Fællesskab gennem skærmen - sådan gør Netwerks-lærere

Hænger dine studerende med det digitale hoved, og mangler du inspiration til endnu en undervisningstime i det digitale rum? Læs med her for at få en inspirationsindsprøjtning.

En mandag eftermiddag i januar mødte omkring 35 lærere på tværs af uddannelsesinstitutioner op til Netwerks digitale opfølgningswebinar. Her sparrede lærere om alt lige fra, hvordan de sørger for at se deres elever gennem skærmen, samt hvordan den fleksible hverdag skaber et taknemmeligt rum at afprøve nye undervisningsformer af. 

I denne artikel samler vi de mange gode inputs og inviterer dig med på en rejse gennem flere typer af undervisning – fra pandekagebagning til coretræning på trægulvet. Derudover vil du få idéer til hvordan du får de elever med i undervisningen, som let forsvinder tilbage under dynen, eller måske slet ikke kommer ud i første omgang.

 

Elever er sultne efter socialt samvær 

Det er på mange måder en taknemmelig tid at prøve nye ting af. For nogle af dine elever er din undervisning det eneste sociale input, de får med deres klassekammerater.

Derfor kan du få dine elevers fulde opmærksomhed, hvis du klar til at tage et par chancer og teste forskellige ting af, som kan højne trivsel og fællesskabsfølelse. Om det er, at give rum til hyggesnak, bage pandekager sammen eller ligge på gulvet og lave core træning. 

Sådan arbejder andre lærere med at skabe inkluderende fællesskaber online

Pandekagebagning med eleverne. De skal have købt ind og tage computeren med i køkkenet.

Core-træning på stuegulvet. En samfundsfaglærer starter sin time i planken sammen med eleverne. 

Få eleverne til at høre en podcast udendørs. Bed dem sende et selfie, så du ved, at de kommer ud.

Yoga time. Start med selv at tage initiativ, og lad eleverne overtage, hvis de bliver glade for det.

Morgensang

Morgenkaffe fem minutter før undervisningen starter. Start fx med at fortælle om din egen morgen.

Online-arrangement for årgangen faciliteret af rektor, studievejleder eller anden underviser.

Brug puljetimer til at skemalægge ‘klassens time’

Lav collager eller tegninger, som åbner for snakke om hvordan eleverne har det under corona.

Brug makkerskaber, og skift dem oftere

Makkerskabsgrupperne er noget af det, der giver rum for at eleverne har nogen, de socialiserer med i mindre grupper end den samlede klasse. Det er endnu vigtigere i denne tid, hvor der ikke lige er mulighed for at gå sammen til pause. Af samme grund har flere skoler allerede nu besluttet at fastholde makkerskaber hele første G., og måske endda genindføre det for de ældre årgange.

Til gengæld har flere også erfaret, at det er endnu sværere, hvis makkerskabet ikke fungerer, fordi social kontakt med resten af klassen er så begrænset. Derfor kan det være en god idé at skifte hver eller hver anden uge, fordi makkerskaberne virker endnu mere intense i denne tid. Det gør også, at eleverne i højere grad lærer hinanden at kende på kryds og tværs.

Byd ind med dine erfaringer

Har du gode erfaringer med noget, som ikke står her? Så del det endelig med os på netwerk@ventilen.dk. Vi vil så gerne være med til at sprede alle de gode ideer til hvordan man som underviser fastholder fokus på trivsel også selvom undervisningen er online.

Se dine elever

  • Lav formaliserede samtaler med alle elever, hvor du tjekker ind og hører hvordan dét går.
  • Bliv i det online rum fem minutter efter undervisning og se hvad der opstår 
  • Vær tydelig omkring din tilgængelighed. Eleverne skal vide præcis hvornår og hvordan de kan få fat i dig, når nu de ikke lige kan blive hængende efter en time
  • Brug makkerskaber til at få elverne til at være opmærksomme på hinanden. 
    • Italesæt og bevidstgør hvad det betyder for fællesskabet af være isoleret, og dermed hvorfor det er vigtigt at eleverne ser hinanden. 
  • Studievejledere, fastholdelsesmentorer og lignende kan med fordel ringe elever op, når man kan se, at de er til undervisning. Det svarer til at banke på i en klasse og hente en elev.