KOMsammen Svendborg er klar til at byde unge varmt velkommen!

Sebastian, Lui, Liv, Karla, Kristian, Mads og Sarah står nu klar til at invitere unge, der er ramt af ensomhed, ind i et trygt fællesskab i Svendborg. De slår dørene op i KOMsammen Svendborg d. 22. december kl. 17.00 – og holder derefter åbent hver torsdag kl. 17.00-20.00. 

NU er  vores frivilliggruppe i Svendborg klar til at byde unge inden for til julehygge d. 22. december og efterfølgende til andre sjove aktiviteter hver torsdag aften. Det hele foregår i skønne lokaler hos AOF Center Sydfyn, hvor der både er et hyggeligt opholdsrum, et stort køkken samt en sal til fysiske udfoldelser. 

Hvad er vores KOMsammen-tilbud?
KOMsammen står for kost og motion sammen – her kan unge, der kender følelsen af ensomhed, mødes med jævnaldrende. Vores søde frivillige sætter gang i aktiviteterne og skaber gode rammer for fællesskabet. Vi laver alt lige fra madaftner og gåture til klatring, boksning, squash og meget andet sjovt. Du behøver ikke være i god form eller spise på en bestemt måde for at være med. Alle kan være med. Det er fællesskabet, der er i fokus, så vi forventer, at du deltager så godt, du kan, og at du har lyst til at udvikle dine sociale evner sammen med andre. Det er som udgangspunkt gratis at komme i KOMsammen, men der kan være aktiviteter med brugerbetaling på ca. 20-50 kr. Læs mere om KOMsammen her

Sebastian, Lui, Liv, Karla, Kristian, Mads og Sarah glæder sig til at invitere unge, der er ramt af ensomhed, ind i et trygt fællesskab i Svendborg!

Vores nye, hårdtarbejdende frivillige i Svendborg
Frivilliggruppen i KOMsammen Svendborg har været undervejs siden i sommers. Og tiden er ikke blevet spildt. De frivillige blandt andet også været ude at besøge uddannelsessteder i Svendborg for at fortælle om deres tilbud til unge, der har eller kunne få brug for det. Derudover havde de fornøjelsen af at deltage i Ventilens årsmøde i Aarhus, hvor de mødte en masse fantastiske frivillige fra hele landet. 

Der er også blevet holdt mange frivilligmøder, hvor de frivillige har gjort sig store tanker om KOMsammen Svendborg – og om hvad det er for et fællesskab, de gerne vil tilbyde unge, der er ramt af ensomhed. Møderne er desuden blevet brugt på at hygge sig og lære hinanden at kende, da det er vigtigt for frivilliggruppen, at de også har et godt sammenhold. Derudover har de frivillige været i praktik i KOMsammen Odense, som har været så søde at tage imod dem og vise dem, hvordan tingene foregår hos dem. 

De frivillige glæder sig til at skabe de dejligste fællesskaber for unge, der føler sig ensomme, i KOMsammen Svendborg!  

Ofte stillede spørgsmål om Ventilens lokale tilbud

I Ventilens mødesteder og KOMsammen-tilbud er man sammen med andre unge om en aktivitet. Det er meget forskelligt hvad, der er på programmet, fordi det er noget, de frivillige og de unge planlægger i fællesskab.

Her kan du finde den Ventil, der ligger tættest på dig, og på tilbuddets lokale hjemmeside, kan du se, hvilke aktiviteter der planlagt i kalenderen

I mødestederne møder du andre unge, og I laver aktiviteter sammen.
Det er altså et mødested og ikke et værested, hvor man kun kommer for ”at være”. Der er selvfølgelig plads til, at du kan sidde lidt for dig selv, hvis du har en dårlig dag, men i mødestedet forventer vi, at du forholder dig til de andre og deltager aktivt i fællesskabet – ligesom man gør med venner og kammerater. Idéen med mødestedet er, at det er øverum, hvor du kan være sammen med andre unge, skabe relationer og prøve dig selv af i det sociale. Det er en mobbefri zone, hvor der er plads til, at man komme til at træde ved siden af.

