”Det giver mig en vidunderlig følelse af mening”

Sådan siger en af de nye frivillige i KOMsammen Silkeborg om det at værre frivillig i Ventilens nye tilbud i Silkeborg.

Vi vil gerne hjælpe ensomme unge i Silkeborg, ved at åbne et KOMsammen-tilbud. Første skridt på vejen er at finde en gruppe unge frivillige, der har lyst til at gøre en forskel for andre. Lykke er én af de 5 frivillige, der allerede har meldt sig på banen. Jeg har meldt mig som frivillig, fordi det giver mig en vidunderlig følelse af mening at kunne hjælpe andre med stort og småt” fortæller hun. Sammen med resten af frivilliggruppen er de på jagt efter flere unge, der har lyst til at være med til at slå dørene op for KOMsammen Silkeborg. Noget vi håber kan ske i løbet af det tidlige forår i 2019.

Som frivillig i Ventilen skal man være mellem 18 og 30 år, have overskud og kunne bruge ca. 20-25 timer om måneden på det frivillige arbejde. Hvis du så også ved noget om sund mad, holder af at bevæge dig, eller er særligt god til at få andre til at føle sig trygge, er det et ekstra plus. Frivilliggruppen driver den lokale forening. Det indebærer at du skal være med til at være sammen med de unge, planlægge aktiviteter,  holde frivilligmøder, lave pr- og kommunikationsarbejde, holde styr på økonomien og til at løfte en masse andre spændende opgaver. Vi garanterer et sjovt og udfordrende frivilligmiljø hvad enten du er helt ny som frivillig eller mere rutineret. Hvis du også har lyst til at være med på holdet i Silkeborg, eller bare vil vide mere, så send en mail til komsammen_silkeborg@ventilen.dk

KOMsammen står for ’Kost og Motion Sammen’ og udover at have til formål at hjælpe unge ud af ensomhed, har KOMsammen tilbuddene fokus på bevægelsesaktiviteter og en sundere livsstil. Det er et tilbud til unge mellem 15 og 30 år, der kender til følelsen af ensomhed og har lyst til at møde andre, der har det på samme måde. KOMsammen er en mulighed for at være en del af et trygt fællesskab, hvor de frivillige sikrer gode og hyggelige rammer.