Det er pinligt at føle sig ensom, når man er privilegeret som jeg

Lørdag aften, to dage efter Danmark lukkede ned, kørte jeg i hjemmeplejen. Jeg spørger, som jeg altid gør, hvordan dagen er gået. En ældre dame med matte øjne fanger mine og siger bedrøvet, at der er så stille. Stille udenfor og stille hos hende. Hun er vant til at få besøg af familien, men nu kommer de ikke, da de af ren omsorg er bekymret for smitte.

Hun famler lidt efter min hånd, og velvidende om afstanden, jeg bør overholde, giver jeg hendes hånd et klem, da hun efterfølgende bruger ordet ensomhed.

Hænderne blev vasket og sprittet godt af – men ordet forfulgte mig resten af vagten og den kommende dag. Rent fagligt er jeg indforstået med alle forholdsregler og tiltag for at få os ud af denne forfærdelige situation. Jeg kan dog ikke være andet end bekymret for ensomhed og hudsult som følge af dette.

Mon de glemmer mig?

Ensomhed. Det er et skræmmende ord på otte bogstaver. Tre stavelser. Betydningen kender jeg på egen krop. Størstedelen af mine teenager år var jeg ensom grundet mistrivsel i skolen.

Nogle vil nok beskrive mig som typen, der isolerede mig for ikke at blive valgt fra. Jeg valgte fællesskabet fra, så det ikke kunne vælge mig fra. Det bunder i frygt og uvidenhed om, hvordan man begår sig i grupper.

Som årene er gået, så har jeg lært meget om vigtigheden af fællesskaber og gode relationer. Det gør, at jeg nu er i en ny sårbar situation, hvor jeg er ængstelig for at miste disse relationer. Bange for at blive glemt. Trods min introverte side, så blomstrer jeg op i mange sociale sammenhænge. Jeg bliver nærmest høj af at være sammen med ligesindede, det fylder mig med gåpåmod og ikke mindst en grundfornemmelse af at være nok og nyttig. Helt igennem værdsat.

Fanget i eget hjem

Den ældre dame og jeg står i samme båd. Vi er isolerede fra det, som giver os værdi. Vores familier, venner og små hverdagsglæder. Jeg føler mig fanget i min lejlighed med mine egne tanker, mine egne bekymringer, som angsten maler. Manglende kram og manglende øjenkontakt. Hvad nu, hvis de glemmer mig?

Verden føles nogle dage som om den kan gå videre uden mig, men murstensvæggene om mig står stadig solidt upåvirket. Det er kun mig der, rastløs bevæger mig rundt herinde. Jo vist, jeg kunne tage hjem til min familie – problemet er, at jeg grundet mit arbejde i hjemmeplejen, skal være ekstra forsigtig. Så jeg tager ingen chance. Men her er stille, her er ensomt. Min lejlighed føles til tider fremmet.

Jeg forsøger lige nu at holde angsten i ro, komme med logiske forklaringer og nedblusse mine indre røde lamper. Jeg kan dog ikke undgå at være bekymret for hvad du, kære læser, må tænke, når du læser om en 23-årig privilegeret sygeplejestuderendes bekymrede beretning om at skulle holde sig indendørs og skrive sin bachelor i fred og ro.

Jeg synes også, det er pinligt på mine egne vegne. Pinligt, at jeg seks dage inde i karantænen mærker ensomheden vokse. Mærke min angst blusse op. Jeg er skidenervøs for at blive dømt for ting og valg, jeg tager i denne periode, men også tingene jeg ikke gør eller ikke vælger. Jeg vil gerne gøre det hele rigtigt, men jeg arbejder lidt langsommere.

Vi omstiller os til at stå sammen
hver for sig

Tæppet er revet væk under mig og har placeret mig i limbo. Jeg ved ikke, hvornår jeg kan genoptage mine rutiner. Jeg ved ikke, hvornår jeg næste gang kan kramme min mormor uden at være bange for smitte. Heldigvis er teknologien med os, hvilket gør opkald fra familie, venner og kæreste meget mere visuelt.

Lov mig at have nysgerrighed for øje, når unge som jeg eller ældre indrømmer blankt, at situationen er svær. Den er svær for os alle, men jeg er ærlig, når jeg siger, at jeg kræver lidt ekstra omstilling. En ny rytme om man vil.

Ordet omstilling er lige nu det ord, der for mig beskriver 2020 bedst. Vi er omstillingsparate og står sammen som befolkning – bare hver for sig. Det bliver helt okay, men ring lige til et familiemedlem eller veninden, du ikke har talt længe med. Det gør det hele lidt mindre ensomt.