Vinder af Danmarks største socialpris

I oktober 2019 modtog Ventilen Danmark Tine Bryld Prisen. Udover den store anerkendelse, har prisen gjort det muligt at udbrede og formidle Ventilens vigtige arbejde bedre og til flere.

Tine Bryld Prisen er den største pris i Danmark, der har til formål at sætte fokus på socialt arbejde og hylde de ildsjæle, der kæmper for de udsatte i samfundet. Det var derfor en kæmpe ære for Ventilen at blive tildelt prisen sidste år. Tine Bryld var hele Danmarks socialrådgiver og var med til at ændre det sociale landkort – ikke mindst for de unge. Hun var i mange år vært på radioprogrammet Tværs, der blev sendt på P1. I hendes program hjalp hun fortvivlede og også ensomme unge, der ringede ind. Flere gange henviste hun unge lyttere til Ventilen.

Prisen er således et kæmpe skulderklap og en anerkendelse af, at det arbejde Ventilen laver er vigtigt. Det samtidigt også en stor ros til alle Ventilens frivillige, der har givet deres tid og overskud til at hjælpe andre og gøre ungdommen mindre ensom. Og ikke mindst et kæmpe bifald til alle de modige unge, der gennem årene er kommet i Ventilens tilbud.

Mulighed for at udbrede Ventilens budskab endnu mere

Med prisen fulgte der udover æren en pengesum på 500.000 kr., hvoraf 250.000 kr. bliver brugt på et nyt visuelt bibliotek. Det nye visuelle materiale, skal bruges i indsatsen med at oplyse og videreformidle Ventilens arbejde med at afhjælpe og forebygge ungdomsensomhed. Det nye visuelle bibliotek skal indeholde ca. 300 nye billeder, interview film, fiktive portrætfilm og flere nye illustrationer. Projektet er allerede i gang, og materialet vil løbende blive delt via Ventilens kanaler.

En festlig aften og ny formand i front

Prisen blev overrakt på Lille Vega i København, den 22. oktober 2019. Det var en festlig aften med taler, musikalske indslag og vigtige samtaler med blandt andet børne- og undervisningsministeren Pernille Rosenkrantz-Theil. Og for Michala Nielsen, nyudnævnt formand i Ventilen Danmark, var det også hendes første gang i spotlightet.

”Det var en vild og overvældende aften, hvor vi fik mulighed for at møde en masse spændende og fede mennesker,” fortæller Michala og tilføjer, at prisen i høj grad også skal tilskrives Ventilens tidligere formand Maria Bergmann Nielsen.

”Hun har en kæmpe rolle i, at vi fik prisen. Det var så bare tilfældigt, at det lige blev mig, som skulle tage imod den.”

Læs mere om den festlige aften
Læs mere om Ventilens nye formand