Gå med i march mod ensomhed

Gå med i march mod ensomhed

Mandag d. 16. august blev årets March mod ensomhed skudt i gang – ruten på 1600 km. går fra Rønne til Esbjerg – og undervejs runder både nordsjælland, sydfyn og nordjylland. Og den slutter først d. 10. oktober.

Marchen er lavet af Patrick Cakirli – og formålet er at sætte fokus på ensomhed – og give folk mod til at gøre noget ved problemet. Patrick har vandret før – men i år ruten længere end nogensinde og der er for første gang tilknyttet en indsamling, så folk kan støtte med penge. I Ventilen er vi så heldige Patrick har valgt at pengene skal gå til os. 

Patrick har – som mange andre unge – mærket ensomheden på egen krop. Men har heldigvis også mærket stor opbakning både på sin egen vej ud af ensomheden og til sin kæmpe indsats for at skabe synlighed om problemet og om alle vi, der forsøger at gøre noget ved det.

Vi synes det er et forrygende initiativ – og tropper op og går med på så meget af turen, som vi kan. Vi håber at du vil gøre det samme – for konceptet er at Patrick kun går, når han har følgeskab. Hver aften er der fællesspisning, foredrag eller et andet arrangement i de byer der er endestation – og her er der også mulighed for at være med og bakke op. 

 

Så:

  • Klik ind her og følg marchen: https://www.facebook.com/marchmodensomhed
  • Find et stykke af ruten du kan gå med på og/eller et aftenarrangement, du kan være med til.
  • Like og del og hjælp med at sætte fokus på marchen og ikke mindst ensomhed.


Der skal så lidt til for at gøre en forskel for andre

Der skal så lidt til for at gøre en forskel for andre

I snart 10 år har Lars Bak været frivillig i Ventilen. Først i Frederikshavn, så Aalborg og nu som national frivillig. Han nyder at gøre en forskel for andre.

Lars er 35 år og bor i Aalborg med sin kone og tre katte. Hans rejse med Ventilen begyndte i Frederikshavn, hvor han er vokset op. 

“Jeg fik en overbo, som var frivillig i Ventilen. Jeg tænkte: ‘Nå nå, er det noget VVS-noget?’” 

Ved flere lejligheder mødte Lars sin overbo, som blev ved med at snakke om “det der Ventilen”. 

“Jeg havde aldrig hørt om det før og havde aldrig tænkt, at ensomhed var så stort et problem.” 

Dengang var han skribent på et blad i Frederikshavn, som ikke havde nogen historier om Ventilen.

“Jeg tænkte, at det var da fandme en for god historie til, at der ikke var blevet skrevet noget om det. Det skulle jeg skrive om.” 

“Tag mig”

Ventilen Frederikshavn holdt Åbent Hus, og Lars så det som en mulighed for at se mødestedet. Det viste sig, at han var den eneste, der mødte op den dag. Men det så han som en positiv ting.

“Så havde jeg de frivillige for mig selv og kunne spørge dem om alt.”

Efter Lars havde skrevet artiklen om Ventilen færdig, kunne han mærke, at der var noget uforløst. 

“Enten skal jeg skrive mere om Ventilen, eller også skal jeg selv blive frivillig. Jeg var 26 år, og man kan være lokal frivillig, indtil man er 30. Var 4 år nok tid for mig? Ja, gu’ var det så.” 

Lars begyndte som frivillig i Ventilen Frederikshavn. Efter 2 måneder stoppede den daværende formand. En ny skulle vælges, men der var tøven i frivilliggruppen.

“Så jeg rakte bare hånden op og sagde: ‘Tag mig, hvis I kan bruge mig.’” 

De næste 2,5 år var Lars formand, indtil han flyttede til Aalborg. Selvom postnummeret blev udskiftet, var han ikke klar til at give slip på Ventilen. Så han startede selvfølgelig som frivillig i Ventilen Aalborg.

Det er de små ting

Lars har haft mange gode stunder i Ventilen. En oplevelse, som gør Lars glad at tænke tilbage på, var dengang en af de unge havde formået at starte et bål til et grill-arrangement. Lars løftede sin hånd for at give ham en high five for sit gode arbejde, men den unge sagde tøvende: “Må jeg?”

“Jeg tror aldrig, han havde fået en high five før.”

De gjorde det flere gange den dag. Så blev det en ting, at de high fivede hinanden. 

“Jeg tænkte, at det var så lidt, der skulle til fra os frivillige, for at andre kan få det så meget bedre. Selvfølgelig er det en udvikling over længere tid, men anerkendelse kan virkelig gøre en forskel. “

Flere gange er Lars blevet bekræftet i, at det er de små ting, der kan gøre en forskel. En anden gang var de unge og frivillige på en gåtur. En ung pige fortalte Lars, at hendes forældre skulle skilles. 

“Jeg havde selv oplevet det samme som hende. Så jeg forstod hende godt, og det fortalte jeg hende.”

Der var stille et stykke tid efter. Men så åbnede pigen sig op og fortalte åbent om alle sine tanker og bekymringer. 

“Bare det at være tilstede og bidrage minimalt. Det kunne gøre så stor en forskel for hende. Det synes jeg er helt vildt. Det er en fed følelse at kunne være med til at skabe et rum, hvor andre kan føle sig trygge.”

I 2019 skete der en organisationsændring i Ventilen, hvor Lokalkomitéen blev oprettet. Den skulle støtte, udvikle og sikre kvaliteten af arbejdet i Ventilens tilbud. For Lars lød det spændende, at der skete noget nyt i Ventilen. Der kunne han også gøre en forskel. Så Lars stillede op til Lokalkomitéen og blev formand. Det har han været de sidste 2 år. 

“Det virkede som et kald for mig. Jeg havde 8 års frivilligerfaring, som jeg kunne tage med og på den måde være et talerør for de frivillige og unge i Ventilens tilbud.”


