I næste uge starter studenterugen, men ikke alle glæder sig

Derfor har Ventilen skabt en særlig kampagne, #1ForAlle, som et nyt klip i studenterhuen i stedet for de traditionelle som at bunde en kasse øl eller nøgenbade, for at sætte fokus på ungdomsensomhed i studenterugen.

Det nye klip er et 1-tal, som symboliserer, at det ikke er alle, der ser frem til studentertiden, men til at den er overstået, fordi 1 ud af 6 unge føler sig ensom.

 

Studenterugen bliver kaldt livets fest. Men for nogle føles det som at stå udenfor og kigge ind.

I Ventilen møder vi unge, der føler sig ensomme – selv når de sidder på studentervognen. Deres hue bliver ikke fyldt med varme hilsner og indforståede jokes. De ser klassekammeraterne skåle og råbe af glæde, mens de selv kæmper med en knude i maven og et ønske om, at det snart er overstået.

Ved at klippe et 1-tal bakker du op om Ventilen og viser, at du ser dem, der føler sig udenfor fællesskabet.

Ét tal. Ét klip. Ét fælles statement.

Når mange 1-taller står sammen, bliver de til noget større: en påmindelse om vores fælles ansvar for at sikre, at ingen unge skal føle sig ensomme

Det nye klip er et initiativ, der har til formål at aftabuisere ensomhed midt i fest og fællesskab og sætte fokus på, at hver 6. ung føler sig ensom – mange også sammen med andre. Det er et konkret symbol, der kan starte samtaler om ensomhed og give anledning til at tænke på dem, der måske har det svært i studentertiden.

 

#1ForAlle