Velkommen til det nye ventilen.dk

Vi er simpelthen så glade for endelig at kunne præsentere Ventilens helt nye hjemmeside. Vi håber, at både unge, pårørende og fagfolk får meget lettere ved at finde det, de leder efter.

Det er lidt med hjemmesider, som det er med hunde. Alderen skal ganges med syv, og med sine mere end 10 menneskeår på bagen, var det ventilen.dk ved at være en ældre sag. Derfor går vi i dag i luften med et spritnyt site, som både passer til den teknologiske udvikling og den udvikling, Ventilen har gennemgået det sidste tiår.

For rigtig mange unge er det første skridt ud af ensomheden en internetsøgning på noget i retningen af “jeg føler mig ensom”. Det er de unge, som ventilen.dk i første omgang er sat i verden for, og vi har forsøgt at bygge hjemmesiden op, så de hurtigt at finde det, de søger, om det så er fortællinger fra andre unge som dem, eller adressen på deres nærmeste tilbud. Vi er især rigtig glade for kortet over vores 20 ventiler. 

40 % af de unge, der kommer i et af vores mødesteder, har hørt om Ventilen fra en i deres familie, så det er klart, at pårørende til de unge også er en rigtig vigtig målgruppe. Forhåbningen er, at forældre, søskende, bedsteforældre, eller hvem det måtte være, hurtigt og nemt kan finde de praktiske informationer, de har brug for, og ikke mindst en masse viden om ensomhed og ensomme unge. Det kan nemlig gøre dem bedre i stand til at støtte og hjælpe deres familiemedlem.

I det hele taget er ventilen.dk en vidensbank, hvor også skoleelever, studerende, journalister og andre interesserede, kan finde en masse aktuel viden om ensomhed blandt unge og unges trivsel.

Formålet og målgrupperne for vores hjemmeside har selvfølgelig ikke ændret sig, men det nye ventilen.dk er langt mere tilgængeligt, det fungerer fra alle platforme, og teksterne er blevet mere læsevenlige.

Vi håber, du vil tage rigtig godt imod vores nye hjemmeside – også her i starten, hvor vi nok ikke kan undgå nogle børnesygdomme. Vi vil rigtig gerne høre fra dig, hvis du har spørgsmål eller kommentarer. Skriv til info@ventilen.dk.

Før og efter