Tag ansvar for gruppearbejdet

Tag ansvar for gruppearbejdet

For en del unge er der en vis nervøsitet forbundet med gruppearbejde. Og er man genert eller typen, der gemmer sig, så ender man måske uden for fællesskabet alene. Derfor er det vigtigt, at læreren tager ansvar for gruppearbejdet. 

Den uformelle sparring og drøftelse blandt eleverne er noget af det, der hurtigt forsvinder, når undervisningen rykker online. Især førsteårselever, som kun har haft meget kort tid sammen i klasserne kan være udfordrede her.

Heldigvis er der rigtig mange gode løsninger og muligheder for at arbejde i grupper online. Det kan dog kræve lidt tilvænning, og vi giver dig her nogle konkrete idéer til, hvordan du kommer i gang med at skabe gode rammer for gruppearbejdet. 

Det skaber tryghed, når du tager ansvar

Gruppedannelse er altid en svær størrelse. Der er altid en spændthed og sårbarhed, særligt hvis man skal lave grupper med nogen, man ikke kender så godt. Unge, der føler sig socialt usikre, har en tendens til at ‘gemme sig’, og det er endnu lettere bag skærmen. Derfor er det ekstra vigtigt, at du tager ansvar for at danne grupper og fjerne barrierer. 

Når du tager styringen, kan du sikre, at alle kommer i en gruppe. Du kan eksempelvis lave grupperne på forhånd, eller du kan opdele eleverne, når I sidder i undervisningen enten ud fra et tilfældighedsprincip eller lad emnet bestemme. 

At du tager ansvar for gruppedannelser, er en måde at tage ansvar for fællesskabet på, og det skaber en tryghed. Især for svagere elever, som måske har negative erfaringer med, men også for socialt stærke elever kan det lette et pres. Samtidig sender det et signal om, at det skal tages alvorligt, og det kan i sig selv have en effekt. Ved at signalere til eleverne at det er vigtigt at tage ansvar for fællesskabet, kan du måske inspirere nogle af de socialt stærke elever til selv at tage ansvar.

Følg op på grupperne

Spørg eleverne, om de rent faktisk har brugt grupperne, og hvordan det har fungeret. Hvis de ikke har, så vær nysgerrig på hvorfor, og hvordan I sammen kan få det til at fungere bedre fremover.

Bekæmp ensomhed og styrk trivsel med Netwerk

Ventilens trivselsprogram Netwerk giver ungdomsuddannelser et samlet program for at bekæmpe ensomhed og styrke trivsel. Det gavner både fagligt og socialt, og det skaber tryghed for både lærere og elever. 

Denne artikels råd baserer sig på principperne bag makkerskaber og gruppedannelse, som er noget af det, eleverne fremhæver som et særligt godt element i Netwerk.

Læs mere om Netwerk, og om hvordan din skole kommer med på www.projektnetwerk.dk


Kend til eksterne tilbud

Kend til eksterne tilbud 

Som underviser er du ofte den, der spotter en elev, som mistrives. Du skal ikke løse elevens problemer, men du kan gøre en stor forskel ved at henvise til andre, der kan hjælpe.

Det giver god mening, at man har det svært som ung i den nuværende situation. Et år med nedlukninger har skabt en afstand og usikkerhed på sin plads i fællesskabet. Man er ikke forkert og det er ikke ens egen skyld, hvis man i den nuværende situation oplever dårligere trivsel som ung. Men det er vigtigt, at man får hjælp, hvis det er nødvendigt, og at man ikke går alene med det.  

Hvis en elev eller studerende henvender sig med problemer, så kan den bedste støtte være at lytte og henvise til andre, der kan hjælpe. 

Hvis du får en god snak med en elev eller studerende om noget, der er svært, så fortæl dem, hvor de kan få ekstra hjælp. 

Gode steder at henvende sig: 

Det kan være værd at bruge lidt tid i en lektion på at fortælle, hvad der er af muligheder, hvis man har det svært. Ved at italesætte udfordringer og fortælle, hvor eleverne kan gå hen, er du med til at aftabuisere problemer og fjerner måske en barriere for at søge hjælp. 

 

Kendskab til mulighederne skaber tryghed hos underviseren 

Det kan føles utrygt at spørge ind til elev, hvis man ikke ved, hvordan man griber den unges svar. Det giver en ro at vide, hvor du kan henvise den unge hen, hvis der er et behov. Hvis en elev eller studerende kommer til dig, så er det ikke dit ansvar at løse deres problem. Men du kan gøre en forskel alene ved at kende til andre, der kan, og henvise til dem. 


Spørg ind til dine elevers trivsel

Spørg ind til dine elevers trivsel

Flere elever føler sig pressede og oplever mistrivsel som bl.a. ensomhed i lyset af COVID-19, men det kan være svært for dig som lærer at fornemme og spørge ind til dine elever i en travl hverdag.

Vi har samlet nogle idéer til dig, der gerne vil skabe rum for den mere uformelle snak, hvor du kan spørge ind.

1. Brug 15 minutter på at tjekke ind én gang om ugen

Det kan være en god idé systematisk at tjekke ind med holdet eller klassen. Det kan være en runde, hvor alle siger, hvad der fylder for dem, eller en løs snak i mindre grupper.

2. Tag kontakt til elever, du er bekymret for

Hvis en elev har ændret adfærd, og du bliver bekymret, så tag fat i dem og spørg, hvordan det går. Vi har tidligere udgivet en artikel om, hvordan du tager den indledende snak med en elev, der mistrives.

3. Sæt tid af til at vende, når der er sket noget væsentligt

Vaccine-skepsis, X-Factor finale, magtoverdragelse i USA – you name it. Snak med dine elever eller studerende om det, der rører sig, så I får den mere uformelle snak med ind i undervisningen, som er den, der understøtter en tryg relation.  

