Skal du på studietur med dine elever?
Her får du 5 gode råd til at styrke klassefællesskabet

Når man tager klassen med på studietur, handler det ikke kun om at opleve noget nyt sammen. Det handler også om at skabe trygge rammer, hvor alle kan være en del af fællesskabet. For nogle elever kan turen nemlig føles lidt overvældende. Med Netwerks fem gode råd kan du som lærer gøre en stor forskel før, under og efter turen.

1. Tag styringen på værelsesfordelingen
Lad ikke eleverne selv finde ud af, hvem de skal sove med. Det kan hurtigt skabe utryghed og eksklusion. Lav i stedet en plan, hvor du blander eleverne på en måde, der både giver dem tryghed og mulighed for at møde nye klassekammerater. Fortæl eleverne, at du har valgt grupperne for at sikre, at alle får en god oplevelse – så slipper de for presset og følelsen af at skulle “finde nogen”.

2. Sørg for, at eleverne laver ting sammen hele klassen og i mindre grupper. I de mindre grupper kan man nemlig komme lidt mere ind på livet af hinanden, og man har et fælles tredje at samarbejde om, mens en fælles middag kan give en følelse af klassesammenhold.

3. Vær opmærksom på de elever, der ”stikker ud”
Dem, der måske ikke har så mange at følges med, eller som helst vil tilbage på hotelværelset i en fart. Tag initiativet og vis, at du ser dem. En lille samtale kan være det, der åbner døren til fællesskabet. Og hvis du kan, så hjælp dem ind i en gruppe med de andre.

4. Skab et fælles digitalt rum
Opfordr til, at eleverne har én samlet chat, hvor alle er med – i stedet for små lukkede grupper. Det mindsker risikoen for, at nogen bliver glemt eller ekskluderet digitalt. Brug selv chatten til praktiske beskeder og små opmuntringer, så tonen holdes positiv og inkluderende.

5. Gør rammerne tydelige – især omkring pauser og fritid
Mange elever trives bedst, når de ved, hvad der skal ske, og hvornår de har fri. Fortæl derfor tydeligt, hvornår der er program, og hvornår de bare kan slappe af. Det giver ro og overskud – både til de elever, der har brug for struktur, og til dem, der elsker spontanitet.

Disse fem råd er udviklet af Projekt Netwerk – et initiativ drevet af Ventilen Danmark, der arbejder for at styrke fællesskaber og forebygge ensomhed blandt unge.

Hos Netwerk tror vi på, at fællesskab og faglighed går hånd i hånd. Når eleverne trives socialt, har de lettere ved at lære, deltage og udvikle sig – både fagligt og personligt. Derfor sætter Netwerk fokus på at skabe trygge, inkluderende klassefællesskaber, hvor ingen står udenfor.

Vil du vide mere om Netwerk – eller høre, hvordan Netwerk kan tilpasses jeres skole? Så tryk på knappen her

Mere om Netwerk