Nye tal viser, at Ventilens frivillige i høj grad trives
Ventilen ville ikke eksistere uden vores frivillige. Hver uge møder de unge i hele landet, og hjælper dem ud af ensomheden gennem samtaler og fællesskabende aktiviteter. Men hvad får unge til at blive frivillige i Ventilen? Og hvad får dem til at blive?
Det har vi spurgt vores frivillige om i årets frivillig- og trivselsundersøgelse. Hele 83,4 % af alle Ventilens frivillige har svaret, og deres besvarelser giver os et nuanceret indblik i de unges oplevelser som frivillige i Ventilen. Både hvad der fungerer godt, og hvad vi kan blive bedre til.
Heldigvis er trivslen generelt høj på tværs af alle frivilliggrupper. 93 % er tilfredse med at være frivillige i Ventilen, og 92,6 % er stolte af deres frivillige arbejde. Samtidig føler 83 % sig engagerede.
Motivationsfaktorer: Ventilens frivillige vil gøre en forskel
Når vi spørger de unge, hvad der fik dem til at starte i Ventilen, tegner der sig et tydeligt billede. For 89,6 % var den vigtigste motivation at gøre en forskel, imens 87,1 % også peger på muligheden for at lave noget meningsfuldt i fritiden.
Et fællesskab for dem, der skaber fællesskab
Det gode fællesskab blandt de frivillige fylder også i svarene. 95,2 % oplever, at de er en del af en frivilliggruppe, hvor man behandler hinanden godt og med gensidig respekt. Og 86,5 % oplever samtidig at være en del af en frivilliggruppe, der er gode til at samarbejde.
Det er meget vigtigt for os. For vores frivillige må aldrig føle, at de står alene med opgaven. De er en del af et fællesskab, hvor man sammen skaber trygge rammer for de unge, der kommer i Ventilen.
Samtidig afspejler undersøgelsen, at der er nogle områder, hvor vi kan arbejde endnu mere med vores trivselsindsatser. Derfor vil vi fremover etablere hyppigere frivilligudviklingssamtaler, så både udviklings- og indflydelsesmuligheder samt forventninger til den enkelte frivillige bliver endnu tydeligere. Frivilligtrivsel handler nemlig også om at føle sig klædt på til opgaven, have mulighed for at udvikle sig og kunne mærke, at det, man gør, gør en forskel.
Og det tyder årets undersøgelse heldigvis på, at vores frivillige kan mærke.
Det er ikke så forskelligt fra det, der får dem til at blive. Når vi spørger, hvad der er vigtigt for fortsat at være frivillig, svarer 85,3 %, at følelsen af at gøre en forskel betyder noget. For 87 % er det vigtigt at være en del af et fællesskab i Ventilen.








