Spørg ind til dine elevers trivsel
Flere elever føler sig pressede og oplever mistrivsel som bl.a. ensomhed i lyset af COVID-19, men det kan være svært for dig som lærer at fornemme og spørge ind til dine elever i en travl hverdag.
Vi har samlet nogle idéer til dig, der gerne vil skabe rum for den mere uformelle snak, hvor du kan spørge ind.
1. Brug 15 minutter på at tjekke ind én gang om ugen
Det kan være en god idé systematisk at tjekke ind med holdet eller klassen. Det kan være en runde, hvor alle siger, hvad der fylder for dem, eller en løs snak i mindre grupper.
2. Tag kontakt til elever, du er bekymret for
Hvis en elev har ændret adfærd, og du bliver bekymret, så tag fat i dem og spørg, hvordan det går. Vi har tidligere udgivet en artikel om, hvordan du tager den indledende snak med en elev, der mistrives.
3. Sæt tid af til at vende, når der er sket noget væsentligt
Vaccine-skepsis, X-Factor finale, magtoverdragelse i USA – you name it. Snak med dine elever eller studerende om det, der rører sig, så I får den mere uformelle snak med ind i undervisningen, som er den, der understøtter en tryg relation.
Mistrivsel påvirker fagligheden
Mistrivsel, psykisk pres og ensomhed blandt unge er fordoblet under corona. Samtidig er risikoen for at overse tegn på mistrivsel vokset i en hverdag, hvor vi kun har været fysisk sammen i begrænset omfang. Vi risikerer, at trivsel bliver nedprioriteret, mens vi alle forståeligt nok bruger vores energi på at vende tilbage i klasselokalerne.
Mistrivsel som eksempelvis stress, angst og ensomhed nedbryder selvværdet. Problemerne kan føre til selvisolation og påvirke elevers og studerendes faglige formåen. Det er ganske enkelt sværere at lære, hvis hjernen er på overarbejde, fordi man ikke har det godt. Risikoen for frafald bliver også større, når man ikke trives.
Den uformelle snak som dåseåbner
Det kan virke fjollet at smalltalke om nyheder og populærkultur, men det er en måde at skabe et rum for samtaler, der går ud over det rent faglige. Du giver dine elever et billede af dig som en, man kan tale med.
Det giver også dig muligheden for at observere dine elever og lægge mærke til, hvis nogen har ændret adfærd. Er du bekymret for en elev, er det altid lettere at tage kontakt til hende på baggrund af noget, du har observeret.
