Trine brænder for det nationale

Med ønsket om at gøre en forskel begyndte Trine som lokal frivillig i 2012. Siden har hun rejst fra det lokale til det nationale arbejde og været med til at sætte sit præg på bl.a. grunduddannelsen, sommerturen og bestyrelsens arbejde.

Trine ville finde et frivilligt arbejde, hvor hun kunne hjælpe andre og gøre en forskel. Valget faldt på Ventilen Esbjerg, hvor hun begyndte i 2012.

”Jeg syntes, det lød som et fantastisk sted med et godt budskab om at hjælpe unge ud af ensomhed. Jeg blev glad af at hjælpe andre, især de unge i Ventilen, der er så søde og dejlige at være sammen med, ” fortæller Trine.

Efter noget tid i Ventilen Esbjerg flyttede Trine til Roskilde for at studere. Men det store skifte fra de vante rammer til helt nye, fik Trine til at føle sig usikker på, hvad hun nu skulle med sit liv. Heldigvis havde hun fået gode venner i Ventilen Roskilde, og de spurgte, om hun ikke ville være frivillig hos dem. Og selvfølgelig ville hun det.

Trine har i sin tid, som mødestedsfrivillig haft mange gode oplevelser, men især én har sat sig fast:

”Det bedste øjeblik, var da en ung opsøgte mig personligt i mødestedet. Han ville give mig et kram, fordi han ikke havde behov for at komme i mødestedet længere – det var fucking nice!”

Et ønske om at gøre mere

Som lokalfrivillig voksede en ambition i Trine om at gøre mere. I 2017 blev hun en del af Ventilens bestyrelse og senere en del af Grunduddannelsesgruppen. Hun er sidenhen blevet formand for Kompetenceudvalget og medlem af Lokalkomitéen. Det har givet hende meget at kunne være med til at sprede Ventilens budskab omkring ungdomsensomhed og samtidig få mulighed for at udvikle Ventilens fremtid, både strategisk og politisk.

Hendes baggrund som lokalfrivillig, har haft en betydning for hendes arbejde nationalt. Når Trine underviser de nye, i arbejdet som frivillig, nyder hun godt af de erfaringer, hun har fået i sin tid som mødestedsfrivillig. Også i bestyrelsesarbejdet, har erfaringen lokalt været vigtig.

”Jeg synes, det er vigtigt i en bestyrelse, at vi alle kommer med forskellige erfaringer fra Ventilen. At vi kan sætte os ind i de frustrationer, som der for eksempel kan være, hvis man ikke kan finde en supervisor, eller mødestedet er ved at gå nedenom og hjem. Det bliver man nødt til at kunne sætte sig ind i, hvis man skal kunne hjælpe,” siger Trine. De opgaver er nu flyttet til Lokalkomitéen, hvor Trine som sagt sidder med til bords.

Det sociale er også vigtigt!

Det er dog ikke kun det faglige, som fylder hos Trine. Det er vennerne og fællesskaberne, som gør det sjovt for hende at være en del af det nationale arbejde,

”Jeg har fået rigtig mange venner i Ventilen, blandt andet dem jeg i Grunduddannelsesgruppe med. Det betyder, at når vi for eksempel tager til Roskilde for at holde oplæg i to dage, så er det lige så meget for at vi kan hænge ud og hygge os sammen.”

Det er de gode venner, som Trine har fået i løbet af hendes tid, der giver hende energien og lysten til at springe ud i nye projekter. En energi hun giver videre til de unge, hun møder. Det kommer især til udtryk i hendes engagement i Ventilens årlige sommertur, som hun har været en del af fire gange. Det er blevet en tur, som har fået en stor betydning for Trine og hendes arbejde i Ventilen:

”Det er mit hjertebarn. Det er fantastisk – især vandkamp og rouladekram med de unge. Der har jeg fået mit ”ungefiks” efter jeg stoppede i Roskilde,” fortæller Trine med et smil.

For få kender til det nationale

Trine oplever, at flere af de frivillige hun møder, ikke har et godt nok kendskab til, hvad de nationale frivillige laver. Hun mener, at det er vigtigt, at de lokale frivillige for eksempel ved, at Grunduddannelsesgruppen ikke bliver betalt, men er frivillige ligesom dem selv.

”Det er vigtigt, at de frivillige ved, hvordan organisationen hænger sammen. De er ambassadører for Ventilen i deres hverdag og på trods af, at de nye frivillige får det at vide på uddannelsesdagen, så glemmer alt for mange det, eller vælger ikke at tillægge det en stor værdi,” siger Trine.

Derfor ønsker Trine større tydelighed omkring de nationale frivilliges arbejde, og en større interesse for et samlet Ventilen blandt alle frivillige.

Læs mere om Lokalkomitéens første år

Trines opgaver og projekter i Ventilen

  • Medlem af Lokalkomité 2019-
  • Formand for Kompetenceudvalget 2019-
  • Frivillig i Grunduddannelsesgruppen 2018-
  • Medlem af Bestyrelsen 2017-2018
  • Planlægning af frivilligweekend 2018
  • Planlægning af og deltagelse i Folkemødet 2018
  • Planlægning af og deltagelse i Ungdomsfolkemøde 2018
  • Planlægning af Sommertur for de unge
  • Planlægning af Årsmøde
  • Lokal frivillig i Roskilde 2015
  • Lokal frivillig i Esbjerg 2012