Kom med på Ventilens sommertur 2022

Sammen slipper vi kreativiteten løs!

Ventilens sommertur er lige om hjørnet.

Den 21. – 24. juli 2022 afholdes den årlige sommertur i Middelfart i hytten Middelgrunden. Det er 4 dage med sjove og spændende aktiviteter, som en gruppe frivillige har planlagt. Her er der tid til hygge, gode snakke og samvær med nogle andre unge end dem, I ser normalt.

Du kan deltage, hvis du kommer i et af vores lokale tilbud. Hvis du endnu ikke har været forbi et af vores tilbud, kan du finde det nærmeste her.

Prisen for sommerturen er 250 kr. For medlemmer af Ventilen kan man få sin rejse refunderet ud over 150 kr. dog kun hvis det er den billigste rejse dertil/hjem. Du kan tilmelde dig i dit lokale Ventil-tilbud – hør de frivillige ad!

Tidspunkt og program kommer, når vi når tættere på, og der vil også være mulighed for at følges med frivillige, hvis man ikke selv kan finde derhen.

Adressen finder du her: Middelgrundvej 14, 5500 Middelfart.


Bekymrende høje tal - alt for mange unge føler sig ensomme!

Bekymrende høje tal - alt for mange unge føler sig ensomme!

Hver fjerde unge kvinde og næsten hver femte unge mand har tegn på ensomhed. Det viser Den Nationale Sundhedsprofil 2021, der blev udgivet den 9. marts. Det er alt for mange!

Den Nationale Sundhedsprofil 2021 belyser, hvordan det står til med danskernes helbred – både fysisk og psykisk. Ifølge undersøgelsen er mistrivsel blandt unge steget markant gennem de sidste fire år, og de unge scorer lavt på skalaen over mental sundhed. Antallet af personer, der føler sig ensomme, fremstår skræmmende høje. Den største andel med tegn på ensomhed ses hos unge i aldersgruppen 16-24 år, hvor 18,3% af mænd og 26,3% af kvinder har tegn på ensomhed. Disse tal er alarmerende og kræver handling.

En stigning blandt unge, der er uønsket alene

Ensomhed er en subjektiv følelse, der kan opstå, når et menneske ikke får opfyldt sit sociale behov. Blandt unge i aldersgruppen 16-24 år er 14,4 % mænd og 16,7% kvinder ofte uønsket alene – når man føler sig alene, selvom man ønsker at være sammen med andre. Disse tal udgør en bekymrende stigning på 5,9% blandt mænd og 6,4% blandt kvinder fra 2017 til 2021. 

Langvarig ensomhed kan have alvorlige konsekvenser og føre til selvskade, angst, depression og selvmordstanker. I Danmark kan ensomhed årligt relateres til godt 2.200 ekstra dødsfald, og ifølge Sundhedsprofilen vil det sige, at personer, der er ensomme, i gennemsnit lever seks måneder kortere end personer, der ikke er ensomme. I Ventilen gør vi hver dag alt, hvad vi kan for, at færre unge føler sig ensomme. Men som samfund er vi også nødt til at løfte i flok og skabe bedre rammer for meningsfulde fællesskaber for unge!

Føler du dig ensom – eller har du en i dit netværk, der viser tegn på ensomhed? I Ventilen har vi forskellige tilbud i hele landet, hvor unge, der føler sig ensomme, kan finde præstationsfrie rum og bygge stærke fællesskaber med andre unge gennem hyggelige aktiviteter arrangeret af frivillige. Find det tilbud, der passer dig her. 

Læs Sundhedsprofilen her.


TrygFonden synliggør hjælpen til ensomme unge

TrygFonden synliggør hjælpen til ensomme unge

De unge, der kommer i et af Ventilens tilbud, oplever, at det hjælper dem – at de bliver mindre ensomme. Men der er mange unge, der oplever ensomhed, som ikke ved, at der er hjælp at hente. Det er en vigtig, men svær opgave for Ventilen at sørge for at være synlige over for målgruppen. En opgave, der nu bliver markant lettere, fordi TrygFonden støtter arbejdet med 766.000 kroner.