Mistrivsel påvirker fagligheden

Mistrivsel, psykisk pres og ensomhed blandt unge er fordoblet under corona. Samtidig er risikoen for at overse tegn på mistrivsel vokset i en hverdag, hvor vi kun har været fysisk sammen i begrænset omfang. Vi risikerer, at trivsel bliver nedprioriteret, mens vi alle forståeligt nok bruger vores energi på at vende tilbage i klasselokalerne. 

Mistrivsel som eksempelvis stress, angst og ensomhed nedbryder selvværdet. Problemerne kan føre til selvisolation og påvirke elevers og studerendes faglige formåen. Det er ganske enkelt sværere at lære, hvis hjernen er på overarbejde, fordi man ikke har det godt. Risikoen for frafald bliver også større, når man ikke trives.

Den uformelle snak som dåseåbner

Det kan virke fjollet at smalltalke om nyheder og populærkultur, men det er en måde at skabe et rum for samtaler, der går ud over det rent faglige. Du giver dine elever et billede af dig som en, man kan tale med. 

Det giver også dig muligheden for at observere dine elever og lægge mærke til, hvis nogen har ændret adfærd. Er du bekymret for en elev, er det altid lettere at tage kontakt til hende på baggrund af noget, du har observeret.


Makkerskaber på uddannelserne giver tryghed

Makkerskaber på uddannelserne giver tryghed

Netwerk er Ventilens trivselsprogram til ungdomsuddannelser, hvor makkerskaber bl.a. er med til at sikre et godt fællesskab. Makkerskaber kan gøre overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelsen mere tryg. 

Nye begyndelser kan være hårde. Man starter forfra. Det kan både være spændende, men også skræmmende. Sådan har mange det i forbindelse med en ny skolestart. Hvem skal man snakke med? Hvem skal man sidde med? De spørgsmål blandet med nervøsitet og tvivl, har mange sikkert oplevet. Ventilen har ni års erfaring med Netwerk, og vi ved, at makkerskaber er med til at skabe tryghed og anerkendelse af sin plads i fællesskabet.

En tryg overgang til den fysiske skole

Nedlukningen og hjemmeskole var noget, elever og lærere skulle vænne sig til. Og det vil også kræve en ny omstilling tilbage i den fysiske skole og det sociale samvær. Her er det vigtigt at vise forståelse for, at elevernes sociale muskel ikke er blevet trænet, som den plejer, og at det derfor kan virke overvældende at være tilbage i klasselokalet. 

Ved at indføre makkerskaber sender du som lærer et signal til eleverne om, at det stadig er vigtigt at tage ansvar for klassefællesskabet. Eleverne skal (gen)lære at arbejde sammen og sørge for at være opmærksomme på hinanden. Makkerskaberne er altså et fundament, som kan være med til at sikre en mere tryg overgang, når eleverne møder op på uddannelsen. 

Samtidig viser du dine elever, at du tager deres trivsel alvorligt. Det signal er også med til at øge trygheden hos dem, der bekymrer sig for at være tilbage i klasselokalet.

Fællesskab og ansvar for hinanden i fokus 

Makkerskaber er et vigtigt redskab for lærerne til at have øje på elevernes trivsel. Samtidig bliver eleverne opmærksomme på hinanden. Makkerskaberne skifter et par gange i løbet af det første halve år, så eleverne prøver at arbejde sammen med forskellige makkere. Helt konkret kan eleverne få til opgave at:

  • Lægge mærke til om ens makker dukker op til undervisning. Modtager man en sms fra en klassekammerat, minder det eleven om, at de er vigtige for fællesskabet.
  • Tage noter for sin makker, hvis han eller hun ikke er til stede. På den måde sørger eleven for, at deres makker kan følge med i undervisningen.
  • Arbejde sammen i grupper. Også uden for skoletiden kan man give eleverne lektier, som de skal løse sammen. Den opgave, man giver eleverne, behøver ikke være faglig, men kan godt være social og give anledning til, at eleverne får snakket sammen. 

Makkerskaber har en effekt på det sociale og det faglige

At føle sig tryg i klassen er både afgørende for ens sociale trivsel, men også for det faglige. Flere elever beskriver, hvordan det blev nemmere at koncentrere sig om det faglige, når det sociale pres blev fjernet.

”Det bedste ved makkerskaberne var, at man var sikker på at have en at arbejde sammen med i starten. Så man måske ikke var den, der sad tilbage i klassen, som ikke kendte nogen af de andre.” siger en af eleverne i Netwerk.

Vores metoder i Netwerk er gennemtestede med gode resultater. Netwerk er et trivselsprogram udviklet i samarbejde med Mary Fonden, som bruges af gymnasier og erhvervsuddannelser i hele landet. Siden 2016 har Ventilen selv drevet Netwerk. 

“Da jeg lige var på begyndt på gymnasiet, synes jeg, at min makkerskabsgruppe hjalp mig med at få nogle nye venner i den nye klasse,” fortæller en elev i Netwerk.

Har I også brug for mere viden om gode klassefællesskaber og forebyggelse af ensomhed på jeres skole? Bliv en del af Netwerk. 


Læs mere om trivselsprogrammet her projektnetwerk.dk eller skriv til netwerk@ventilen.dk

Dét har eleverne svaret om makkerskaber i Netwerks tilfredshedsundersøgelse 2019

73 % af eleverne mener, at makkerskaber har hjulpet dem til at føle sig mere trygge i klassen.

77 % af eleverne mener, at makkerskaberne har gjort det lettere at samarbejde med de andre i klassen.

75 % af eleverne mener, at makkerskaber har haft en positiv betydning for sammenholdet i klassen.

69 % af eleverne mener, at makkerskaber har gjort det lettere at lave grupper til gruppearbejde.

