Fællesskab i virkeligheden
Budskabet for dette års Ensomhedsdag var, at selvom der kan være fine aspekter ved de sociale medier, så kan ingen klare sig uden nære, fysiske relationer – den slags relationer, der bl.a. opstår i Ventilen.
Ensomheden trives allerbedst, når ingen taler om den. Og derfor sætter Ventilen første lørdag i maj hvert år ekstra stort fokus på ensomhed blandt unge, når frivillige fra hele landet stiller sig op i gågader, på torve eller i storcentre og sætter det, de brænder for, på dagsordenen. I år gik det løs d. 5. maj i bagende solskinsvejr, så humøret var højt, selvom emnet var mindre opløftende.
Tidligere på foråret mødes de PR-ansvarlige fra de forskellige mødesteder og KOMsammen-tilbud bl.a. for at finde på det tema, der skal være fælles overskrift for årets Ensomhedsdag. I de brainstorm-øvelser, der skulle lede frem til årets tema, kom “Messenger”, “Instagram”, “Snapchat” og de andre sociale medier op igen og igen, og de frivillige blev derfor enige om, at “Fællesskab i virkeligheden” var dækkende for det alternativ, som de frivillige gerne vil give de unge, de møder. Ikke fordi der som sådan er noget galt med sociale medier, men de kan aldrig stå alene. Alle mennesker har brug for nogen at grine med, nogen, der kigger en i øjnene, og nogen at få en high-five eller en krammer af. Og det, var alle enige om, er noget, unge kan få i Ventilen.
“Fællesskab i virkeligheden” var altså den parole, Ventilens frivillige i 16 byer rundt om i landet stillede sig op under. Frivilliggrupperne finder selv på dagens aktiviteter, og det bød på mange forskellige, sjove ting.
KOMsammen Slagelse havde anskaffet en juicepresser og serverede friskpresset grøntsagsjuice, mens de naturligvis benyttede lejligheden til at fortælle de tørstige forbipasserende om ensomhed blandt unge og de frivillige i KOMsammens arbejde med sund kost og bevægelse som en vej ud af ensomheden. Deres søster-tilbud i Holbæk valgte at servere deres frugt hel, men fik ikke færre gode snakke af den grund.
I Herning handlede det for en kort bemærkning om andet end ishockey-VM, og mange kom hen for at få et stykke kage og en snak. Kage var der også masser af i Roskilde, hvor de unge havde hjulpet de frivillige med at bage.
Mange benyttede lejligheden til at få sat ord på, hvad ensomhed egentlig er for noget. I Esbjerg havde de frivillige lavet et par store plancher med spørgsmålene “Hvad er ensomhed” og “Hvordan ser ensomhed ud”. Det kom der rigtig mange tankevækkende og rørende svar ud af. Det samme gjorde der af Ventilen Vejles “ensomhedstræ”, hvor man kunne skrive nogle tanker ned på et “blad” og hænge det på træet. Bagefter blev der trukket lod blandt deltagerne, som kunne vinde nogle donerede gavekort.
Konkurrencer var der i det hele tage masser af rundt omkring. I Odense var de to tilbud – mødestedet og KOMsammen – gået i fælles front, og man kunne bl.a. være med til at “skyde ensomheden ned” i den klassiske leg, hvor man skal ramme tomme konservesdåser med en tennisbold. I Viborg stod den bl.a. på puzzlespilskonkurrence og i flere byer kunne man prøve kræfter med en klassiker i ventil-sammenhæng nemlig Tip en 13’er.
Ventilen Næstved havde virkelig fået aktiveret deres netværk og udover goodiebags og diverse præmier, kunne man tage sig en pause fra lørdags-indkøbene med singersongwriteren Amanda Belise.
I Aalborg var der også sat fulde sejl og ti frivillige brugte hele dagen på at snakke med alle dem, der kunne undvære et par minutter. En lille flok unge fra Ventilen Aalborg havde også valgt at bruge en varm forårsdag på at sætte fokus på ensomhed, og en af dem var endda så modig, at hun tog sig en snak med en journalist fra TV2 Nordjylland. Det er der kommet dette fine indslag ud af.
I Ventilen håber vi, at alle, der har mødt nogle af vores fantastisk søde og engagerede frivillige, har fået mere viden om ensomhed blandt unge, og vil gå med os i vores kamp for at gøre ungdommen mindre ensom. Hvis du ikke allerede er medlem eller fast donor, så ville vi blive utroligt glade for, at du ville overveje det. Læs mere på www.ventilen.dk/stot.