I hele landet sikrer vores frivillige, at unge, der mærker ensomhed, kan finde trygge og inkluderende fællesskaber i vores 24 lokale tilbud. Men først skal de unge jo finde hen til tilbuddet – og den opgave med at synliggøre vores tilbud lokalt, opsøge fagfolk i kommunerne, være synlige i lokalpressen og på sociale medie-kanaler kan være tung at løfte for vores frivillige – især efter næsten to år, hvor kræfterne er brugt på omlægninger, nedlukninger og foranderlighed.

”Mens coronaen har hærget har vores frivillige – med rette – fokuseret på at fortsat tilbyde meningsgivende aktiviteter og fællesskaber for de unge, der benytter vores tilbud i en meget omskiftelig hverdag. Samtidig med at deres egne liv også har været vendt på hovedet. Derfor har der ikke været det sædvanlige overskud og tid til at række ud og fortælle, at tilbuddet findes, så også nye unge kan finde vej,” fortæller Rillo Rud, direktør i Ventilen Danmark.

Med TrygFondens støtte i ryggen har vi nu mulighed for at genstarte synlighedsarbejdet – og fra landsorganisationens side give de lokale en masse hjælp, støtte og materialer. Her skal vi skabe kontakt til andre lokale aktører, udarbejde nyt infomateriale og udføre en større online kampagneindsats, der alt sammen skal sikre, at flere unge i hele landet kender til Ventilen.

Så unge, der kæmper med ensomhed – eller kommer til at opleve det en dag – ved, at Ventilen findes – og at de altid er velkomne hos os, hvis ensomhedsfølelsen sætter sig fast.

”Det er altid vigtigt at være synlige. Og med støtten fra TrygFonden kan vi give den en skalle på et virkelig vigtigt tidspunkt. Vores frivillige har brug for støtten til at genstarte deres synlighedsarbejde. Og vi ved at pandemien, desværre, har gjort vores tilbud relevante for endnu flere end tidligere. Vi ved endnu ikke, hvordan ensomheden sætter sig fast, når vi en dag slipper af med corona og nedlukninger, men i Ventilen står vi i hvert fald klar til at byde velkommen – og den info får vi nu mulighed for at brede endnu mere ud,” slutter Rillo Rud.


Ventilen indgår samarbejde med Bakken

Ventilen indgår samarbejde med Bakken

Vi går sammen med Bakken i et nyt partnerskab, der skal sætte fokus på ensomhed. Foruden Ventilen er Børns Vilkår, Smukfonden og en række af Bakkens kommercielle samarbejdspartnere også en del af det nye samarbejde.

Samarbejdet vil udforme sig via forskellige aktiviteter og tiltag, der løbende vil dukke op på Bakken i løbet af 2022.

Om det nye samarbejde fortæller adm. direktør for Bakken, Ole Andersen:

”Det har ligget os meget på hjertet at netop dette projekt, var det der skulle forankres som en strategi og med organisationer og partnere, der virkelig tager fat om problemet. Det er også et naturligt valg, for Bakken er alt andet end ensomhed. Nogle af vores kodeord er fællesskab, frihed og socialt sammenhold. Ensomhed er et kæmpe problem i vores samfund, og specielt børn og unge har på den konto ondt i sjælen. Bakken som helhed vil kæmpe for at hjælpe, udbrede kendskab og levere positive oplevelser for de unge. Husk at Bakken ikke bare er én enhed, det er et fællesskab på over 70 forretninger – så vi er stolte af, at alle er med”.

Der har været en forankring af projektet hele efteråret, hvor den samlede kraft på dette projekt virkelig kan gøre en forskel for organisationer som vores i Ventilen. Netop tidspunktet for offentliggørelsen har den rette timing, men også en alvorlig baggrund:

”Vi er enormt glade for Bakkens initiativ – og for at vi får lov til at være med. Ungdomsensomhed er et kæmpe problem – og når en aktør som Bakken vælger at sætte fokus på det og gøre en indsats for at komme det til livs, betyder det rigtig meget. Mange unge føler sig ensomme hele året, det gjorde de også før corona-restriktionerne ramte. Men særligt denne årstid kan slå hårdt. Når alle andre render til J-dag, julefrokoster og nytårsfester, er det særligt svært at være den, der ikke bliver inviteret – eller som ikke tør komme, fordi man ikke føler sig som en del af fællesskabet. Med Bakken og de andre samarbejdspartneres hjælp kan vi forhåbentlig sikre at færre unge sidder med den følelse næste år,” fortæller vores direktør, Rillo Rud Snerup. 

