Mandag den 5. november er der igen åbent i KOMsammen Randers – og de frivillige glæder sig! Jakob, Kenneth, Maja og Elisabeth står klar til at tage imod unge, der har lyst til at lægge vejen forbi KOMsammen Randers denne mandag. Aftenen byder på lidt bevægelses- og navnelege og så skal der drikkes varm kakao og spises kage til – selvfølgelig en sundere en af slagsen. Jakob, der er formand i KOMsammen Randers, fortæller at de frivillige er meget spændte og glæder sig til at se en masse unge fremover.

KOMsammen Randers er for dig, der godt kunne tænke dig at leve lidt sundere, og gerne vil gøre det sammen med andre. Alle vores aktiviteter handler om at røre sig eller at lave sund og lækker mad. I KOMsammen Randers er der plads til alle unge, hvad end du allerede kan løbe en halvmaraton eller højst løber efter bussen.

De unge, der kommer, kender alle til følelsen af ensomhed, og alle har lyst til at spise sundt og få sved på panden sammen med jævnaldrende. De frivillige sørger for, at alle er en del af fællesskabet, og planlægger sammen, hvad der skal på programmet af aktiviteter. 

Du kan løbende følge med i, hvilke aktiviteter der bliver planlagt ved at holde øje med siden her: https://ventilen.dk/komsammen-randers/