Om Netwerk

Programmet består af:

  • Makkerskaber, som sætter rammer for gruppearbejde
  • Et lektionsforløb, som giver eleverne viden om god klassekultur og et stærkt fællesskab
  • Fællesskabende aktiviteter, som styrker sammenholdet i klassen
  • Støtte til elever, der føler sig ensomme, idet vi klæder lærerne på til at tale med elever om social trivsel og til at hjælpe dem videre, hvis de har brug for det


Juhu! Ventilens sommertur 2021 gennemføres

Juhu! Ventilens sommertur 2021 gennemføres

Sommerturen er en sjov og hyggelig mulighed for at mødes på kryds og tværs af Ventilens tilbud, hvor både unge og frivillige fra hele landet samles, for at få en en fælles oplevelse. Her kan de unge møde andre, der også kender til Ventilen, og så handler det om fede oplevelser, nye bekendtskaber og fællesskab.

 

På grund af covid-19 blev sidste års sommertur aflyst. Derfor er turen i år længe ventet, og der er masser at glæde sig til!

I år er destinationen Middelfart. Temaet er friluftsliv, og programmet byder på en masse spændende aktiviteter. Blandt andet vil der være bål, kongespil og andre udendørs spil, samt ture til stranden. Der er arrangeret en workshop, hvor de unge skal finde forskellige materialer i naturen og lave dekorationer og sjove ting ud af det. Morgengåtur er også på programmet, og så er der fokus på god og sund mad, som de unge er med til at tilberede. Det kan desuden også afsløres, at der igen i år vil blive lagt op til vandkamp.

Grundet Covid-19, er der i år flere ting at tage hensyn til, men uanset hvordan situationen former sig, bliver sommerturen afholdt. Det bliver selvfølgelig på en sikker måde, og der bliver taget hensyn til gældende restriktioner.

Sommerturen arrangeres og afholdes af Ventilens frivillige, som vælger at bruge deres sommerferie på at skabe en fed oplevelse for andre unge.

Er du en del af Ventilens tilbud, og kunne du tænke dig at deltage i Ventilens sommertur? Så kontakt dit lokale mødested eller KOMsammen-tilbud for at høre mere og for at melde dig til. Det koster 250 kr. at være med


Ventilen på Folkemødet 2021

Ventilen på Folkemødet 2021 

Ensomhed blandt unge får en stemme på årets Folkemøde, hvor Ventilen deltager i tre events omkring ensomhed og trivsel blandt forskellige grupper af unge. Ventilens direktør, formand og næstformand er at finde på klippeøen den 17.-19. juni, hvor Ventilen både deltager i paneler og som publikum. 

 Travl torsdag

Ventilens direktør, Rillo Snerup Rud, deltager i panelet til Nordisk Råds debat om ”Udsatte og ensomme unge i en corona-tid”. Det foregår torsdag den 17. juni kl. 10.15 på scene 11 (D11). 

En time senere deltager Ventilens formand, Michala Nielsen, i Lundbeckfondens debat om unges mentale trivsel i en ny normal. Det foregår på scene 2 (B2) kl. 11.15 

Studerendes trivsel på programmet

Det seneste år, har Ventilen deltaget i kampagner og samarbejder, der har haft fokus på trivsel blandt studerende. Derfor er det også naturligt, at Ventilens direktør, Rillo, deltager i Danske Studerendes Fællesråds debat om, hvordan vi sikrer en god trivsel for studerende i genåbningen. Debatten foregår på scene 10 (D10), lørdag den 19. juni kl. 17.15. 

Kommer du eller din organisation på Folkemødet og er interesseret i en kop kaffe og snak om ensomhed og trivsel blandt unge med enten Ventilens direktør eller formand, så skriv til rillo@ventilen.dk 

Find det fulde program og se med live på www.folkemoedet.dk 

OBS: Det er kun debatterne om torsdagen, der bliver livestreamet.


Nye tal fra Ventilen viser, at 86 % føler sig mindre ensomme

Nye tal fra Ventilen viser, at 86 % føler sig mindre ensomme

Dokumentationsrapporten for Ventilens tilbud i 2020 er klar. Den viser, at Ventilens tilbud er med til at mindske ensomhed blandt unge.

12 % af unge mellem 16-29 år føler sig alvorligt ensomme. Det er mere end 125.000 unge. I Ventilens 24 tilbud hjælper vi nogle af de unge med at komme ud af ensomheden. Vi giver de unge et trygt fællesskab, hvor der er plads til dem. Plads til at de kan styrke deres selvværd og øve deres sociale kompetencer, så de kan danne nye relationer uden for Ventilen. 

Dokumentationsrapporten viser, at Ventilen opfylder sin mission om at gøre ungdommen mindre ensom. Det ville ikke være muligt uden vores dygtige og engagerede frivillige.

Ventilens arbejde har en betydning 

Ventilens dokumentationsrapport 2020 tager udgangspunkt i vores løbende registrering af de unge i vores tilbud samt interviews og spørgeskemaundersøgelser af de unge.

Resultater fra Ventilens tilbud

Ventilen har 24 lokale tilbud. 16 af dem er mødesteder. De henvender sig til unge mellem 15-25 år, der føler sig ensomme og søger et fællesskab. 

Vi har 8 KOMsammen-tilbud. Målgruppen er 15-30-årige, der kender til følelsen af ensomhed, men også har lyst til at bevæge sig og lave sund mad med andre. 

Resultater fra Ventilens tilbud i 2020

85,5 % af de unge føler sig mindre ensomme, efter de er begyndt i Ventilen

80 % af de unge har oplevet et styrket selvværd, siden de startede i Ventilen

43,3 % af de unge har fået en større tro på, at andre, på samme alder, synes godt om dem

62,2 % af de unge har fået nemmere ved at møde nye mennesker

60 % af de unge har fået større overskud til at hjælpe andre, hvis de oplever, de har brug for det

54,4 % af de unge er blevet bedre til at fornemme, hvordan andre har det

74,4 % er mere trygge i nye situationer

71,1 % af de unge har mødt nogen, som de kan lave noget socialt med uden for Ventilen

73,3 % er blevet bedre til at indgå i nye sociale situationer

Læs den fulde rapport her 

Læs opsamlingen på rapporten her

Vil du også hjælpe med at gøre ungdommen mindre ensom?


