Ventilen Odenses 20 års jubilæum

I år markerer vi Ventilen Odense’s 20 års jubilæum. 20 år med fortsat arbejde for at bekæmpe unges ensomhed gennem frivilligt engageret arbejde. Derfor vil jeg, som formand for Ventilen Odense, gerne benytte lejligheden til at sige et kæmpe stort TAK! Tak fordi I alle, især dig der læser med netop nu, er med til at gøre en forskel for dem, som har brug for det; TAK fordi I fortsat viser jeres støtte og viser jeres interesse for vores arbejde. Det betyder utrolig meget for os alle sammen, at I gør dette.
Både på lokalplan her i Odense, men også alle andre steder i Danmark. Særligt for mig, vil jeg gerne sige tak til alle jer, som er med til at vise, at det er vigtigt og nødvendigt at vi bliver ved. Det giver mig lyst til at fortsætte kampen i et samfund, hvor ensomhed fortsat er et problem for rigtig mange unge over hele landet.

Ventilen fejrer 20 års fødselsdag i år. Dette markerede vi, da vi søndag d. 29. september 2019 afholdt en kæmpestor børnefødselsdag i mødestedet, med brunsvigerkage (vi er jo på Fyn), nybagte boller, skattejagt, gaver, balloner og en masse andet. Det var en rigtig dejlig dag med mange deltagere – både frivillige og unge. Det gør mig, som formand, utrolig glad, at se al den opbakning, som denne aktivitet markerer og får. Det er ikke bare 20 år som en lokal- og landsdækkende organisation der arbejder for at bekæmpe ungdomsensomhed, bryde tabu og sprede viden – det er også en følelse af fællesskab og samhørighed. En følelse af en plads i virvaret og en indikation på, at vi står stærkere sammen. Der er plads til alle, og alle har en plads. Dette er min erfaring, som lokal formand og som aktiv frivillig i et mødested, med oplevelser og møder, der er rodfæstet i virkeligheden og dens realiteter.

En sidste, men mindst ligeså stor tak, skal lyde til de frivillige, som jeg arbejder med i mødestedet til daglig i Odense; hver eneste gang vi mødes, bliver jeg bekræftet i, hvorfor jeg startede som frivillig og hvor usandsynligt seje mennesker jeg har mødt gennem Ventilen. Det er en berigelse at beskæftige sig med ligesindede engagerede mennesker, som går op i at gøre en forskel. I er grunden til at vi kan fortsætte og I inspirerer mig til at blive bedre og gøre Ventilen Odense til det bedste mødested som overhovedet muligt.
De utroligt seje, motiverende, stærke, kloge, sjove, åbne, omfavnende, kreative, hjertevarme, enestående, smukke og inspirerende frivillige er øverst fra venstre: Sophie, Sofie M, Rie, Camilla, Tine, Sofie B, Emil og Nimai. Desuden mangler Marie på billedet.
Herudover skal der lyde en stor tak til alle dem, som gennem tiden har været en del af Ventilen Odense’s frivilligeteam, og på hver deres måde bidraget til at gøre Ventilen til det den er i dag.

Tillykke med jubilæet og fødselsdagen, Ventilen Odense!

Formand for Ventilen Odense,
Karen Marie Keller Andersen.