Første jyske KOMsammen er en realitet

KOMsammen Randers er nu officielt en del af Ventilen Danmark og kan dermed snart åbne dørene for unge, der mangler et aktivt fællesskab.

Med applaus på Ventilen Danmarks bestyrelsesmøde d. 19. august blev KOMsammen Randers officielt meldt ind i landsorganisationen. Med den lille formelle detalje af vejen, kan de frivillige i Ventilens femte KOMsammen nu se frem mod åbningen d. 19. september.

I forvejen ligger der KOMsammen-tilbud i København, Odense, Holbæk og Slagelse, og det nyeste tilbud bliver dermed det første af sin art på fastlandet, og det glæder formand for Ventilen Danmark, Maria Bergmann Nielsen.

”Vi har ni mødesteder fordelt over det meste af Jylland, men KOMsammen kan noget, som mødestederne ikke kan. Derfor er jeg rigtig glad for, at den første jyske KOMsammen nu ser dagens lys.”

Hun henviser her til, at aktiviteterne i KOMsammen altid kredser om sund mad eller bevægelse, mens aktiviteterne i mødestederne er af mere forskellig art og ofte indebærer hygge og afslapning. KOMsammen henvender sig altså til unge, der gerne vil få hjælp og inspiration til en sundere livsstil i selskab med jævnaldrende.

Fælles for både mødestederne og KOMsammen er, at begge typer tilbud er trygge øverum, hvor man kan hygge sig og have det sjovt med andre unge, mens man får trænet sine sociale kompetencer.

KOMsammen Randers inviterer til åbningsreception for alle interesserede tirsdag d. 12. september, og tirsdagen efter – d. 19. september – åbner dørene så for de unge.

Tilbuddet i Randers er det femte af sin slags og er blevet til med støtte fra Nordea-fonden. Frem mod 2018 åbner to KOMsammen-tilbud til, så der i alt kommer til at være syv. Ventilens frivillige driver derudover 15 mødesteder fordelt over hele landet.