“Pas på dine relationer”

“Pas på dine relationer”

Michelle har været frivillig i Ventilen i mange år. For hende er det vigtigt at passe på sine relationer og turde at række ud til andre. 

Michelles tid som frivillig startede tilbage i 2009. Hun var 19 år gammel og blev en del af Ventilen København. 

“Det allerfedeste ved at være frivillig var at være med til at skabe et rum, hvor de unge følte sig trygge nok til at kunne åbne sig op og tale om det, der gjorde ondt. “

Michelle har haft mange gode snakke med de unge, som har givet hende et godt kendskab til dem. 

“Jeg er mindre berøringsangst og kan tage hul på sværere samtaler. Man ved, hvor meget det kan betyde for folk at tage de her snakke. Det kan både være ubehageligt, men også enormt forløsende.” 

Dyrk dine relationer

Ensomhed er fortsat et stort problem, som desværre kun er vokset under corona.  Venskaber er vigtige for vores livsglæde, fortæller Michelle. For at bekæmpe ensomheden, er det derfor vigtigt at danne relationer og fastholde dem.

“Pas på dine relationer. Man kan hurtigt glemme dem og ikke værdsætte dem. De betyder meget for ens trivsel. Man kan hurtigt blive karriereorienteret og tænke, at man ikke har tid til det, men det er godt givet ud i den lange bane at investere i venner og relationer. “

Samtidig understreger Michelle, at man skal turde række ud. En ting, der kan virke endnu mere udfordrende, når man bliver ældre. 

“Som voksen tænker mange, det er slut med nye venner. Men tit har jeg oplevet, når jeg rækker ud, at folk bliver glade. De er ikke vant til det. Men det ender med at blive venskaber, “ fortæller Michelle, der i dag er 31 år.

Hun synes, det er ærgerligt at lade chancen for et godt venskab passere. 

“Jeg tror, mange holder sig tilbage, fordi de er bange for at blive afvist. Man tænker, folk har nok i deres liv. Det er ærgerligt, for alle længes efter dybere og bedre relationer.”

Havde selv mærket ensomheden

Lige inden Michelle blev frivillig i Ventilen, havde hun selv kortvarigt oplevet at føle sig ensom. 

”Jeg havde lige været igennem en hård studiestart. Og i samme periode mistede jeg min onkel, som jeg var tæt på.” 

Mange af Michelles venner var droppet ud af studiet. Det var svært for hende at komme ind i andre grupper. Samtidig var hun i en sorgproces. 

”Jeg kan huske, at det var enormt ensomt at sidde i en sal med 120 andre og bare være helt ulykkelig. Jeg følte mig meget alene.” 

Venner uden for skolen hjalp Michelle igennem ensomheden, og hun fik også nye venner på studiet. Oplevelsen hjalp hende med at relatere til de unge i Ventilens tilbud. 

I dag sidder Michelle i Ventilen Danmarks bestyrelse og bidrager særligt med viden om strategi og kommunikation. Til dagligt driver Michelle nemlig sit eget online bureau, der laver online marketing. 


“Vi kan allesammen gøre noget”

“Vi kan allesammen gøre noget”

Som Ventil-ven er Lene med til at hjælpe ensomme unge i hele landet. Hun mener, at vi alle sammen kan og bør gøre noget for at hjælpe de mange unge, der føler sig ensomme og uden for fællesskabet. Hun hilser altid selv på folk, og tror på, at de små ting gør en forskel.

Lene Svendborg har støttet Ventilen fast i seks år. Som forældre og mor til to piger er noget af det værste, Lene kan forestille sig, hvis en af dem ikke trives. Det var gennem hendes ældste datter, der blev frivillig i et af Ventilens mødesteder, at Lene lærte organisationen at kende. Siden den dag har hun støttet Ventilen.

Ventilen hjælper unge ind i et socialt fællesskab

En følelse af ensomhed kan opstå på mange måder, og der kan være mange grunde til, hvorfor man føler sig ensom. Men det er aldrig den unges skyld. Alligevel er det kun muligt at komme ud af ensomheden, hvis man selv rækker ud og tør tage del i fællesskabet. Det kan være svært at være social, og det er en færdighed, man ikke kan lære alene. Men det er derfor Ventilen findes. Og derfor Lene synes, det er meningsfuldt at støtte Ventilen.

“Ventilen lærer unge mennesker at være sociale med andre, og det er jo det, der er så sindssygt vigtigt for alle mennesker. Og det synes jeg er noget af det fineste ved Ventilens arbejde. Det er jo sådan, de unge får selvtilliden og lysten til også at komme ud og være sammen med andre.”

Sig hej og smil

Lene har også selv lært af Ventilen. Hun er for eksempel blevet mere bevidst om, hvordan hun møder andre mennesker. Lene siger hej til alle. Tanken om, at hun kan gøre en andens dag bedre ved at sige hej og give et smil, gør hende glad. Det er de små ting, man kan gøre i hverdagen, der til sammen gør en stor forskel. Så Lene støtter glædeligt Ventilen med et fast beløb, smiler og hilser.

Men ikke nok med det. I 2016 nominerede hun også Ventilen til Fællesskabsprisen, som dét år gik til nogle andre. Men det afholdt ikke Lene fra at indstillede Ventilen igen året efter, og i 2017 vandt Ventilen en af de ti priser, der blev uddelt.

En stor ting for Ventilen, der bredte kendskab til deres arbejde mod ensomhed blandt unge. Men for Lene var det en lille opgave, der ikke tog lang tid, og hun pointerer igen, at det er de små ting, der tæller. Derfor deler Lene også mange af Ventilens budskaber på Facebook.

