1600 kilometer, 56 etaper og 135.000 kroner til Ventilen: March Mod Ensomhed 2022 bliver endnu større!

1600 kilometer, 56 etaper og 135.000 kroner til Ventilen: March Mod Ensomhed 2022 bliver endnu større!

Den 16. august 2021 begyndte Patrick at gå – og dermed var dette års March Mod Ensomhed skudt i gang. 1600 kilometer senere var han i mål med trætte fødder, en stor pose penge (til os i Ventilen) og viljen til, at næste års march skal være endnu større. 

March Mod Ensomhed har i år samlet ind til os Ventilen – og det er blevet til intet mindre end 135.000 kroner! Manden bag marchen, Patrick Cakirli, er overvældet over den store opbakning til årets march: 

“Jeg havde håbet på 50.000, så det er langt over forventning, at jeg har samlet så mange penge ind. Undervejs har virkelig mange også spurgt ind til Ventilen, og så har jeg kunnet fortælle en masse om tilbuddet. Jeg har været meget glad for at sprede kendskabet på den måde.” 

Reglerne for marchen er simple: Patrick går kun, hvis han har følgeskab – ellers står han stille. Det har han heldigvis haft langt det meste af tiden på dette års march!

Og Patrick har mødt rigtig mange forskellige mennesker – både de helt almindelige danskere, men også medier, borgmestre, og en enkelt minister. Patrick mener, at han har gået med omkring 5000 forskellige – og har været i kontakt med 5000 mere til de mange fællesspisninger og arrangementer, der har sat fokus på vigtigheden af fællesskab.

“Jeg har lært en masse af at møde så mange forskellige mennesker. Og for hver march bliver jeg mere og mere vant til opmærksomheden. Jeg er egentlig ikke så glad for store forsamlinger, men det hjælper mig at tænke på, at det er for en større sag,” fortæller Patrick og fortsætter:

“Det har været en rigtig god tur! Selvfølgelig hård, men rigtig god! Og jeg er allerede ved at planlægge næste års tur, der bliver længere. Her skal jeg gå 2000 kilometer på 10 uger. Reglerne er de samme, så jeg får brug for følgeskab!”

Vil du gå med Patrick og March Mod Ensomhed til næste år – i kampen mod ensomhed? Du kan læse meget mere om næste års march lige her.


Gå med i march mod ensomhed

Gå med i march mod ensomhed

Mandag d. 16. august blev årets March mod ensomhed skudt i gang – ruten på 1600 km. går fra Rønne til Esbjerg – og undervejs runder både nordsjælland, sydfyn og nordjylland. Og den slutter først d. 10. oktober.

Marchen er lavet af Patrick Cakirli – og formålet er at sætte fokus på ensomhed – og give folk mod til at gøre noget ved problemet. Patrick har vandret før – men i år ruten længere end nogensinde og der er for første gang tilknyttet en indsamling, så folk kan støtte med penge. I Ventilen er vi så heldige Patrick har valgt at pengene skal gå til os. 

Patrick har – som mange andre unge – mærket ensomheden på egen krop. Men har heldigvis også mærket stor opbakning både på sin egen vej ud af ensomheden og til sin kæmpe indsats for at skabe synlighed om problemet og om alle vi, der forsøger at gøre noget ved det.

Vi synes det er et forrygende initiativ – og tropper op og går med på så meget af turen, som vi kan. Vi håber at du vil gøre det samme – for konceptet er at Patrick kun går, når han har følgeskab. Hver aften er der fællesspisning, foredrag eller et andet arrangement i de byer der er endestation – og her er der også mulighed for at være med og bakke op. 

 

Så:

  • Klik ind her og følg marchen: https://www.facebook.com/marchmodensomhed
  • Find et stykke af ruten du kan gå med på og/eller et aftenarrangement, du kan være med til.
  • Like og del og hjælp med at sætte fokus på marchen og ikke mindst ensomhed.


To julegaver til ensomme unge i Sydjylland

To julegaver til ensomme unge i Sydjylland

I december genåbnede Ventilerne i Sønderborg og Esbjerg. I mødestederne kan unge, der føler sig ensomme, blive del af et trygt fællesskab og sammen med andre unge finde en vej ud af ensomheden sammen. Desværre er de to genåbnede tilbud netop omfattet af nedlukningen.  

