Sig hej til Karen - ny lokalkonsulent i Ventilen 

Frivillighed har spillet en stor rolle i Karens karriere, og hendes ni års erfaring fra SUMH tager hun med sig som ny lokalkonsulent i Ventilen. Hun ser frem til at møde de frivillige, og opfordrer dem til at ringe med stort og småt eller bare sige hej

Den 1. juli tiltrådte Karen som ny organisations-og lokalkonsulent på Ventilens sekretariat i lokalenheden, der består af i alt tre konsulenter. Hun kommer med ni års erfaring fra Sammenslutningen af Unge med Handicap, hvor hun har siddet i forskellige stillinger og på flere projekter. I Ventilen skal Karen være med til at understøtte de frivillige i deres arbejde. Hun vil besvare spørgsmål særligt fra lokale frivillige omkring driften af tilbud, hjælpe dem med udfordringer, og hører gerne nye idéer til, hvordan man kan gøre Ventilens tilbud eller udvalg endnu federe.

Lokalkonsulenterne hjælper også med det organisatorisk arbejde og udvikler strategier for Ventilens frivillige arbejde.

Frivillighed og fællesskaber giver mig energi

Det er tydeligt at mærke på Karen, at hun brænder for at arbejde med frivillige og styrke dem i deres arbejde.

”Jeg kan godt mærke, at det at komme ud og have kontakten til alle Ventilens lokale frivillige, være der for dem og støtte op om dem, bliver det fedeste. Det er kontakten til de frivillige, som lægger deres fritid i et vigtigt arbejde, der giver mig rigtig meget energi.”

Fuldstændig i tråd med Ventilens arbejde, interesserer Karen sig for at finde plads til folk i fællesskaber og hjælpe unge til at tro på, at de har noget at byde ind med.

”Vi har jo alle sammen forskellige ambitioner og tilgange, til det vi gør, og der tror jeg meget på at tage åbne snakke omkring, hvad man synes, man kan byde ind med. Vi skal blive bedre til at sige: dét her er jeg god til og kan byde positivt ind med – ligesom det er en styrke at kende sine begrænsninger,” fortæller Karen og tilføjer, at der som frivillig skal være plads til både at udnytte sine forcer og styrke sine svagheder.

Ny enhed – Vi gør vores bedste og er godt på vej

Karen er den nyeste i enheden, men tilbage i april bød Ventilen også Julie Amanda velkommen som ny organisations- og lokalkonsulent. De har begge skullet lære opgaverne, de frivillige og en ny arbejdsplads at kende. Her har de kunnet trække på den erfarne Julie, der er den tredje lokalkonsulent i enheden:

”Julie har været her i mange år, og hun har derfor været en god støtte for os. Med hendes hjælp er vi kommet godt og hurtigt ind i organisationen,” siger Karen.

Lokalenheden ser nu mod nye tider og spændende udfordringer. Lige nu arbejdes der intenst på at alle kommer godt i gang igen efter sommerferien. Der er især stor fokus på rekruttering, sikre at de frivillige er klædt ordentlig på i forhold til nye coronatiltag og på at udarbejde en strategi for det frivillige arbejde de næste tre år.

Om Karen

Karen er 34 år og kommer oprindeligt fra Kolding, men bor nu på Nørrebro i København med sin mand Oskar og deres datter Elena på 2 år. I sin fritid dyrker hun havkajak, men med en lille datter er det ikke altid nemt at finde tid til.

Stor erfaring

Karen tiltrådte stillingen som ny lokalkonsulent i Ventilen den 1. juli med ni års erfaring fra Sammenslutningen af Unge med Handicap (SUHM).  Hun begyndte som praktikant og studentermedhjælper i SUHM, hvor hun senere kunne tilføje projektleder, organisationskonsulent og frivilligkoordinator til cv’et. Karen arbejdede med at understøtte frivillige udvalg, bestyrelsen og oplægsholdere. Hun satte også gang i flere frivillige initiativer og fik stor erfaring i at arbejde med dynamikker i frivilliggrupper. Karen har også international erfaring med udviklingsprojekter i blandt andet Uganda, hvor hun var med til at danne en ungdomsorganisation. Al den erfaring tager hun nu med sig i det landsdækkende, unge frivillige arbejde i Ventilen.