At forlade ensomhed, er ikke lige ud af landevejen

Et skridt frem og to tilbage. Sådan føles det ofte, når man arbejder sig ud af svære ting i livet. Det gælder også for den langvarige ensomhed, og derfor er det helt naturligt, at det kan tage år, før man har lagt ensomhedsfølelsen bag sig.

Det skyldes, at ensomhed er komplekst, og følelsen bliver påvirket af forskellige faktorer. Noget af det handler om de erfaringer, individet bærer med sig. Andet handler om de situationer og fællesskaber, man befinder sig i, mens andet igen kan bunde i påvirkninger fra samfundet.

Med denne artikel forsøger vi at nuancere og udfolde nogle af disse faktorer, og undersøger hvordan de kan påvirke den snørklede vej ud af ensomheden.

Foto: Jakob Kremmer

Ensomhed er størst i ungdommen

Ungdommen er en helt særlig periode på godt og ondt. Heldigvis trives størstedelen af unge i Danmark godt, men der er desværre stadig alt for mange, som mistrives på forskellig vis. Trivslen er høj hos børn op til omkring 11-årsalderen, men når børnene når teenageårene, ændrer billedet sig.

I den nationale sundhedsprofil kan vi se, at antallet af unge, der mistrives, er stigende, og i 2017 var andelen 18 % for unge mellem 16-24 år. Ved ensomhedsmålinger tager vi udgangspunkt i de regionale sundhedsprofiler, hvor andelen af unge, der føler sig alvorligt ensomme, ligger på 10-12 %.

”Efter folkeskolen var jeg to år på samme efterskole – et rigtig godt år og et svært år, hvor jeg var udenfor igen – og senere kom jeg på produktionsskole, hvor jeg trivedes godt.”

Marie

Ungdomsårenes mange sporskifter

En del af det, der kan gøre netop ungdomsårene svære, er de mange forandringer, der sker både hos en selv og i ens omverden. Man bliver færdig i folkeskolen og tager måske på efterskole eller på en ungdomsuddannelse, hvor man går i nogle få år, inden man igen skal lave et skifte til at starte arbejde eller begynde på en uddannelse.

Marie, som er tidligere ung i et tilbud, fortæller, hvordan hun efter en folkeskoletid med mobning og ensomhed bevægede sig gennem disse skift med varierende succes: ”Efter folkeskolen var jeg to år på samme efterskole – et rigtig godt år og et svært år, hvor jeg var udenfor igen – og senere kom jeg på produktionsskole, hvor jeg trivedes godt.”

Efter produktionsskolen har Marie gået på to forskellige uddannelser. Den ene stoppede hun på, fordi ensomhed igen kom til at fylde for meget, og den anden har hun netop færdiggjort.

Hendes fortælling viser, hvordan overgange har både en forside og en bagside. Skiftet til efterskolen der gav hende en ny start og et rigtig godt år ovenpå en vanskelig folkeskoletid. Omvendt var skiftet til andet år på efterskolen vanskeligt, idet det indebar en udskiftning af elever, hvor hun aldrig blev en del af det nye fællesskab.

Et præstations- og konkurrencefremmende samfund

De mange skift i ungdomsårene er ofte koblet op på faglige og personlige valg om ens fremtid. Det stiller store krav til en ungdomsgeneration, der er vokset op i et samfund med fokus på konkurrence og præstationer.

Begrebet ’konkurrencestat’ dækker over, at vi lever i en tid, hvor konkurrence og vækst har en gennemgribende magt. ”I konkurrencestaten er det individuelle ansvar i centrum, og den enkelte spilles i den proces i stigende grad ud mod andre individer i et konkurrenceforhold (…)” (CEFU)

Denne stigende individualisering og interne konkurrence mellem individer skaber en større afstand mellem os. Det har en påvirkning på følelsen af ensomhed, da netop manglen på dybe relationer, kan få os til at føle os ensomme. I stedet for at tale højt om vores problemer, vender vi dem indad. Det gælder for 19 % af gymnasieelever, at de har svært ved at tale med nogen om det, der plager dem.

