Ventilen søger unge bestyrelseskandidater

Ventilen søger engagerede unge bestyrelseskandidater, der har lyst til at stille op til vores bestyrelse og være med til at udvikle en organisation, der hver dag gør en konkret forskel for unge

Ventilen er en landsdækkende frivillig ungdomsorganisation, der arbejder for at forebygge og
mindske ensomhed blandt unge. Det gør vi gennem lokale mødesteder, stærke frivillige fællesskaber, samarbejder med ungdomsuddannelser og ved at sætte unges ensomhed og behovet for politisk handling på dagsordenen.

Som medlem af Ventilens bestyrelse bliver du en del af et engageret, meningsfuldt og hyggeligt
fællesskab. Du får mulighed for at præge organisationens strategiske retning, styrke vores politiske
gennemslagskraft og være med til at sikre, at endnu flere unge oplever, at der er et fællesskab, hvor de hører til.

Vi vil samtidig gerne give vores bestyrelsesmedlemmer mulighed for at udvikle sig i rollen. Derfor tilbyder Ventilen blandt andet advisoryboard møder, bestyrelsesuddannelse og mulighed for at opbygge netværk og udveksle erfaringer med andre organisationer. Det giver både nye perspektiver på bestyrelsesarbejdet og kompetencer, du kan tage med dig videre.

Vi leder efter eksterne kandidater, som kan bringe nye perspektiver, kompetencer og erfaringer ind i
bestyrelsesarbejdet. Erfaring fra andre ungdomsorganisationer, civilsamfundsorganisationer eller andet bestyrelsesarbejde er en klar fordel, men det vigtigste er, at du brænder for sagen og har lyst til at tage ansvar og bidrage.

Ventilen er en ungdomsorganisation, og derfor skal du være under 35 år, når du vælges til bestyrelsen.

Vi håber at nå ud til nogle nye og spændende kandidater uden for Ventilens egensfære. Det er dog vigtigt at nævne, at alle interesserede fortsat skal stille officielt op og vælges demokratisk på Ventilens årsmøde d. 31. oktober i Odense.

Er du nysgerrig, har du spørgsmål eller overvejer du at stille op?

Skriv til Kenneth Sørensen (Forperson) senest fredag d. 25. september på kenneth_dk@ventilen.dk.

Måske er det dig, der skal være med til at sætte retningen for Ventilens næste kapitel.