Tabubekæmpere i aktion

Jeg har følt mig ensom – spørg mig om alt. Det var titlen på det arrangement, hvor to tidligere brugere af Ventilen, Marie og Mia, beredvilligt svarede på spørgsmål fra publikum og ikke mindst fra Peter Mygind, der var vært.

Skuespiller og tv-personlighed Peter Mygind var en nærværende og nysgerrig vært ved Ventilens arrangement “Jeg har følt mig ensom – spørg mig om alt” på årets Folkemøde. Hovedpersonerne var Mia og Marie, der begge to har kæmpet med ensomhed, og som har brugt Ventilen i deres vej ud af ensomheden. i dag er de begge to i slutningen af tyverne og har lagt ensomheden så meget bag sig, at de nu arbejder ufortrødent for at bryde tabuet om ensomhed og vise, at der er en vej ud.

Snakken i haven udenfor Nordea-fondens Villa Gode Liv gik bl.a. på, hvornår de to erkendte og satte navn på ensomheden. For Mia, der havde følt sig udenfor og forkert igennem det meste af skoletiden, kom følelsen sig i starten til udtryk som diffuse fysiske smerter.

“Når jeg for eksempel gik ned af Strøget, så havde jeg ondt i knæet, og så når jeg havde gået 10 meter, så havde jeg ondt i hovedet. Så voldsom hovedpine, at jeg troede, jeg havde en hjernetumor eller noget. Så forsvandt hovedpinen, og så havde jeg ondt i ryggen”, som hun beskriver.

Mias mor, der er sygeplejerske, begyndte forsigtigt at nævne begrebet psykosomatiske smerter, og dermed antyde, at det muligvis først og fremmest handlede om psykisk smerte. Det var dog først, da hun som 18-årig flyttede til en ny by, hvor hun ingen kendte og derfor begyndte at komme i Ventilen, at hun fik sat ord på. At hun helt grundlæggende følte sig ensom. Da den erkendelse ramte hende, begyndte hun at arbejde med det, og langsomt fik hun det bedre.

For Marie startede ensomheden, da hun skiftede fra en tryg lilleskole til en meget større  skole, hvor hun havde svært ved at komme ind i de allerede etablerede fællesskaber. Men det var først, da hun flyttede på kollegium og gennem en nabo hørte om Ventilen og begyndte at komme der, at hun fik sat ord på ensomheden.

Både Mia og Marie er i dag frivillige i Ventilen Fortæller, og de tager ud sammen med frivillige oplægsholdere på høj- og efterskoler og pædagog- og læreruddannelser og fortæller om ensomhed og gode fællesskaber. De tror nemlig begge to på, at ensomhed kun kan bekæmpes, hvis tabuet bliver brudt, og hvis vi tør fortælle om følelsen. Bare det at vide, at man ikke er alene er trøst i sig selv, og kan være et vigtigt første skridt.