Unge oplever konstante krav til at præstere på mange niveauer. Det gælder både fagligt og socialt fx i forhold til at have det rigtige job, den rigtige træningsrutine og deltage i de rigtige arrangementer.

Trygge og utrygge fællesskaber

Ungdommen er en ”hypersocial periode”, hvor man løsriver sig fra familien og i stigende grad søger at få opfyldt sine sociale behov hos jævnaldrende. Sammen med det stigende pres for at præstere (også socialt) og de mange skift i livet, skaber det en sårbarhed.

Når man starter i en ny gymnasieklasse eller på et nyt studie, vil der altid være en vis spændthed. Det sker i alle grupper, at der er utryghed i starten, og for de fleste går det i sig selv igen. Men nogle gange får utrygheden i stedet lov til at vokse, og det kan skabe nogle gruppedynamiske processer, der ekskluderer nogen fra fællesskabet.

Når utrygheden for lov til at vokse, begynder vi ubevidst at vurdere hinanden for at se, hvem der passer ind. Når man laver vurderingen, af hvad der passer ind, vil der uvægerligt være noget andet, som ikke gør. Jo større utryghed, jo snævrere bliver vurderingerne af, hvornår man passer ind. Og det er her, at der – bevidst eller ubevidst – kan være nogen, der bliver ekskluderet.

Hvad kendetegner utrygge fællesskaber?

Mobbeforsker Helle Rabøl har undersøgt gruppedynamikker blandt børn og unge. Hun mener, at ensomhed, mobning og utrygge fællesskaber hænger sammen og påvirker hinanden.

Se film: Hvad driver mobningen?

Sociale kompetencer og identitet

Vi har allerede etableret, at ungdomsårene indebærer mange skift samt løsrivelse fra forældrene. Endnu to aspekter er, at de sociale spilleregler ændrer sig i ungdomsårene, og det samtidig er den periode, hvor man udvikler sin egen identitet.

Unge udvikler sig forskelligt og i forskelligt tempi. Det er der ikke noget galt med, men det kan være svært at komme tilbage efter en sommerferie og finde ud af, at de andre i klassen pludselig er begyndt at feste og drikke alkohol. Man ’leger’ ikke længere – man ’er sammen’. De sociale spilleregler ændrer sig i ungdomsårene, og for unge, der udvikler sig i et langsommere tempo, kan man blive ’hægtet af’ i denne periode.

Vi udvikler os som mennesker og lærer i samspil med andre. Vores egen selvforståelse og identitet udvikler vi også ved at spejle os i andre og se, hvor vi er ens, og hvor vi er forskellige. Hvis man føler sig ensom og ekskluderet fra fællesskabet i sine formative ungdomsår, kan det påvirke identitetsskabelsen.

Det kan også påvirke ens sociale kompetencer, for det er også noget, der skal opbygges gennem træning. Træner man ikke sine sociale kompetencer, så får man svært ved at afkode signaler og agere hensigtsmæssigt i forhold til andre. Det kan gøre det vanskeligt at bryde ensomhedsfølelsen, hvis man ofte har fornemmelsen af at træde ved siden af uden helt at vide, hvad det er, man gør forkert

 ”Jeg sagde f.eks. nej, hvis de spurgte, om jeg ville spille fodbold i frikvarteret eller sådan et eller andet. Det kom sig jo af, at jeg var bange for at sige ja, fordi hvad nu hvis det vendte tilbage med mobning?”

Kasper

Foto: Jakob Kremmer

Vi bærer livet med os

Et skift fra et utrygt til et tryggere fællesskab kan virke afhjælpende på ensomhedsfølelsen og kan for nogen være det, der skal til, for at bryde den. Men sådan er det ikke nødvendigvis for alle.

I artiklen har vi indtil nu præsenteret en lang række faktorer, som kan påvirke unge og deres trivsel – herunder ensomhed. Negative oplevelser med eksempelvis forventningspres, gruppedynamikker og svære skift i livet er noget, vi bærer med os, og som har indflydelse på den måde, vi møder fremtidige oplevelser.

