Restriktionerne er væk, og på papiret er alt tilbage ved normalen. Men sagen er bare den, at alting ikke føles normalt igen – ikke for alle, ikke lige nu.

Vi kan vist alle huske den dag i marts 2020, hvor alle breaking-bjælker havde samme alarmerende ordlyd: ’Danmark lukker ned!’

Og det blev ellers starten på en lavine af omvæltninger: hjemmeundervisning, forsamlingsforbud, aflysninger, mundbind, hjemmearbejde, coronapas og håndsprit i lange baner.

Og nu er det slut – fra den ene dag til den anden. Nogle brænder mundbindene i begejstring – andre putter et ekstra i lommen. Nogle skynder sig at invitere til fest eller gå i byen – andre holder sig hjemme. Nogle poster begejstret på Instagram – andre tier stille og er bekymrede. For godt nok er de statslige regler og restriktioner væk, men det betyder ikke, at alle er trygge ved at vende tilbage til hverdagen. Og det er helt okay.

”I lang tid har vi været i samme båd med corona – de samme restriktioner og regler. Nu skal vi selv finde ud af, hvor vores grænse går; hvornår føler vi os utrygge og overvældede over at være sammen med mange andre. Og det kan være rigtig svært at være en af de overvældede, når det virker til, at hele verden og alle omkring én bare kaster sig ud i det sociale liv igen,” fortæller direktør i Ventilen, Rillo Rud.

Pludselig er der frit spil til at være så social som overhovedet muligt – uden mundbind, uden afstand, uden restriktioner. Men det er vigtigt, at vi husker at være opmærksomme på, hvem der er med – og hvem der melder fra.

”Der vil være dem, der styrter til koncerter, arrangerer fredagsbar og generelt har det fedt over genåbningen. Men der sidder også dem, der ikke kommer med i fællesskabet fra start, fordi de ikke er trygge ved det. Og dem skal vi huske. Ellers risikerer vi, at vi får skabt fællesskaber for dem, der er med nu – men hvad med dem, der skal have en ekstra måned til at vænne sig til tanken?” pointerer Rillo.

Lige nu står vi overfor en fase, hvor vi alle har det meget forskelligt. Så husk, at hvis din ven siger nej tak til fredagsbar eller filmaften første, anden og måske tredje gang, du spørger, så giv plads og tid og spørg igen. Eller spørg, om der er noget, I kan gøre for at gøre det mere trygt at være med. For rigtig mange kommer det til at tage tid at vænne sig til, at der er skruet op for de sociale aktiviteter igen, så et afbud er højst sandsynligt mere et udtryk for utryghed – end at de ikke vil se dig.

”Det er helt naturligt at være ængstelig omkring situationen lige nu, men sidder man til gengæld om et halvt år og har lyst til at sige ’nej tak’ til alle sociale invitationer, så er det, fordi coronanedlukningen har sat sig fast på en eller anden måde. Og det skal man selvfølgelig tage seriøst – for så er virusfrygten måske blevet til en alvorlig ensomhed,” slutter Rillo.

Kan du mærke, at ensomhed og indelukkethed er ved at sætte sig fast hos dig – eller din ven? Du er altid velkommen hos os i Ventilen. Og har du lyst til at læse mere om, hvordan du kan støtte din ven, studiekammerat eller kollega, kan du gøre det her.