84 pct. af de unge har savnet Ventilen

I en undersøgelse blandt Ventilens unge svarer flertallet, at de har savnet Ventilen. Det er tydeligt, at de unge langt hellere vil mødes fysisk. Derfor er det nationale mødested begyndt at blive overflødigt i takt med, at de lokale Ventil-tilbud åbner mere og mere op.

I et spørgeskema til Ventilens unge, har Ventilen spurgt til, hvordan de unge har haft det under corona.

93 pct. svarer, at de har følt sig ensomme under corona. 43 pct. svarer, at de i høj grad har følt sig ensomme, og at de savner Ventilen.

Faktisk svarer 84 pct. at de savner at komme i deres lokale mødested eller KOMsammen-tilbud, og uddyber med, at det er den fysiske kontakt med andre og fællesskabet de særligt savner. Som en ung skriver:

”Jeg savner at komme i Ventilen, fordi vi havde et godt fællesskab. Vi lavede altid noget sjovt og hyggeligt sammen, og jeg kunne mærke, at jeg blev glad for at være der. Det var dejligt at se frem til noget hver uge”

Fint alternativ – men ikke en erstatning

Der har været svingende deltagelse af unge i det nationale mødested og i højere grad aktivitet i de lokale online mødesteder. 46 pct. svarer også, at de ikke vil bruge online mødestedet, når nedlukningen er slut.

”Det giver god mening, at de lokale online mødesteder procentvis har haft flere besøgende end det nationale tilbud. Hele essensen i Ventilens arbejde er at opbygge et trygt rum med plads til alle, og det er svært at opbygge digitalt og i endnu højere grad med folk, man aldrig har mødt,” fortæller Rillo Snerup Rud og tilføjer:

”At online-tilbuddet er blevet overflødigt efter de lokale tilbud så småt har måttet åbne op igen, viser jo bare, at det er de rigtige tilbud, vi tilbyder ensomme unge. Det skal vi bare være stolte af.”

Ikke kun de unge, men også de frivillige er glade for, at der igen er åbnet op for tilbuddene.

”Det har været sjovt at prøve at være en del af det nationale online mødested, men det har ikke kunnet det samme som i det lokale tilbud. Vi mødes altid omkring aktiviteter, og selvom vi både har lavet mad, spillet spil og haft gode snakke med de unge online, så er der en distance, så snart det foregår over en skærm. De spontane samtaler, rigtig gode grin og ordentlig fokus på de unges trivsel har ikke været det samme i online mødestedet. Så vi er bare rigtig glade for, at vi igen kan mødes med vores unge udendørs i Ventilerne. Vi har bestemt også savnet dem og været bekymret for dem under nedlukningen,” siger Mette, formand i Ventilen Aarhus.

Det er frivillige fra forskellige lokale tilbud, der har passet det nationale online mødested under corona.

Bekymring for stigende ensomhed blandt unge

Den 16. marts lukkede Danmark pga. Covid-19. Dermed lukkede alle Ventilens lokale tilbud også.

Ventilens mødesteder og KOMsammen-tilbud er for unge mellem 15-30 år, der føler sig ensomme, og har brug for at blive del af et trygt fællesskab og øve deres sociale kompetencer.  Med restriktionerne for socialt samvær på ubestemt tid under nedlukningen var Ventilen bekymrede for de unge – ikke kun dem, der i forvejen følte sig ensomme – men også dem, der ville komme til at mærke følelsen for første gang.

”Vi ved, at alenehed ofte fører til ensomhed. Så dels var vi bekymrede om de unge, der er tilknyttet vores lokale tilbud, om de ville blive sat tilbage i den sociale udvikling, de var i gang med. Men vi bekymrede os i endnu højere grad for den gruppe af unge, som før corona ikke har følt sig ensomme, men som nu ville begynde at mærke følelsen og en usikkerhed i deres sociale relationer,” siger Rillo Snerup Rud, sekretariatsleder i Ventilen.

Derfor blev det prioriteret at udvikle et set-up omkring en platform, så det stadig var muligt at mødes med de unge. En uge efter nedlukningen gik Ventilens online mødested i luften. Og kort tid efter lavede flere lokale Ventiler også online møder for deres unge for at bevare det tætte fællesskab bedst muligt. Men efter 10 uger, hvor det igen er muligt at mødes i mindre grupper, er det tydeligt, at de unge foretrækker det fysiske møde, og derfor lukker det nationale online mødested ned den 29. maj.

Det nationale online mødested gik i luften den 23. marts. Under corona har det været et forum, hvor vi stadig kan være i kontakt med ensomme unge. Efter 10 uger lukker tilbuddet  igen den 29. maj, så de frivillige igen kan have fuld fokus på aktiviteter med de unge i de lokale Ventiler.

Kender du én, der føler sig ensom og har brug for at blive del af et trygt fællesskab med andre unge?
Så klik dig ind her og find din lokale Ventil.