Studier bør tage ansvar for social trivsel

På de fleste videregående uddannelser er der et introforløb i starten af 1. semester, men derudover må eleverne klare sig selv socialt, og det er alt for høje krav i en sårbar tid, siger Ventilens formand.

I studiebyerne er det i starten af september ikke ualmindeligt at se grupper af mere eller mindre ædru studerende på ryste-sammen-ture rundt om i byen. Men alt for mange steder stopper hjælpen til et godt socialt studieliv også der.

Det siger Ventilens formand, Maria Bergmann Nielsen, til Politiken.

“Vi så gerne, at man fra studiernes side tog mere socialt ansvar hele studietiden igennem. Det bliver prioriteret ved studiestart, men der er så meget udskiftning mellem semestrene, at det ikke er nok. Man kan ikke bare starte op direkte med en forelæsning.”

En af dem, der har savnet at blive taget mere hånd om, er 22-årige Freja, der læser til lærer.

“Jeg kom fra en gymnasietid, hvor jeg heller ikke havde en god omgangskreds, så jeg havde virkelig høje forhåbninger til mit sociale liv på seminaret. Men der gik ikke længe, før jeg følte mig meget alene,” siger hun til Politiken.

I stedet fandt hun et fællesskab og et frirum i Ventilen. Der kommer mange unge som Freja, der oplever stor ensomhed, når de starter på et studie. Mange er samtidig flyttet hjemmefra, måske endda til en ny by, og det gør dem yderligere sårbare.

For Freja og mange andre unge er gruppearbejde noget, man gruer for. Freja siger til Politiken, at hun oplever, de andre kender hinanden godt og på forhånd har etableret uformelle studiegrupper.

“Så når underviseren spørger, om vi vil klare grupperne selv, er de, der har aftaler, selvfølgelig hurtige til at svare ja. Så står man hurtigt som en af de få uden en gruppe. Derfor har jeg også valgt at skrive alene, fordi det er svært at skulle mase sig ind i en gruppe.”

Den oplevelse kender formand i Ventilen, Maria Bergmann Nielsen, og hun påpeger overfor Politiken, at det for mange bliver en katalysator for ensomhed.

“Vi ved, at det i forløbet med gruppearbejde bliver afgørende, at man allerede er inkluderet i venskaber og grupperinger på studiet. Der er overhængende fare for at skubbe dem, der har sværere ved det sociale, endnu mere ud, hvis man ikke faciliterer processen på en ordentlig måde.”

Selvom de videregående uddannelser har et socialt ansvar overfor deres studerende, så mener Maria Bergmann Nielsen i høj grad også, at pilen peger på de reformivrige politikere.

“Reformerne gør det klart, at det er den enkeltes eget ansvar at vælge rigtigt og lægge sig i selen og sprænge karakterskalaen. Vi siger indirekte til de studerende, at selv om du får den ypperste karakter, så er det ikke sikkert, at det er godt nok. Man giver de unge sådan en lille margen at bevæge sig i, hvor man ikke må træde forkert eller vælge om. Derfor bliver det svært for dem at betro hinanden deres udfordringer. Så begynder man at føle, at man står alene.”