Vi har alle sammen (forskellige) sociale behov

Coronanedlukningen er lettere for nogen end for andre. Vi har forskellige sociale behov, og derfor er det forskelligt, hvor svært det er at holde afstand til andre. Uanset hvad har vi alle brug for en grad af kontakt til andre mennesker.

Ensomhed er en følelse, der opstår, når vores sociale behov ikke bliver dækket. Det er forskelligt for os alle sammen, hvad vi egentlig har brug for, og derfor kan man heller ikke sætte ensomhed på formel. Det kan være sværere at få opfyldt sine behov nu, hvor vi ikke går i skole, på studie eller arbejde. Vi er nemlig nødt til at række ud på en helt anden måde for at få dækket vores sociale behov.

Det er dog vigtigt at forstå, at social isolation og den medfølgende ensomhedsfølelse er noget andet end den fysiske isolation, vi alle er bundet af i foråret 2020. Man kan nemlig sagtens føle sig ensom og isoleret i et rum fuldt af mennesker. Samtidig kan man også holde kontakt uden at være fysisk sammen.

At være social er en del af menneskets natur

Hvis du bliver jaget af en løve, er det fedt at have en makker, der hjælper med at klare ærterne. Det er den helt korte evolutionspsykologiske forklaring på, at mennesker har brug for hinanden.

Selvom der ikke er særlig mange løver i dagens Danmark, så har mennesker stadig sociale behov, og det gør ondt på os, når vi oplever, at behovene ikke bliver opfyldt.

Det er vigtigt både at huske og handle på sine behov. Det er også vigtigt at mærke efter, hvordan du rent faktisk har det, og hvad du har behov for. For nogen kan det nemlig også blive en stressfaktor, når vi hele tiden får at vide, at vi skal række ud:

”Fordi vi snakker så meget om det, så begynder jeg at savne at se andre mennesker. Jeg er meget introvert, men det trigger min angst. Jeg bliver ekstra sårbar i mine relationer og bange for at de går i stykker,” fortæller Alberte på 23. Det er vigtigt, at du mærker efter, hvad du selv har brug for.

Karantæne er lettere for nogen end for andre

”Jeg er et socialt menneske og fornemmelsen af den bekræftelse, tryghed og venskabelig kærlighed, det mangler jeg,” fortæller Alberte. Hun sætter pris på at have sit arbejde i hjemmeplejen, og hun frygter de aftener, hvor hun har fri.

For Mathilde derimod giver karantænen ro og tid til at fordybe sig på måder, der ikke er tid til i en travl hverdag. ”Som introvert har jeg det lettere ved at overholde karantænen, og nu hvor der ikke er så meget stimulering, kan det sådan set bare give noget ro.”

Selvom Mathilde er ærgerlig over ikke at kunne se folk, så går det hende ikke videre på, og hun har faktisk heller ikke sat en masse i gang for at holde kontakt med folk i hverdagen. Selvom der er en lille snært af frygt for, hvad adskillelsen gør fx ved hendes tilknytning på studiet, så fungerer det for hende – men hun ved også at alle ikke har det sådan.

”Man skal huske at vi er forskellige, og bare fordi jeg har det på denne måde, så betyder det ikke, at alle vil have det sådan. De ekstroverte har brug for indtryk for at få energi, så for dem er det meget sværere,” siger Mathilde.

Som introvert har jeg det lettere ved at overholde karantænen, og nu hvor der ikke er så meget stimulering, kan det sådan set bare give noget ro.

Mathilde, 23 år

Isolationen må ikke blive en vane

Der er altså ingen grund til at gå i panik og føle dig forkert, hvis du ikke hele tiden har gang i et videoopkald. Omvendt skal du også passe på, at du ikke kommer til at isolere dig fuldstændigt, for vi har brug for andre for at fungere som mennesker.

Det belaster nemlig både hjernen og kroppen, hvis du føler dig alvorligt ensom over længere tid. Samtidig kan det med tiden blive sværere og sværere at komme ud af. Når hjernen er belastet, så påvirker det nemlig vores måde at være på over for andre. Vi bliver mere defensive, afvisende og lukkede – uden at det på noget tidspunkt er bevidst.

Social kontakt kan komme til at føles farligt og blive forbundet med frygten for at blive afvist. Derfor kan det virke tillokkende holde fast i isolationen, for at undgå ubehaget. Kan du se dig selv i det mønster? Så er det vigtigt, at du reagerer! Selvom det kan virke rart i nuet, så er social isolation nemlig ikke løsningen på længere sigt.

 

Dine følelser og behov er 100% legitime

Uanset om kroppen kribler af hudsult, om du nyder tiden til dig selv, eller om du mærker en forstærket ensomhedsfølelse, så er du okay <3

Vores behov er nemlig forskellige, og derfor reagerer vi også forskelligt på nedlukningen. Det vigtigste er at du mærker efter og er ærlig over for dig selv.

Det kan du gøre, hvis du føler dig ensom

  • Tag kontakt til andre – med en besked, en snap eller et telefonopkald. Anything goes!
  • Tal med nogen, du stoler på: fx dine forældre, din lærer eller en ven
  • Søg viden og genkendelse fra andre i samme situation
  • Undersøg om Ventilen er noget for dig? Lige nu kører vi med et særligt online tilbud