1600 kilometer, 56 etaper og 135.000 kroner til Ventilen: March Mod Ensomhed 2022 bliver endnu større!

Den 16. august 2021 begyndte Patrick at gå – og dermed var dette års March Mod Ensomhed skudt i gang. 1600 kilometer senere var han i mål med trætte fødder, en stor pose penge (til os i Ventilen) og viljen til, at næste års march skal være endnu større. 

March Mod Ensomhed har i år samlet ind til os Ventilen – og det er blevet til intet mindre end 135.000 kroner! Manden bag marchen, Patrick Cakirli, er overvældet over den store opbakning til årets march: 

“Jeg havde håbet på 50.000, så det er langt over forventning, at jeg har samlet så mange penge ind. Undervejs har virkelig mange også spurgt ind til Ventilen, og så har jeg kunnet fortælle en masse om tilbuddet. Jeg har været meget glad for at sprede kendskabet på den måde.” 

Reglerne for marchen er simple: Patrick går kun, hvis han har følgeskab – ellers står han stille. Det har han heldigvis haft langt det meste af tiden på dette års march!

Og Patrick har mødt rigtig mange forskellige mennesker – både de helt almindelige danskere, men også medier, borgmestre, og en enkelt minister. Patrick mener, at han har gået med omkring 5000 forskellige – og har været i kontakt med 5000 mere til de mange fællesspisninger og arrangementer, der har sat fokus på vigtigheden af fællesskab.

“Jeg har lært en masse af at møde så mange forskellige mennesker. Og for hver march bliver jeg mere og mere vant til opmærksomheden. Jeg er egentlig ikke så glad for store forsamlinger, men det hjælper mig at tænke på, at det er for en større sag,” fortæller Patrick og fortsætter:

“Det har været en rigtig god tur! Selvfølgelig hård, men rigtig god! Og jeg er allerede ved at planlægge næste års tur, der bliver længere. Her skal jeg gå 2000 kilometer på 10 uger. Reglerne er de samme, så jeg får brug for følgeskab!”

Vil du gå med Patrick og March Mod Ensomhed til næste år – i kampen mod ensomhed? Du kan læse meget mere om næste års march lige her.