Storebæltsbroen lyser orange på national ensomhedsdag for unge

Lørdag den 3. maj sætter unge over hele landet fokus på et alvorligt, men ofte usynligt problem: Unges ensomhed. Det sker, når Ventilens nationale ensomhedsdag løber af stablen for 19. gang.

For at synliggøre budskabet på smukkeste vis vil Storebæltsbroen denne dag blive oplyst i ensomhedsdagens karakteristiske orange farve – en stærk visuel påmindelse om, at ensomhed er en følelse, vi skal tale åbent om.

Flere end hver femte ung i Danmark oplever alvorlig ensomhed. En ensomhed, som kan sætte sig dybt i både krop og sind, og som alt for ofte er omgærdet af skam og tavshed. For mange unge føles det som en personlig fiasko ikke at mestre de sociale koder, der forventes i ungdomsårene. Resultatet er, at ensomhed bliver en stor hemmelighed, der isolerer mange unge yderligere.

 

I Ventilen oplever vi, at der stadig er et kæmpe behov for at råbe fra hustagene, at ensomhed er en helt naturlig følelse, som alle mennesker oplever på et tidspunkt i deres liv. Sætter følelsen sig fast og bliver langvarig, kan det have store fysiske og psykiske konsekvenser. Derfor holder vi hvert år Ventilens nationale ensomhedsdag og bruger dagen til at vise, at vi sagtens kan tale om ensomhed, og samtidig fortælle, at masser af unge finder modet og siger højt, at de føler sig ensomme – og når man gør det, så kan vi hjælpe,” siger direktør i Ventilen, Simone Bodholdt.

Markeringen af Ventilens nationale ensomhedsdag vil i år få en helt særlig synlighed, når Storebæltsbroen badet i orange lys minder alle, der passerer, om dagens vigtige budskab. Lyset symboliserer håb, fællesskab og en opfordring til at tage ensomhed alvorligt – ikke kun den 3. maj, men hver dag.

På gader og torve i hele landet vil Ventilens unge frivillige skabe rum for åbne samtaler, sjove aktiviteter og fortælle, hvor og hvordan unge kan få hjælp mod ensomhed. Formålet er at bryde tabuet og gøre det lettere at tage de første skridt mod et liv med flere og bedre sociale relationer.

Siden 1999 har Ventilen arbejdet for at gøre ungdommen mindre ensom ved at drive lokale fællesskaber baseret på ung-til-ung-princippet. De unge frivillige skaber trygge miljøer, hvor aktiviteter fungerer som en øvebane for sociale færdigheder. Tallene taler deres tydelige sprog. I 2024 svarede 81 % af de unge, som deltog i Ventilens tilbud, at de følte sig mindre ensomme.

Fakta: Unge føler sig mindre ensomme i Ventilen

  • 81 % af de unge føler sig mindre ensomme efter et forløb i Ventilen.
  • 76 % oplever større selvværd.
  • 74 % bliver bedre til at håndtere sociale situationer.
  • 66 % synes, det er blevet nemmere at møde nye mennesker.

Kilde: Ventilens evaluerings- og dokumentationsrapport 2024