Vi interesserer os for unges trivsel 

Ventilen har fået to nye sociologistuderende i sekretariatet. Merite er ny praktikant på KOMsammen og Celine er student på Ventilen Fortæller. Begge har valgt at søge ind i Ventilen, fordi de vil være med til at sikre, at færre unge føler sig ensomme.

Ny praktikant på KOMsammen

KOMsammen er i sidste del af sit projektperiode og med til slutspurten er Merite – ny praktikant på projektet. Merite skal være med til at dokumentere ’Best Practice’ for projektet, og således være med til sidste del af metodeudviklingen for KOMsammen, der har været et projekt med støtte fra Nordea-fonden siden 2016. Fra maj 2020 vil KOMsammen være et færdigudviklet tilbud i Ventilen, og projektperiode afsluttes med en konference, som Merite også vil være med til at udvikle og afholde sammen med projektlederen for KOMsammen. Derudover sidder Merite og rekrutterer unge frivillige til de syv KOMsammen-tilbud.

Merite er 25 år. Hun læser sociologi på 9. semester på Aalborg Universitet, og har faktisk rykket teltpælene op for at være en del af Ventilens sekretariat i København det næste halve år. Hun er ved at specialisere sig i det civile samfund og køn – og har også en særlig interesse og erfaring med frivilligt arbejde med og for unge.

Merite fortæller selv, at hun valgte at søge ind i Ventilen, fordi hun synes at arbejdet med ensomme unge er interessant og vigtigt, og samtidig ville hun gerne være med til at motivere og rekruttere frivillige.

Ventilen Fortællers nye student

Ventilen Fortællers nye student, Celine, interesserer sig for psykisk trivsel og forebyggelse. Derfor var hun et match til Ventilen Fortæller, der netop holder oplæg om ungdomsensomhed og hvordan, man kan forebygge ensomhed blandt unge. Celine er med til at koordinere de frivillige i Ventilen Fortæller, og skal samtidig være med til at formidle Ventilens viden om ensomhed gennem faglige artikler, kommunikation, markedsføring og udvikle oplæg sammen med projektlederen for Ventilen Fortæller.

Celine studerer på Københavns Universitet, hvor hun læser sociologi på 5. semester. Hun er 24 år.
Hun interesser generelt for unges (mis)trivsel i et samfundsperspektiv – og finder det spændende at undersøge, hvordan institutioner både kan være med til at styrke og svække fællesskabet og ensomhedsfølelsen. Hun ser frem til at kommunikere med forskellige faggrupper om et emne, som hun synes er vigtigt. Når Celine ikke studerer eller arbejder hos Ventilen Fortæller, hjælper hun andre unge som frivillige i Headspace.

Merite og Celine