“Hvis der bare sidder én mor eller far og tænker, ‘Det kunne måske være noget for min unge’, og får dem med derhen, så har jeg jo gjort noget. Og det er det, det handler om. Vi kan alle sammen gøre noget.”

De usynlige, ensomme unge

For dem der kan have svært ved at sætte sig ind ensomhedsfølelsen, anbefaler Lene at tage til et af Ventilen Fortællers arrangementer. Hun husker selv en pige fortælle, at hun havde gået tre år i gymnasiet, hvor hun havde følt sig usynlig. Det var hårdt at høre, men det var også en af de oplevelser, der giver Lene lyst til at fortsætte med at være Ventil-ven. For arbejdet er vigtigt, og det er med til at hjælpe en masse unge mennesker rundt om i landet.

“Det er ikke folk, der er alvorligt syge, det er ikke mennesker, der har oplevet rædsler og krig, men det er helt almindelige unge mennesker, som er i gang med deres liv, og det liv skal jo selvfølgelig helst være et godt liv. Derfor mener jeg, at vi alle bør give Ventilen lige så meget opmærksomhed som andre organisationer.”

Vil du også være Ventil-ven? For 200 kr. om året er du med til at gøre en forskel for ensomme unge.

Til Fællesskabsprisen 2017. Fra venstre til højre: Mette Frederiksen, Janine Svendborg og Lene Svendborg.

Bliv Ventil-ven og støt ensomme unge

Bliv Ventil-ven og støt ensomme unge

Ventilen afhjælper og forebygger ensomheden blandt unge. Nu kan du blive Ventil-ven og støtte op om trygge fælleskaber og et netværk til de unge.

125.000 unge følte sig allerede ensomme inden corona, og antallet af ensomme unge er siden steget markant siden den første nedlukning sidste forår. De har været fysisk isoleret fra deres jævnaldrende, og det  har haft negative konsekvenser. Et stigende antal unge fortæller om stigende mistrivsel, mismod og psykiske udfordringer. Ventilen sætter ind med forebyggende indsatser og skaber trygge fælleskaber, der modvirker ensomhed, mobning og mistrivsel. 

“Efter jeg er startet i Ventilen, føler jeg mig ikke ensom mere på samme måde, som jeg gjorde til at starte med. Og det var da også mit udgangspunkt at finde en ny vennegruppe, og det har jeg fået,” fortæller Christian på 20 år.

Ventil-venner er med til at gøre en forskel 

Som Ventil-ven støtter du fast med minimum 200 kr. om året. Dit bidrag støtter op om Ventilens mere end 20-årige arbejde, som bl.a. indebærer 24 lokale tilbud for ensomme unge. Nedlukningen har betydet, at de har været omlagt til online-fællesskaber. Så snart det var muligt, åbnede mange tilbud op for udendørs-aktiviteter, og nu ser vi frem til igen at kunne tage imod vores unge indendørs til vores almindelige aktiviteter. 

Din støtte betyder, at vores lokale tilbud kan lave flere aktiviteter for og med vores unge. Vi kan nå ud til endnu flere med vores viden omkring ensomhed og forebyggelse. Det gør vi bl.a. med Netwerk, hvor vi efteruddanner lærere på ungdomsuddannelserne i at skabe trygge fællesskaber og en god klassekultur. Vi  holder også oplæg rundt omkring i landet om ungdomsensomhed og fællesskaber. Vi videreudvikler vores metoder og gør viden om ensomhed blandt unge relevante for endnu flere målgrupper. Din støtte betyder også, at vi har bedre muligheder for at påvirke politikere og få bekæmpelse af ensomhed i den brede befolkning på dagsordenen. 

Vil du være med til at gøre ungdommen mindre ensom?
Bliv Ventil-Ven 

Er du under 35 år, kan du gøre en endnu større forskel som medlem af Ventilen.
Læs mere her


Netwerk sætter trivsel på skemaet

Netwerk sætter trivsel på skemaet

Trivsel for elever på ungdomsuddannelser er i fokus med Netwerk. Frits har været en del af programmet i flere år og anbefaler det til alle lærere, han møder. Læs hvorfor.

Siden 2016 har Ventilen sat trivsel på skoleskemaet med Netwerk. Bogstavelig talt. Netwerk  er et trivselsprogram for ungdomsuddannelser. Det består af seminarer og lektioner, hvor lærere klædes på til at skabe fællesskaber og god klassetrivsel. Det sker bl.a. gennem makkerskaber, fællesskabende aktiviteter, lektionsforløb med klassen, støtte til elever og fokus på en tryg overgang fra grundskole til ungdomsuddannelse.

Frits Edslev, lærer på NEXT Vibenshus Gymnasium, har gennem fire år arbejdet med Netwerk i sine klasser. For Frits er der ingen tvivl om, hvorvidt Netwerk skal anvendes i fremtidig undervisning.

“Det skal det helt klart. For der er jo nye elever hvert år, og det er nyt for alle dem, der starter. Så det synes jeg bestemt, at man skal. Og det har vi i øvrigt også tænkt os at gøre. Jeg anbefaler det til alle, som jeg taler med fra andre skoler,” siger Frits og oplister tre årsager til, at han anbefaler Netwerk. Frits oplever:

  1. Bedre trivsel blandt sine elever
  2. Et trygt fællesskab, hvor eleverne hurtigere falder til rette, og det er en forudsætning for, at de kan lære noget og modtage undervisning
  3. Mindre frafald af elever

Slut med glemmebogen

I introduktionsperioden dannes makkerskaberne. Her parres eleverne to og to og får ansvaret for hinanden i den første tid. For eksempel skal de sørge for, at makkeren kommer med til frokost.

“Det er et godt redskab, især i starten, hvor mange unge jo kommer ind og er følsomme. De kommer med hver deres baggrund, og nogle er måske meget tilbageholdende, frygter lidt det at skulle starte på en ungdomsuddannelse, for hvem er de andre, jeg går i klasse med, og kan jeg klare kravene både fagligt og socialt?”, fortæller Frits.