Corona og nedlukninger fylder meget i denne måned. Men heldigvis er der også gode nyheder at dele – nemlig at Ventilen igen har åbne mødesteder i Sønderborg og Esbjerg – og det glæder formændene i de to lokalforeninger, for aldrig før har antallet af ensomme unge været højere.

”Det har været trist ikke at kunne tilbyde de unge et sted at samles – særligt i en tid, hvor corona har påvirket de unge og deres hverdag. Så vi har virkelig glædet os til at åbne op for tidligere og nye unge i mødestedet,” fortæller Rasmus Bjerringgaard Jepsen, formand for Ventilen Sønderborg, der havde genåbningsdag den 1. december.

Nadia Bergholt supplerer:

”Der er mange unge, der går og oplever ensomhed og mangler nogen at snakke og spejle sig i. Det synes vi ikke, at man skal stå alene med. Derfor tilbyder vi et mødested, hvor vi sammen kan hygge os og lære af hinanden. Vi håber at kunne afhjælpe følelsen af ensomhed og bidrage til, at unge kan få nye bekendtskaber,” siger formanden for Ventilen Esbjerg, der igen åbnede dørene op for unge den 10. december.

I mødet med andre udvikler og (gen)lærer de unge deres sociale kompetencer og øver, hvad det vil sige at være en del af et ungt fællesskab. I mødestedet sker de unges udvikling naturligt gennem aktiviteter, som de frivillige og unge planlægger sammen. Mødestedet er altså ikke et rådgivningstilbud – men et ung-til-ung-tilbud.

Fra den 16. december er tilbuddene desværre også omfattet af nedlukningen i Danmark grundet Covid-19.

Ventilen rykker online i julen

Flere af Ventilens tilbud arbejder på online-løsninger, indtil det igen er muligt at ses i mødestederne og KOMsammen-tilbuddene igen.

Se, hvilke tilbud, der er rykket online på Ventilens hjemmeside.

På de lokale hjemmesider, kan du se, hvad der sker i hver enkelt tilbud.
Klik dig ind på tilbuddenes hjemmesider herfra.

 


Online mødested for ensomme unge

Det nationale online mødested havde sidste åbningsdag den 29. maj

Ventilen går digitalt med online mødested

Du kan nu få din vante Ventil-indsprøjtning i vores nye online mødested for dig, der plejer at komme i et af Ventilens lokale tilbud – KOMsammen eller mødested. 

Ensomheden kan fylde ekstra under nedlukningen, hvor vi ikke kan være sammen fysisk. Vi lukker op for det virtuelle fællesskab med et online tilbud, der har åbent alle hverdage kl. 16-18. Hvis det en aften ikke lykkes at holde åbent, skriver vi det på forummet.

 

Hvem kan deltage?

Det online mødested er for dig, der føler dig ensom, og som savner fællesskabet i Ventilen. Vores online mødested er åbent for alle Ventil-unge, så du får lejlighed til at møde unge fra hele landet.

For at deltage skal du:

  • Deltage i en indledende samtale, medmindre du allerede kommer i Ventilen
  • Være mellem 15-30 år gammel
  • Kende til følelsen af ensomhed og have lyst til at møde ligesindede unge
  • Bidrage til den gode tone og den gode stemning
  • Behandle alle både unge og frivillige som du selv gerne vil behandles
  • Ikke være påvirket, når du deltager

Sådan kommer du med i det online mødested

Det online mødested er for dig, der føler dig ensom, og savner jævnaldrende kontakt. Det er et lukket forum, hvor du kan være anonym, og hvor 2-3 af Ventilens frivillige sørger for at alle har det godt og skaber en god stemning.

Du kan deltage både, hvis du plejer at komme i et lokalt tilbud, og hvis du aldrig har været i Ventilen før, men der er forskel på, hvordan du kommer med.

Jeg er plejer at komme i KOMsammen eller mødested

Du tilmelder dig ved at kontakte dine lokale frivillige på deres bymail, på Facebook eller ved at skrive en besked til Ventilens sekretariat på info@ventilen.dk. Så får du en mail, om hvor og hvordan du kan oprette dig som bruger.

