi mellem langvarig og kortvarig ensomhed i forhold til, hvornår man bør reagere. Det kan sammenlignes med sult; det er ikke farligt at være sulten i kortere tid, men når det varer ved og bliver til sult, så er det farligt. Følelsen af ensomhed er kroppens måde at fortælle os, at vi har været isoleret for længe.
Ensomhed har ikke nødvendigvis noget at gøre med at være alene. Tværtimod kan følelsen være stærkest, når vi er omkredset af mennesker, vi ikke føler os som en del af. Alle mennesker har brug for relationer, hvor vi føler os trygge, hvor vi kan være os selv, og hvor der er nogen, vi kan betro os til.
Det er vigtigt at understrege, at ensomhed ikke er en sygdom, og der er derfor ingen symptomer. Dog er der nogle konsekvenser af ensomhed, som kan vise sig som fysiske tegn. Nogle vælger måske at være meget alene, afviser invitationer til sociale sammenhænge og isolerer sig, mens andre bliver mere udadreagerende, vrede eller voldsomme.
Mange af de unge, vi møder i Ventilen, oplever at føle sig usikre eller utilpas i sociale sammenhænge og kan have svært ved at holde øjenkontakt. Men ligesom ensomheden har mange årsager, har den også mange udtryk, så det er ikke muligt at sige noget entydigt.
Ensomheden opstår ofte i forbindelse med et skift i livet. Det kan være skoleskift, brud med en kæreste, forældres skilsmisse eller studiestart i en ny by. Dertil kommer skamfølelsen af ikke at slå til som ung. Unge i dag er underlagt et vældig stort pres på indefra og udefra, hvor de føler, de skal præstere fagligt samtidig med, de ser godt ud og har masser af venner.
De unge, vi møder i Ventilen, er meget forskellige og har ofte vidt forskellige sociale baggrunde. De har måske under deres opvækst eller skoleforløb følt sig uden for fællesskabet i lange perioder. Nogle er måske blevet mobbet, har dårlig eller ingen kontakt til familien eller har ikke haft nogen nære venner. Mange af disse unge lider af lavt selvværd og præstationsangst, og kan eller tør ikke tage kontakt til deres jævnaldrende. Hos unge kan det blive en ond cirkel, for hvis du har følt dig ensom længe, så mister du troen på dig selv, og dermed også modet til at forsøge at få nye venner.
Langvarig ensomhed har store konsekvenser. Ensomhed påvirker hjernen og får den til at gå i forsvarsposition. Det betyder, at man sover dårligere og er meget opmærksom på trusler og fare. Det kan også gøre en mindre empatisk og mindre imødekommende overfor andre mennesker. Det betyder ofte, at de unge, som føler sig ensomme, også føler sig udenfor fællesskabet eller socialt isolerede. I sidste ende kan det medføre, at de de unge dropper ud af deres uddannelse, bliver deprimerede og ikke får udviklet deres sociale kompetencer. Dette gør de unges forudsætninger for at komme ud af ensomheden endnu sværere.
Der er klare forbindelser mellem ensomhed hos unge og risikoen for at udvikle en psykisk lidelse, for eksempel depression, angst eller spiseforstyrrelser. Desværre forbindes ensomhed også med selvmord og en øget risiko for alvorlige sygdomme senere i livet.
Der findes ikke noget konkret svar på, hvor lang tid det tager at komme ud af ensomhed. Det er meget forskelligt fra person til person. Det vigtigste er, at man er tålmodig, fordi længerevarende ensomhed ikke er en følelse, som kan ændres fra den ene dag til den anden.
Er du interesseret i at få et interview om ensomhed eller Ventilens arbejde, eller vil du gerne i kontakt med en ung, der har prøvet at føle sig ensom, så er du mere end velkommen til at kontakte os. Læs mere her.
Hvis du er mellem 15-25 år (mødestedet) eller mellem 15-30 år (KOMsammen) og har brug for hjælp til at komme ud af ensomheden, er du altid velkommen til at besøge et af vores tilbud.
Hvis du er journalist, studerende eller andet, er det derimod ikke muligt at besøge vores tilbud, mens de unge er der. Det skyldes, at vi har lovet de unge anonymitet.
Vi vil altid gerne hjælpe studerende, der vil arbejde med ensomhed. Du kan finde en masse viden om ensomhed her og mere konkret viden om Ventilen her. Her kan du finde en masse relevant litteratur.
Har du spørgsmål, som du ikke finder svar på på hjemmesiden, må du selvfølgelig gerne kontakte os. Det er en stor hjælp for os, hvis du er helt forberedt på, hvad vi kan hjælpe dig med, inden du ringer eller skriver.