Kasper fortæller i Ventilens antologi følgende om årene efter han var blevet mobbet i sin klasse: ”Jeg sagde f.eks. nej, hvis de spurgte, om jeg ville spille fodbold i frikvarteret eller sådan et eller andet. Det kom sig jo af, at jeg var bange for at sige ja, fordi hvad nu hvis det vendte tilbage med mobning?”

Kasper forsøger at passe på sig selv, men i den proces ender han med at isolere sig selv yderligere. Det er en helt naturlig forsvarsmekanisme, og den kan gøre, at en ung ikke får taget skridtene ind i nye fællesskaber.

Vi ser også til tider unge i Ventilens mødesteder, som har fået det bedre og stopper med at komme, men som starter igen på et senere tidspunkt. Måske er det gået godt i en periode, men så har der været endnu et skifte, endnu en nederlagsfølelse eller et præstationspres som gør, at man er gået de famøse to skridt tilbage.

Præstationsfrie rum

Anders Petersen, forfatter til bogen ”Præstationskultur” taler om præstationsfrie rum, som er steder, hvor man som ung kan få en pause fra dette. Han nævner eksempelvis efterskoler, højskoler, Roskilde Festival og lignende ’lommer’, hvor det bare handler om at gøre noget sammen.

Et fjerde eksempel kunne være Ventilen, hvor man møder ligesindede unge og mødes om aktiviteter. De frivillige, som planlægger aktiviteterne, tager højde for, at der ikke skal være konkurrenceelementer. Fra vores evaluering kan vi se, at 60 % af de unge, der har svaret på spørgeskemaet, kommer næsten hver gang, og 63 % er kommet i over et halvt år. Det siger måske noget om behovet for at have sådanne præstationsfrie rum i sin hverdag, hvis man for alvor skal ensomheden til livs.

For Marie blev mødet med Ventilen et af flere vendepunkter: ”I foråret 2010 begyndte jeg i Ventilens mødested og begyndte at få flere venner fra byen og omegnen. Det var først der, at jeg kunne se, at jeg har været mere ensom, end jeg nok lige har været klar over.”

Kræver en flersiddet indsats

Fordi ensomhed er en kompleks størrelse, der påvirkes af forskellige elementer, så kræver det også indsatser flere steder fra, hvis man skal komme følelsen endeligt til livs. Det gælder både, hvis vi ser på ensomhed som en smertelig følelse for individet, og hvis vi ser på det som et samfundsproblem.

For individet kræver en indsats både fra en selv og fra fællesskabet. For at komme ensomheden til livs, er du nødt til at sætte dig selv i spil socialt. Og det kan være vanskeligt. Eksempelvis fordi, du tidligere har oplevet at blive afvist og ekskluderet, eller fordi du simpelthen aldrig har lært, hvordan man gør.

På den anden side skal der også være et fællesskab, som er klar til at tage imod dig. Et trygt fællesskab er kendetegnet ved, at der er højt til loftet, og der er plads til at begå fejl – også socialt. Det er den type af fællesskab, vi søger at skabe i de lokale tilbud. Og det er den type fællesskab, som vi underviser unge og fagfolk i gennem Ventilen Fortæller.

Tålmodighed er en dyd

For nogen kræver det et kærligt puf eller en udstrakt hånd, før man tør at tage det første skridt ind på den sociale arena, som, erfaringen siger, er farlig. De unge, vi møder gennem Ventilen, fortæller ofte, at det er deres forældre, venner eller bekendte, som har hevet fat i dem og hjulpet til det første skridt ud af den onde cirkel.

Man selvom du som ung tager skridtet, så er det netop kun ét skridt på en lang, krøllet rejse, og den rejse kræver, at du er tålmodig med dig selv. Husk at passe på dig selv, når vejen føles stejl.

Selvom det til tider kan virke sådan, er du ikke alene og rejsen bliver lettere, hvis du deler din byrde med andre, så I kan hjælpe hinanden fremad.