Det er helt naturligt at føle sig ensom under corona

Føler du dig ensom, nu hvor du ikke har mulighed for at mødes fysisk med andre? Så har vi en god nyhed til dig: du er helt normal! Ensomhed er nemlig en fuldstændig naturlig reaktion på, at vores sociale behov ikke bliver opfyldt.

I øjeblikket er vi nødt til at isolere os, og det gør det sværere at få opfyldt sociale behov. Hvis du ved, at familie og venner er klar til at kramme dig efter corona, så skal ensomhedsfølelsen nok forsvinde igen. For nogen kan følelsen bide sig fast, og det skal vi gøre noget ved.

 

Hvor længe er for længe?

Spørger man forskerne, er de ikke umiddelbart bekymrede for unge, der generelt har gode relationer. Ensomhed er nemlig først farlig for os, når den bliver dyb og er stabil over en længere periode. Det er i hvert fald sådan, forskere har set på det frem til nu.

I virkeligheden ved vi nemlig ikke, hvad varigheden af ensomhed egentlig betyder, og den situation, vi har nu i foråret 2020, minder ikke om noget, vi har set før.

Når man taler om langvarig ensomhed, hvornår er så for længe? Vi ved ikke, hvor længe denne periode vil vare, eller hvad den vil gøre ved os. For langt størstedelen vil det sandsynligvis ikke betyde mere end nogle måneders frustration, der går i sig selv igen. For andre kan det anledning til at mærke, at ensomheden faktisk er dyb, konstant og længerevarende, fordi man ikke længere har dagligdagen kontakter.

For nogen er det business as usual

De unge, der kommer i Ventilens tilbud, føler sig ensomme i hverdagen, og for nogen af dem vil der ikke være den store ændring. Mathilde på 23 følte sig ensom i teenageårene, og hun kan godt se nogle paraleller til en vis grænse: ”Det er sjovt at tænke på, for min hverdag nu minder meget om det, jeg oplevede, da jeg havde det værst. Men man kan ikke sammenligne det, for isolationen nu er pålagt, og det er ikke et valg,” forklarer hun

Det kan virke mærkeligt, når Mathilde beskriver isolationen som et valg, men det er faktisk ret klassisk. Hvis man føler sig alvorligt ensom og har gjort det længe, er det simpelthen en måde at beskytte sig selv, når man siger nej tak til invitationer.

Det kan være en øjenåbner i sig selv, at der er en gruppe unge, der nærmest ikke kan mærke forskel på deres hverdag efter corona-nedlukningen. For nogen kan det måske være en lettelse at vide med sikkerhed, at nu er de ikke de eneste, der sidder alene og ser Netflix hele weekenden.

Keep calm – og ræk ud!

Vi hører meget om, hvad denne her sundhedskrise mon gør ved vores mentale helbred. Det bedste, du kan gøre, er dog at forsøge at tage det hele en dag ad gangen og sørge for at række ud til de mennesker, du plejer at ses med i hverdagen.

Det kræver en ekstra indsats, hvis I ikke er vant til at hænge ud online, men de vil elske dig for det! Husk, at alle sidder i sådan cirka samme situation som dig og med de samme behov, som ikke bliver opfyldt.

Hvis du mærker ensomheden ekstra i denne periode, er det sandsynligvis fordi, du har mange skønne mennesker i dit liv. Hvis du pludselig opdager, at du faktisk ikke har nogen at række ud til eller savne, så er det, at du skal reagere.

#AleneIkkeEnsom – de behøves ikke at følges ad

Alenehed under corona må ikke at blive til ensomhed – og hvis den er blevet til ensomhed, så kan du gøre noget for, til at den ikke bider sig fast Ensomhed er aldrig din egen skyld, men du er den eneste, der kan gøre noget.

Følg #AleneIkkeEnsom for at gå gode råd og viden om ensomhed.

Se kampagnesite her