Hvordan skaber man meningsfuld samvær online?

Er du mæt af alle rådene om alt det, du kan gøre online under corona? Det forstår vi godt. For nogen er det ikke så lige til, for andre er de bare trætte af, at mødet med vennerne sker over Messenger frem for hjemme i stuen. Men lige nu er det, det en godt værktøj til at fortsætte social samvær uden fysisk kontakt. 

Drik en virtuel øl, spil bezzerwizzer på Skype og ring til hele din telefonbog på Facetime! Der er mange velmenende råd derude om, hvad du kan gøre, når nu du ikke har mulighed for at ses med folk som før pga. corona. Vi har endda selv givet nogle af dem.

For der skal lyde en kæmpe hyldest til digitale muligheder herfra! Der er ingen tvivl om, at kontakt digitalt er bedre end ingen kontakt, men det ER bare heller ikke det samme. Det ved vi godt. Men lige nu er det vores bedste værktøj til at bevare og etablere sociale relationer i en tid, hvor vi skal mindske fysisk samvær.

Når det er sagt, så ved vi, at det konstante bombardement af råd, kan føles som et pres over at man burde sætte gang i alle mulige nye samværsformer. Og allerværst er det for dem, der bliver ekstra opmærksomme på, at de måske slet ikke har nogen at række ud til. Derfor har vi alle et ansvar for at passe på hinanden – også socialt.

Hvordan er man nærværende de sociale medier og online platforme  

Mange har siden corona brød ud og Danmark lukkede ned mødtes med venner, familie og kollegaer via en skærm. Og skærmen er faktisk vigtig. Jo flere facetter vi kan få på samtalen, så mere kan vi efterligne en fysisk situation. Fremfor kun at høre en stemme over telefonen, giver det mere autenticitet og nærvær, når vi også kan se og aflæse kropssproget på den person, vi kommunikerer med. Derudover er det en god idé at mødes omkring noget – og her er mulighederne mange. Kaffemøder, bogklubber, filmaftener og fælles madlavning er bare få eksempler.

Vores tid på de sociale medier er steget under corona – og det kan både være godt og skidt. Hvis man deltager aktivt, kan medierne give en følelse af samhørighed. Modsat kan sociale medier også forstærke følelsen af ensomhed, hvis man ikke interagerer, men blot scroller forbi alt det, de andre ligger ud. Så brug de sociale medier, hvis de giver dig energi. Hvis de til gengæld trigger en følelse af ensomhed, så spring dem over og ring eller skriv i stedet til en ven.

Farvel til kaffe-pause-snakken

”Det er ikke tilstrækkeligt med samværet online. Jeg savner hverdagen, hvor man ser mennesker mere kontinuerligt,” siger Frederik på 27 år.

Han har efter mange år med ensomhed tæt inde på livet lært, hvordan han kan bryde de negative følelser, men under lockdown er det lige præcis de ting, han ikke må. Ses med venner, tage i træningscentret eller forbi vinterbadeklubben.

Nu bruger han Skype og Facetime til at holde kontakten med studiekammeraterne, men det giver ikke helt det samme.
”Den impulsive snak om løst og fast, når man sidder over en frokost, sker ikke rigtig online”, fortæller han.

Det kræver det en ekstra indsats at ringe nogen op for at starte en samtale, frem for bare at sige ”hej”, når man mødes på studiet. Når den spontane kaffesnak er væk, kan risikoen for en afvisning virke meget større – især hvis man føler sig ensom.

Instagram kan booste fællesskabet

 Det pibler frem med små digitale initiativer, der skal give os oplevelsen af at være sammen hver for sig. Alberte på 23 år føler for første gang, at de sociale medier kan noget positivt.

”Jeg er fuldstændig betaget af morgensang og alt det der foregår live på Instagram”, fortæller hun og nævner blandt andet fællesyoga på stuegulvet som en af favoritterne.

”Det giver en fornemmelse af, at der er nogen, der rækker ud til én og gerne vil én noget,” forklarer hun.

Samtidig giver det Alberte en følelse af fællesskab at vide, at mange er med.

Berøringen mangler

Selvom Frederik og Alberte indtil videre trives fint nok med at bruge de sociale medier til at bevare deres relationer, så er de begge enige om, at det digitale samvær ikke kan opfylde alle behov.

”Jeg er et meget fysisk menneske, og jeg mangler at blive rørt. Jeg savner at få et kram, at lægge armen om en veninde eller puffe til dem,” fortælle Alberte.

”Jeg har taget mig selv i meget at ligge nærmest i fosterstilling og holde armene om mig selv. Jeg tror virkelig, at min krop den higer efter berøring fra et andet menneske,” siger hun.

At savne berøringen fra andre mennesker kaldes hudsult, og er helt normalt at føle.

 

Meningsfuldt samvær online