Mathilde: ”Dengang, jeg havde det værst, ville det her have været en kæmpe befrielse!”

For Mathilde var ensomheden en pris, hun betalte for at kunne opretholde et skjold mellem sig selv og andre mennesker. Et skjold, der beskyttede hende mod den angst og forkerthedsfølelse, som kom til at definere hendes teenageår.

På mange måder minder Mathildes hverdag i et corona-lukket Danmark meget om dengang. Hun ser kun sin familie, hun isolerer sig, og hun holder sig beskæftiget i sit eget selskab. Det var også sådan, hun brugte tiden i slutningen af folkeskolen, men forskellen var, at det var selvvalgt.

“Ensomheden føltes mindre frustrerende dengang – det påvirkede mit selvværd, men det var noget, jeg selv havde valgt. Jeg havde ligesom et skjold, jeg tog på, og ensomheden var så den pris, jeg betalte for skjoldet, så jeg fik noget ud af det.”

23-årige Mathilde er kommet langt, og hun har ikke længere brug for det skjold, som hun satte op over for andre. ”Ensomheden har ikke længere noget værdifuldt at tilbyde mig, og derfor føles den mere som en straf eller et fængsel.”

“Hvis jeg havde været i denne her situation, da jeg havde det værst, ville det have været en kæmpe befrielse. Så kunne jeg blive i min komfortzone uden at behøve at skulle i kontakt med folk. Jeg havde bare syntes, det ville være mega fedt!”

Mobning og social angst

Folkeskolens sidste år var en barsk tid for Mathilde. Man kunne enten vælge at mobbe eller at blive mobbet, og hun tilhørte den sidste gruppe. Fra 7- til 9. klasse mistede hun helt troen på, at andre ville hende det godt. I skolen handlede det om at gøre sig usynlig og bygge en mur, så ingen kunne komme tæt på.

”Jeg havde brændt mig så meget på fællesskaber, at jeg så mennesker som farlige. Det var så slemt, at jeg ikke kunne føre en samtale, og bare det at sige hej til folk var jeg ikke i stand til,” fortæller hun. Mathilde udviklede social angst, og ensomhed og isolation blev hendes måde at holde angsten væk. Når hun var sammen med andre, følte hun sig usikker og forkert, og det var undergravende for selvværdet.

Bag skjoldet rummede hun dog en anden og langt mere social side, som i disse år kun fik lov at komme frem hjemme hos familien. Da Mathilde gik ud af 9. klasse, besluttede hun, at nu skulle der ske noget radikalt anderledes.

På efterskole med ligesindede

Et år på efterskole er hardcore for en ung kvinde med social angst, og det var netop pointen. Mathilde havde besluttet sig for at sætte sig selv på dybt vand et sted, hvor hun ikke bare lige kunne tage hjem til familien, og hvor der var mennesker omkring hende 24/7.

”Jeg husker det som grænseoverskridende. Man blev tvunget til at øve sig i at være sammen med folk,” husker Mathilde. I starten forsøgte hun at holde skjoldet oppe, men det krævede for meget energi. ”Det faldt bare sammen, og så måtte jeg prøve at leve uden, og det fungerede heldigvis.”

Mathilde har altid været fagligt stærk, og det var ikke noget, der gav point i folkeskolen. På efterskolen mødte Mathilde andre, der lignende hende, og det gav en ro at alle vægtede fagligheden højt. Efterskolens trygge rammer blev et øverum, som rustede hende til at udfordre sig selv i andre dele af ungdomslivet, da hun startede i 1. g

”I starten havde jeg det fysisk dårligt med at gå til fester, for jeg vidste ikke, hvad der blev forventet af mig. Hvad gør man, hvad gør man ikke? Hver gang der var en ny situation, blev det lidt svært igen, men jeg tog til flere og flere fester og til sidst lærte jeg også det,” fortæller hun.

Hellere kvalitet end kvantitet i relationer

I dag læser Mathilde antropologi, og hun holder stadig fast i veninderne fra efterskolen. Under nedlukningen er hun taget hjem til sine forældre, og selvom hun savner sine venner og dagligdagens fællesskaber, så gør hun faktisk ikke en masse ekstra for at holde kontakten.

”Jeg går meget op i kvaliteten af relationer. At man ved, at folk er der, når man har brug for det, og det ved jeg med mine veninder”, forklarer hun. ”Mange af mine veninder har jeg tilbage fra efterskolen, og jeg ved, at de vil være der. Der har før været nogle måneder, hvor vi ikke har talt sammen, og det ændrede jo ikke på noget, så jeg tænker heller ikke, at denne her situation er alvorlig nok, til at det vil rykke ved noget.”

Kvalitet for Mathilde er at mødes ansigt til ansigt, og det glæder hun sig til at kunne, når nedlukningen er over. For selvom hun stadig har det godt i sit eget selskab og ved, at isolationen er nødvendig, så giver det hende ikke længere noget tilbage.

”Jeg har ikke længere brug for et skjold, og derfor føles ensomheden pludselig som en høj pris at betale.”