Som en del af Netwerk forpligtiger man sig til at arbejde kontinuerligt med trivslen og fællesskabet i klasserne. Det sker for lærerne gennem seminarer og sammen med eleverne i specielle lektionstimer fordelt ud over skoleåret.

“Det fungerer rigtig godt, og gør netop, at trivsel bliver en del af ens mindset og ikke bare i introugen. Det må ikke bare komme i glemmebogen”, udtaler Frits og fortsætter:

“At skabe trivsel kræver både midler og ressourcer. Og Netwerk er en god investering i trivselsarbejdet, som mange skoler har fokus på.”

Netwerk findes i dag på mere end 50 skoler.

Vil I også være med?

Book en samtale med en af projektlederne på netwerk@ventilen.dk


I Ventilen er der plads til alle

I Ventilen er der plads til alle

Mads og Louise har begge følt sig ensomme. Det ændrede sig, da de begyndte at komme i Ventilen. Der er både sket en personlig udvikling, og de har dannet gode, sociale relationer.

23-årige Mads Dam Kristiansen er ung i Ventilen Vejle. Det var hans mor, der havde læst om Ventilen i en avis og opfordrede ham til at starte. Først var Mads afvisende. 

“Det er altså pinligt at være ensom,“ mente han. 

Ensomhed er en følelse, der har fulgt Mads gennem det meste af sit liv. I folkeskolen blev han mobbet, og det gjorde ham mere tilbageholdende overfor at lære andre at kende. Han havde heller ingen tætte venner i sin klasse.

“For mig opstår ensomheden, når jeg er i et rum fyldt med mennesker, men ikke føler, jeg har en speciel relation til dem. Jeg føler ikke, jeg kan dele mine inderste tanker med dem. Der er ingen, der bekymrer sig om mig. Jeg føler bare, at jeg er der,” fortæller Mads.

Louise Hvitfeldt startede i Ventilen Næstved under første corona-nedlukning. For hende har det heller ikke været let at danne venskaber.

“Jeg føler virkelig, at det er svært at finde venner i gymnasiet. Folk har hurtigt fundet nogle faste grupper. Så er det som om, at de ikke længere er åbne overfor at lære andre at kende. Jeg føler, det kræver noget, som jeg ikke kan finde ud af, “ fortæller 20-årige Louise fra Nykøbing Falster. 

Men i Ventilen har både Mads og Louise fundet et helle.

I Ventilen kan man være sig selv 

“Jeg føler, Ventilen er et sted, hvor man kan føle sig tryg. Man kan få lov til at vise sit eget jeg. Selvom man måske er lidt mærkelig, så er det bare megafedt, fordi de andre er ligeså mærkelige. De synes ikke, det er mærkeligt, at man er mærkelig,” fortæller Louise. 

Hun siger også, at der er plads til alle typer. Uanset hvem man er, og hvilke udfordringer man har, bliver man altid taget imod med åbne arme.

I Ventilens mødesteder laver de unge sociale aktiviteter sammen. Nogle gange går de ture, andre gange spiller de eller laver mad sammen.

“De bedste dage er alle de gange, vi glemmer, vi er ensomme. De gange, hvor man bare mødes og er sammen. Hvor man smiler, griner og har det sjovt,” siger Mads.

For ham er der også sket en personlig udvikling. 

“Jeg er blevet en meget mere snakkesalig person. Jeg tænker ikke over, hvad andre tænker om mig. Jeg er, som jeg selv vil være. Folk må elske mig for den, jeg er. Det er det, Ventilen har givet mig. Følelsen af at være ligeglad med, hvad alle andre tænker og bare være mig selv.“

Vil hjælpe andre unge af ensomheden 

Louises smil er stort og varmt, da hun bliver spurgt om, hvad det bedste ved Ventilen er.

“Det er rart at have nogen, man altid kan gå til og snakke om alt med. Snakke om de store og de små ting. Og så er det bare dejligt at være forelsket,” fortæller Louise, der har mødt sin kæreste i Ventilen. 

For Mads har noget af det bedste været, at han er blevet mere åben og nysgerrig omkring sin ensomhed. Ved at stå frem og fortælle sin historie til forskellige aviser og radioer, vil Mads gerne være med til at nedbryde tabuet om ensomhed.

“Ved at stå frem til offentligheden håber jeg, jeg kan få andre ud af ensomheden. Så længe jeg ikke sidder stille omkring ensomheden, så er jeg glad.“

Både Mads og Louise deler deres historie i medierne. På den måde håber de, at andre ensomme unge tør række ud og finde et lige så godt fællesskab som dem, de har fundet i Ventilen.


15 år med Ventilens Nationale Ensomhedsdag

15 år med Ventilens Nationale Ensomhedsdag

Lørdag d. 1. maj var der 15 års jubilæum for Ventilens Nationale Ensomhedsdag. Den blev markeret både online og fysisk af Ventilens 24 tilbud. Fokus var på den vigtige og fortsatte kamp mod ensomhed.

15 år efter den første Ensomhedsdag, er kampen mod ensomhed stadig en realitet. Og derfor er det stadig vigtigt at skabe fokus på det. Corona-pandemien har været med til at kaste et endnu større lys på problemet. Vi skal derfor stadig være opmærksomme og række ud, når vi enten selv føler os ensomme eller møder andre, der gør. I Ventilens 24 lokale tilbud blev dagen i den grad markeret. Enten online med konkurrencer og quizzer eller fysisk med gåture og sjove aktiviteter.

DJs, ensomhedsvæg og goodiebags 

I Ventilen Kolding gav de den fuld skrue på Akseltorv, som ligger i byens midtpunkt. De frivillige havde forberedt tre forskellige spil og 100 goodiebags. Samtidig var der god musik i baggrunden fra de kvindelige DJs Slicegirls og DJstealyogirl. Som noget helt særligt var der også en ensomhedsvæg, hvor det var muligt at skrive og dele sin egen definition på ensomhed. 

