Der skal så lidt til for at gøre en forskel for andre

I snart 10 år har Lars Bak været frivillig i Ventilen. Først i Frederikshavn, så Aalborg og nu som national frivillig. Han nyder at gøre en forskel for andre.

Lars er 35 år og bor i Aalborg med sin kone og tre katte. Hans rejse med Ventilen begyndte i Frederikshavn, hvor han er vokset op. 

“Jeg fik en overbo, som var frivillig i Ventilen. Jeg tænkte: ‘Nå nå, er det noget VVS-noget?’” 

Ved flere lejligheder mødte Lars sin overbo, som blev ved med at snakke om “det der Ventilen”. 

“Jeg havde aldrig hørt om det før og havde aldrig tænkt, at ensomhed var så stort et problem.” 

Dengang var han skribent på et blad i Frederikshavn, som ikke havde nogen historier om Ventilen.

“Jeg tænkte, at det var da fandme en for god historie til, at der ikke var blevet skrevet noget om det. Det skulle jeg skrive om.” 

“Tag mig”

Ventilen Frederikshavn holdt Åbent Hus, og Lars så det som en mulighed for at se mødestedet. Det viste sig, at han var den eneste, der mødte op den dag. Men det så han som en positiv ting.

“Så havde jeg de frivillige for mig selv og kunne spørge dem om alt.”

Efter Lars havde skrevet artiklen om Ventilen færdig, kunne han mærke, at der var noget uforløst. 

“Enten skal jeg skrive mere om Ventilen, eller også skal jeg selv blive frivillig. Jeg var 26 år, og man kan være lokal frivillig, indtil man er 30. Var 4 år nok tid for mig? Ja, gu’ var det så.” 

Lars begyndte som frivillig i Ventilen Frederikshavn. Efter 2 måneder stoppede den daværende formand. En ny skulle vælges, men der var tøven i frivilliggruppen.

“Så jeg rakte bare hånden op og sagde: ‘Tag mig, hvis I kan bruge mig.’” 

De næste 2,5 år var Lars formand, indtil han flyttede til Aalborg. Selvom postnummeret blev udskiftet, var han ikke klar til at give slip på Ventilen. Så han startede selvfølgelig som frivillig i Ventilen Aalborg.

Det er de små ting

Lars har haft mange gode stunder i Ventilen. En oplevelse, som gør Lars glad at tænke tilbage på, var dengang en af de unge havde formået at starte et bål til et grill-arrangement. Lars løftede sin hånd for at give ham en high five for sit gode arbejde, men den unge sagde tøvende: “Må jeg?”

“Jeg tror aldrig, han havde fået en high five før.”

De gjorde det flere gange den dag. Så blev det en ting, at de high fivede hinanden. 

“Jeg tænkte, at det var så lidt, der skulle til fra os frivillige, for at andre kan få det så meget bedre. Selvfølgelig er det en udvikling over længere tid, men anerkendelse kan virkelig gøre en forskel. “

Flere gange er Lars blevet bekræftet i, at det er de små ting, der kan gøre en forskel. En anden gang var de unge og frivillige på en gåtur. En ung pige fortalte Lars, at hendes forældre skulle skilles. 

“Jeg havde selv oplevet det samme som hende. Så jeg forstod hende godt, og det fortalte jeg hende.”

Der var stille et stykke tid efter. Men så åbnede pigen sig op og fortalte åbent om alle sine tanker og bekymringer. 

“Bare det at være tilstede og bidrage minimalt. Det kunne gøre så stor en forskel for hende. Det synes jeg er helt vildt. Det er en fed følelse at kunne være med til at skabe et rum, hvor andre kan føle sig trygge.”

I 2019 skete der en organisationsændring i Ventilen, hvor Lokalkomitéen blev oprettet. Den skulle støtte, udvikle og sikre kvaliteten af arbejdet i Ventilens tilbud. For Lars lød det spændende, at der skete noget nyt i Ventilen. Der kunne han også gøre en forskel. Så Lars stillede op til Lokalkomitéen og blev formand. Det har han været de sidste 2 år. 

“Det virkede som et kald for mig. Jeg havde 8 års frivilligerfaring, som jeg kunne tage med og på den måde være et talerør for de frivillige og unge i Ventilens tilbud.”