Jeg er ny i Ventilen

Hvor er du sej, at du gerne vil med 😀

Alle unge, der kommer i et Ventilen-tilbud for første gang, skal have en personlig samtale, for at sikre, at Ventilen er det rigtige tilbud. Det gælder også for det online mødested, og det foregår på følgende måde:

  • Du skriv en mail til info@ventilen.dk, om at du gerne vil deltage
  • Vi sender dig videre til to frivillige, som vil aftale et tidspunkt for en indledende samtale
  • Samtalen SKAL foregå med kamera og lyd
  • De frivillige vurderer sammen med dig om Ventilen er det rigtige tilbud i din situation
  • Hvis I er enige om dette, får du en mail om hvordan du opretter dig og bliver en del af vores lukkede forum


Ventilen Sønderborg har rebootet sig selv

Ventilen Sønderborg har rebootet sig selv

En mandag i november slog Ventilen Sønderborg dørene ikke bare til nye lokaler, men også til et nyt frivilligteam. Mødestedet har været gennem nogle svære måneder, hvor der har været lukket grundet nye lokaler og frafald blandt de frivillige. Pausen er blevet brugt positivt til at skabe et nyt og stærkere fundament for foreningen.

”Mange af dem, der var der, der jeg startede, er stoppet igen. Der er rigtig mange, som havde sabbatår eller gerne ville på udveksling eller lignende, så de forsvandt igen,” fortæller Lumilla. Hun har været frivillig i Ventilen Sønderborg i et års tid. ”Derfor var der grundlag for at starte på ny. Denne gang kunne jeg som formand sætte mit eget hold.”

Netop det at sætte holdet har været helt centralt for Lumilla. Det skulle ikke bare være en samling enkeltpersoner men en gruppe, der supplerer hinanden. At drive et lokalt tilbud handler nemlig også om at løse de administrative opgaver, og der er brug for nogen, der fx har lyst til at lave PR eller være kasserer.

Socialt sammenhold skaber forpligtigelse

Tankegangen med at sammensætte et team med forskellige profiler og kompetencer er ikke nyt for Lumilla. ”Jeg er ansat til at tænke i profiler i mit arbejde, så det er helt naturligt for mig at definere folk og prøve at tænke dem ind i forskellige kasser uden egentlig at bruge særlig meget energi på det.”

I et frivilligjob er det dog ikke nok at sikre, at de rigtige kompetencer er til stede. Folk skal også kunne sammen socialt, for det skaber en forpligtigelse over for hinanden. En ny frivilliggruppe og en genåbning har skabt grobund for at involvere alle i at sætte rammerne. Det skaber sammenhold og ejerskab, mener Lumilla.

”Folk vil jo gerne have ansvar! Jeg har også lagt rigtig meget op til, at det er et fælles ansvar med en ny frivilliggruppe og nye lokaler, så der bliver skabt noget ejerskab fra start.” De sidste par måneder har der været god tid til at mødes i frivilliggruppen, sammensætte en ny bestyrelse og afstemme forventninger.

Tænker du på, om Ventilen er noget for dig?

Ventilen er for dig, der kender til ensomhed, og som gerne vil have hjælp til at komme ud af ensomheden. Vi driver 23 lokale tilbud fordelt over hele landet, hvor du kan komme og lave aktiviteter med andre unge, der kender til følelsen af ensomhed.

Ventilen Sønderborg holder åbent hver mandag kl. 17-20. Som nu er det eneste, du skal gøre, at møde op kl. 16.30 og tage en snak med de frivillige.

Læs mere om vores lokale tilbud og se, om vi har et i nærheden af dig: https://ventilen.dk/for-unge/

Det bedste er at følge de unges udvikling

Mødestedet har nu været genåbnet i en lille måned, og sammen med sine medfrivillige er Lumilla nu tilbage i kerneopgaven – arbejdet med de unge. Noget af det, der betyder mest for hende, er at følge de unges udvikling, efter det er begyndt at komme i mødestedet.

”Det at se dem fra de kommer ind ad døren første gang måske med en forælder eller en støtteperson, fordi det er så vanskeligt, til at se senere kommer løbende og sige højlydt hej og ikke være bange for at komme til at sige noget dumt, det er Ventilen for mig. Jeg får mulighed for både at se og skabe den udvikling hos de unge.”

Og der er ingen tvivl om, at der er unge, der har rykket sig af at komme i Ventilen Sønderborg. Under lukningen er der nogle, der har kontaktet Lumilla for at høre, hvornår Ventilen åbner igen. Der er også flere, som har taget et stort spring ved at starte på høj- eller efterskole.