Hjælp på vej til ensomme unge i mindre byer

Vi lancerer en ny type tilbud til unge, der er ramt af ensomhed! Efter sommerferien starter vores arbejde med at skabe selvhjælpsgrupper, der kan vise vejen ud af ensomhed for unge i mindre byer.

Vi driver mødesteder og KOMsammen-tilbud i 20 byer – og ved, at de unge, der kommer der, finder en vej ud af ensomheden. Men vi ved også, at der sidder unge i mange andre byer landet over og føler sig ensomme, som ikke har et sted at gå hen.

Det vil vi selvfølgelig gøre noget ved. Og derfor er vi mega glade og stolte over, at vi til september kan gå i gang med at udvikle en ny tilbudstype målrettet netop dem. Vi har ikke fundet det gode navn endnu, men “Ventilens selvhjælpsgrupper” bliver forløb på ca. tre måneder, hvor unge gennem samtaler, øvelser, aktiviteter og refleksion kan blive klogere på den ensomhed, de føler, og se og finde mod til at bruge nogle af de handlemuligheder, der er, ift. at få etableret de relationer, de savner.

Projektet er støttet af Ebbefos Fonden, der blandt andet arbejder for, at “færre børn og unge føler sig ensomme, og at de børn og unge, der er ensomme, får den rette hjælp til at indgå i fællesskaber, hvor de trives.” Det mener vi, at dette projekt er et rigtig godt eksempel på.

I første omgang skal vi udvikle metoden – og så skal vi prøve den af i Nykøbing F. og på Bornholm. Og så er vi i gang med at finde yderligere finansiering, så vi hurtigst muligt kan få selvhjælpsgrupperne ud til endnu flere byer, hvor der i dag ikke er hjælp at hente, hvis man er ung og føler sig ensom.

Hvis du vil vide mere, så kontakt os endelig på info@ventilen.dk – projektet går først i gang til september, så der er meget, vi endnu ikke kan svare på, men input og gode kontakter er altid godt at have med fra start. Giv lyd! 🙂

Der skal lyde en stor tak til Ebbefos Fonden! Vi glæder os så meget til at komme i gang!