Nogle af Bakkens store partnere som Tuborg, Royal og Hummel er også med i projektet på de forskellige aktiviteter og tiltag, og Bakken forventer, at flere partnere hopper på projektet:

”I opbygningsfasen har vi allerede fra store virksomheder oplevet en markant interesse, og det er vi glade for. Men det viser også alvoren i at gøre noget ved dette problem. For at sikre der konkret også går midler til organisationerne, samtidig med der laves events og aktiviteter på Bakken, har vi etableret Bakkens Ensomhedspulje, der sikrer midler til diverse projekter fra Bakkens grundlæggende omsætning. Som en af de største forlystelsesparker i Danmark, har vi også en stor platform og talerør overfor vores gæster, som kan oplyses og informeres,” siger kommerciel chef for Bakken, Ulrik Nissen. 

Du kan læse mere om vores nye partnerskab på Bakkens hjemmeside lige her.


1600 kilometer, 56 etaper og 135.000 kroner til Ventilen: March Mod Ensomhed 2022 bliver endnu større!

1600 kilometer, 56 etaper og 135.000 kroner til Ventilen: March Mod Ensomhed 2022 bliver endnu større!

Den 16. august 2021 begyndte Patrick at gå – og dermed var dette års March Mod Ensomhed skudt i gang. 1600 kilometer senere var han i mål med trætte fødder, en stor pose penge (til os i Ventilen) og viljen til, at næste års march skal være endnu større. 

March Mod Ensomhed har i år samlet ind til os Ventilen – og det er blevet til intet mindre end 135.000 kroner! Manden bag marchen, Patrick Cakirli, er overvældet over den store opbakning til årets march: 

“Jeg havde håbet på 50.000, så det er langt over forventning, at jeg har samlet så mange penge ind. Undervejs har virkelig mange også spurgt ind til Ventilen, og så har jeg kunnet fortælle en masse om tilbuddet. Jeg har været meget glad for at sprede kendskabet på den måde.” 

Reglerne for marchen er simple: Patrick går kun, hvis han har følgeskab – ellers står han stille. Det har han heldigvis haft langt det meste af tiden på dette års march!

Og Patrick har mødt rigtig mange forskellige mennesker – både de helt almindelige danskere, men også medier, borgmestre, og en enkelt minister. Patrick mener, at han har gået med omkring 5000 forskellige – og har været i kontakt med 5000 mere til de mange fællesspisninger og arrangementer, der har sat fokus på vigtigheden af fællesskab.

“Jeg har lært en masse af at møde så mange forskellige mennesker. Og for hver march bliver jeg mere og mere vant til opmærksomheden. Jeg er egentlig ikke så glad for store forsamlinger, men det hjælper mig at tænke på, at det er for en større sag,” fortæller Patrick og fortsætter:

“Det har været en rigtig god tur! Selvfølgelig hård, men rigtig god! Og jeg er allerede ved at planlægge næste års tur, der bliver længere. Her skal jeg gå 2000 kilometer på 10 uger. Reglerne er de samme, så jeg får brug for følgeskab!”

Vil du gå med Patrick og March Mod Ensomhed til næste år – i kampen mod ensomhed? Du kan læse meget mere om næste års march lige her.


Ny formand for Ventilen Danmark

Ny formand for Ventilen Danmark

På årsmødet i september blev der valgt ny bestyrelse for Ventilen Danmark. Og ny formand. For efter otte år i spidsen for organisationen takkede Maria Bergmann Nielsen af, og gav sammen med et enigt årsmøde stafetten videre til Michala Nielsen.

I sin beretning kredsede Maria om sine mange år som frivillig i organisationen, om at Ventilen med sit 20 års jubilæum nu er blevet voksen. Og om at de seneste år har været hårde ved økonomien og for en bestyrelse og formand, der måtte erkende at kompetencerne ikke altid slog til trods en enorm indsats.

Det betyder, at Ventilens økonomi i dag er meget sårbar. Og hvor jeg på den ene side er flov over, at økonomien lider grundet det, der er sket i min tid som formand, så står jeg også her i dag med rank ryg og ved inderst inde, at jeg har gjort hvad jeg kunne med de forudsætninger jeg har haft til rådighed. Min bestyrelse – jeres bestyrelse – har kæmpet med næb og kløer for at rette op på skaderne og jeg mener – på trods af bølgegang – at vi er nået rigtig langt i dette år. Nu er det så op til den kommende bestyrelse at fortsætte arbejdet.”

