Ny bevilling skal hjælpe Ventilen med at nå flere unge
Ventilen har modtaget en afgørende, treårig bevilling fra Alm. Brand Foreningen 1792, som skal styrke vores arbejde med at nå flere unge, der oplever ensomhed.
Bevillingen på 5,3 mio. kr. skal blandt andet bruges til at udvikle Ventilens kommunikation, så endnu flere unge kan genkende sig selv i vores budskaber og finde vej til de fællesskaber, vi skaber rundt om i landet.
Samtidig giver bevillingen mulighed for at styrke arbejdet med at tiltrække og fastholde vores dygtige, unge frivillige – og ikke mindst for at åbne to nye mødesteder i byer, hvor der i dag ikke findes et tilbud målrettet unge, som oplever ensomhed.
Flere unge skal finde vej til fællesskabet
Mange unge oplever i perioder ensomhed, men ofte står tabu, skam og overskud i vejen for at række ud efter hjælp. Derfor er det vigtigt, at Ventilen kommunikerer på en måde, hvor unge kan genkende sig selv og føle sig trygge ved at tage det første skridt ind i et fællesskab.
Direktør i Ventilen, Simone Bodholdt, siger:
“Mange unge oplever ensomhed, men det kan være svært at række ud efter hjælp. Derfor er det afgørende, at vi viser alle unge, at ensomhed er en naturlig følelse, som man ikke skal skamme sig over. Men hvis den hænger ved, så kan man trygt komme i vores fællesskaber og møde andre unge, som kender følelsen. Bevillingen giver os mulighed for at levere en endnu stærkere og tydelig kommunikation, som taler direkte til unge fra unge – fordi vi er en ungdomsorganisation.”

Stærke fællesskaber gør en forskel
Støtten til Ventilen er en del af Alm. Brand Foreningen 1792s arbejde for at styrke børns og unges trivsel gennem stærke fællesskaber.
Direktør i Alm. Brand Foreningen 1792, Tue Klitgaard Christensen, siger:
“Ventilen har dokumenteret, at deres arbejde gør en forskel for unge, der oplever ensomhed. Vi har stor tillid til den måde, organisationen arbejder på, og til den erfaring og faglighed, der er opbygget gennem mange år. Med bevillingen ønsker vi at styrke Ventilens muligheder for at nå flere unge og samtidig understøtte de frivillige fællesskaber, som indsatsen bygger på”
Om Alm. Brand Foreningen 1792
Ejer ca. 47% af aktierne i forsikringsselskaberne i Alm. Brand Group.
Uddeler i dag en del af overskuddet til organisationer og initiativer, der bl.a. gennem stærke fællesskaber forebygger skader og skaber trivsel for Danmarks børn og unge.
Om Ventilen
Ventilen er en frivillig ungdomsorganisation, der siden 1999 har arbejdet for at mindske ensomhed blandt unge.
I dag driver Ventilen fællesskaber og aktiviteter i 24 byer i Danmark, hvor unge kan mødes i trygge rammer og opbygge sociale relationer gennem aktiviteter drevet af unge frivillige.