Mødestedet er for unge på 15-25 år, der føler sig ensomme, og hvor ensomheden er ens primære problem. Se, om vi har et mødested i nærheden af dig.
Ventilens mødesteder er akkrediteret af RådgivningsDanmark

Se, om vi har et mødested i nærheden af dig.

KOMsammen står for ”Kost og Motion Sammen”. Tilbuddet er for unge, som kender til ensomhed. Aktiviteterne i KOMsammen inspirerer til en sundere livsstil, men er altid på et niveau, hvor alle kan være med. Du behøver ikke være god til sport eller vide noget om kost og motion for at kunne komme i tilbuddet, men det er vigtigt, at du har lyst til at være med, også selvom det måske kræver, at du skal overskride nogle af dine egne grænser og en gang i mellem få lidt sved på panden. Typiske aktiviteter i KOMsammen er sund madlavning eller en form for bevægelse, der spænder vidt fra en gåtur til klatring.

KOMsammen er for unge på 15-30 år, der kender til ensomhed, og har lyst til at skabe sundere vaner for sig selv. Se, om vi har et KOMsammen-tilbud tæt på dig
Ventilens KOMsammen-tilbud er akkrediteret af RådgivningsDanmark

Se, om vi har en KOMsammen i nærheden af dig.

Både mødestederne og KOMsammen er drevet af unge frivillige mellem 18 og 30 år. Ventilens tilbud bygger på et ung-til-ung princip, hvor de frivillige tilbyder andre frivillige et sted, hvor de kan være sammen, snakke med hinanden og lave aktiviteter med jævnaldrende. De frivillige i Ventilens tilbud er der for at sikre, at der altid er trygt at komme, en rar stemning, og at der altid er en at snakke med. De frivilliges primære opgave er at sørge for, at der er aktiviteter eller noget at give sig til, hver gang de unge mødes. Alle Ventilens tilbud er akkrediteret af RådgivningsDanmark.

Læs mere om Ventilens metoder.

Første gang du komme i er Ventilens tilbud, skal du komme en halv time, før de åbner for andre unge. Her vil du blive taget i mod af et par frivillige, der fortæller dig mere om tilbuddet og Ventilen, du får mulighed for at sige noget om dig selv, og sammen finder I ud af, om Ventilen er noget for dig. Du må gerne blive fulgt hen til tilbuddet, hvis du er mere tryg ved det, men snakken med de frivillige skal du tage alene – også selvom du er under 18 år. Du behøver ikke fortælle i forvejen, at du kommer, for der står altid frivillige klar, men du må gerne, hvis du har det bedst med det. Du kan finde de lokale åbningstider og e-mailadresse ved at klikke på det enkelte tilbud her.

Har du brug for at vide mere, er du altid velkommen til at kontakte vores sekretariat i København:
Tlf. 70 208 308 (hverdage kl. 10-15)
E-mail: info@ventilen.dk

Alle spørgsmål er velkomne.

I mødestederne kan vi desværre ikke tage i mod alle unge, da der er udfordringer, som vores frivillige ikke er rustede til at håndtere. Du kan ikke komme i et af Ventilens mødesteder, hvis du har en svær psykisk sygdom, der ikke er velbehandlet. Det kan du læse mere om her.
Både mødesteder og KOMsammen kan desværre ikke hjælpe unge, der har et aktivt misbrug af alkohol eller stoffer.

I KOMsammen kan du godt have andre problemer og diagnoser ved siden af ensomheden, men de skal være af en karakter, så de ikke forstyrrer hverken dine eller andres muligheder for at deltage i KOMsammens aktiviteter eller samværet med de andre unge.
Hverken mødesteder eller KOMsammen har mulighed for at hjælpe unge, der har et aktivt misbrug af alkohol eller stoffer.

Har du spørgsmål eller brug for at vide mere om, hvem vi kan tage i mod i Ventilens tilbud, er du velkommen til at kontakte sekretariatet i København på:
Tlf. 70 208 308 (hverdage kl. 10-16)
E-mail: info@ventilen.dk

Alle Ventilens tilbud er som udgangspunkt gratis, men der kan være aktiviteter med brugerbetaling på ca. 30-50 kr. Hvis der er brugerbetaling til en aktivitet, vil altid fremgå af kalenderen på det lokale tilbuds hjemmeside og blive meldt ud på den lokale Facebookside på forhånd.