Og det lovede den kommende bestyrelse med Michala i spidsen at gøre. Ligesom den nyvalgte lokalkomité lovede at overtage opgaven med at sætte de rammer, der sikrer, at vi hjælper flest unge bedst muligt i alle vores lokale tilbud.

Pas på hinanden

Men Ventilen er ikke kun bestyrelsens ansvar. Det er alle medlemmer og alle frivilliges ansvar. Derfor sluttede Maria sin sidste beretning af med en bøn:

”Pas godt på Ventilen og hinanden, pas godt på de unge og vores medarbejdere. Ventilen er Danmarks vigtigste stemme i ensomhedsdebatten, det skal vi være med større og stærkere kraft i fremtiden. Og det arbejde kan kun lykkes, hvis vi fortsat står sammen og løfter i flok.”

Du kan se den nye bestyrelse og den nye lokalkomité på denne side – og du kan læse hele Marias beretning og referatet fra årsmødet her.

Tidligere formand Maria Bergmann Nielsen

Frivillighed i Ventilen

En weekend i fællesskabets ånd

En weekend i fællesskabets ånd 

I weekenden afholdte Ventilen den årlige Kompetence Konference for frivillige over hele landet. Det var en gruppe af Ventilens egne frivillige der stod for at planlægge og afvikle hele konference, hvilket var en stor succes.

I år var temaet ’Vejen ind i fællesskabet’ og der blev diskuteret fællesskaber under både oplæg og workshops dagen lang. Mikkel Vinther fra Krogerup Højskole var til stede på dagen for at gøre de frivillige klogere på de digitale fællesskaber og de sociale normskred, der eksisterer på nettet. Mikkel stillede spørgsmålstegn ved, hvordan vi kommer den dårlige adfærd på nettet til livs. Hertil svarede de frivillige, at det er vigtigt, at vi snakker om det. De digitale fællesskaber kan hurtigt gå hen og blive ansigtsløse, og derfor skal vi tage de digitale fællesskaber med ind i den virkelige verden. De fællesskaber der eksisterer online er ikke i sig selv dårlige, men vi skal huske på at tage ansvar for og forstå de handlinger, som vores adfærd på nettet har.

Udover besøget fra Mikkel var Inge Andersen fra TUBA forbi for at gøre os klogere på fællesskaber og grupper og satte gang i en diskussion om hvorvidt der også findes dårlige fællesskaber. Derudover var vi også så heldige at Menneskebiblioteket lagde vejen forbi og afviklede en meget rørende og inspirerende workshop om det at være minoritet på forskellige måder.

Tak til Tuborgfondet som har støttet konferencen og har gjort det muligt for os at blive meget klogere på fællesskaber – både de gode og de mindre gode af slagsen.

Frivillighed i Ventilen

KOMsammen Randers åbner dørene op igen

Mandag den 5. november er der igen åbent i KOMsammen Randers – og de frivillige glæder sig! Jakob, Kenneth, Maja og Elisabeth står klar til at tage imod unge, der har lyst til at lægge vejen forbi KOMsammen Randers denne mandag. Aftenen byder på lidt bevægelses- og navnelege og så skal der drikkes varm kakao og spises kage til – selvfølgelig en sundere en af slagsen. Jakob, der er formand i KOMsammen Randers, fortæller at de frivillige er meget spændte og glæder sig til at se en masse unge fremover.

KOMsammen Randers er for dig, der godt kunne tænke dig at leve lidt sundere, og gerne vil gøre det sammen med andre. Alle vores aktiviteter handler om at røre sig eller at lave sund og lækker mad. I KOMsammen Randers er der plads til alle unge, hvad end du allerede kan løbe en halvmaraton eller højst løber efter bussen.

De unge, der kommer, kender alle til følelsen af ensomhed, og alle har lyst til at spise sundt og få sved på panden sammen med jævnaldrende. De frivillige sørger for, at alle er en del af fællesskabet, og planlægger sammen, hvad der skal på programmet af aktiviteter. 

Du kan løbende følge med i, hvilke aktiviteter der bliver planlagt ved at holde øje med siden her: https://ventilen.dk/komsammen-randers/