Gå mod ensomhed

I Danmarks tre største byer; København, Aarhus og Odense havde de frivillige planlagt ruter, så man kunne ‘gå mod ensomhed’. I Odense var det omkring Skovsøen, hvor der samtidig var mulighed for at være med i en quiz og få en goodiebag. I Aarhus havde de fine præmier til de gående. Ventilen København havde hængt breve op rundt om søerne.. Brevene var skrevet af unge og fra de unge til deres egen ensomhed. 

Ventilen Sønderborg lagde også op til en gåtur. De frivillige havde placeret sten, plakater og flyers om Ventilen rundt omkring i bybilledet. 

Digital kamp mod ensomhed

Flere tilbud havde også valgt at gå online. I Ventilen Aalborg havde de lavet en spørgerunde på deres Instagram-profil om ensomhed. Desuden havde de indgået nogle samarbejder med lokale virksomheder, så det også var muligt at vinde præmier.

Ventilen Frederiksberg havde hele ugen op til Ensomhedsdagen delt små videoer på deres Instagram-profil om deres mødested. De søde frivillige viste deres lokaler frem, og hvilke aktiviteter, de typisk laver, når de mødes. På den måde gav de et lille indblik i, hvordan det er at komme i Ventilen Frederiksberg.

Vil du støtte Ventilens arbejde mod ungdomsensomhed? 

Fedt, det er nemlig i fællesskab, at vi kommer ensomhed til livs. 

Bliv medlemGiv et enkelt bidragBliv Ventil-ven og støt os fast

Ventilen søger kommunikationspraktikant til efteråret 2021

Ventilen søger kommunikationspraktikant til efteråret 2021

Kan du få unge til at handle på ensomhed?  

Har du styr på Instagram, Youtube og Wordpress? Kan du fange unges opmærksomhed? Så bliv praktikant i Ventilen, og vær med til at gøre en forskel for ensomme unge, mens du udvikler egne evner og får praktisk erfaring med kommunikation.

Under Covid-19 er der kommet større fokus på ensomhed – og særligt unge har været udsatte. 

Før nedlukningen følte 125.000 unge sig alvorligt ensomme.  I dag er tallet steget voldsomt.
I Ventilen arbejder vi for at afhjælpe og forebygge ensomhed blandt unge, og lige nu søger vi en kreativ, initiativrig og selvstændig kommunikationspraktikant, der kan hjælpe os med at nå ud til endnu flere.

Dine primære arbejdsopgaver: 

  • SoMe: herunder idéudvikling, produktion, opsætning og statistik 
  • Hjemmeside: herunder webkommunikation, SEO, Google Analytics og optimering af indhold 
  • Nyhedsbreve: kommunikation til bl.a. medlemmer og donorer som led af ny strategi
  • Journalistisk skrivning: artikler, indlæg og pressemeddelelser 

Du bliver den anden del af kommunikationsenheden på Ventilen Danmarks sekretariat,  der ellers består af den kommunikationsansvarlige, Christiane. Det er derfor vigtigt, at du:  

  • kan arbejde selvstændigt, men ikke er bange for at spørge, når det er nødvendigt 
  • trives på en arbejdsplads, hvor der til tider er travlt 
  • i høj grad selv kan strukturere dine opgaver og tør tage initiativ 

Praktisk:
Det er et krav, at du kan være praktikant i minimum tre måneder, minimum 25 timer om ugen. Du vil få computer og andet nødvendigt udstyr stillet til rådighed. 

Lyder Ventilen som et sted for dig?
Så send din ansøgning og cv i en samlet PDF til Ventilens kommunikationsansvarlige, Christiane Vaabenchristiane@ventilen.dk 

Ansøgningsfrist: 24. maj
Praktikstart: 1. august 2021 

Vi holder samtaler løbende, og ansætter den rette kandidat, når denne er fundet. Så send din ansøgning hurtigst muligt. 

 


Ventilen er en frivillig, social ungdomsorganisation. Vi arbejder for at forebygge og afhjælpe ensomhed blandt unge. Sekretariatetet består af 10 fastansatte, tre studenter og skiftende praktikanter.
Vores opgave er at understøtte Ventilens knap 300 frivillige, udbrede viden om ensomhed blandt unge og sørger for at emnet er på den politiske dagsorden.
Vi er aktive i flere partnerskaber, og har blandt andet været med til at udarbejde anbefalingerne til en national ensomhedsstrategi under Socialministeriet. I 2019 modtog vi Tine Bryld Prisen for vores arbejde. Vi driver 24 lokale tilbud for unge på 15-30 år, der er akkrediteret af RådgivningsDanmark, og vi indsamler og formidler viden om ensomhed blandt unge. Vi har en rar og uformel omgangstone. Det er vigtigt for os, at alle, også praktikanter, synes det er sjovt og lærerigt at gå på arbejde. 

 


Den gode velkomst, at hjælpe nye ind i fællesskabet

Vi søger kvantitativ stærk student til dokumentation og fundraising

Vi søger kvantitativ stærk student til dokumentation og fundraising

 

Ventilen Danmark søger dig, der er god til arbejde med kvantitativ metode, og som drømmer om et arbejde inden for det frivillige sociale område. Vi er på udkig efter en studentermedhjælper til lokalenheden, som skal assistere med kvantitativt dokumentationsarbejde, fundraising og ad hoc opgaver i enheden. 

Vores frivillige gør en stor indsats med at indsende ugentlige data, som skal registreres og systematiseres, sådan at vi løbende kan følge effekten af vores arbejde med at forebygge og afhjælpe ensomhed i vores 24 lokale, brugerrettede tilbud, som drives af frivillige i hele landet. 

Den gode velkomst, at hjælpe nye ind i fællesskabet

Dine primære arbejdsopgaver

  • Fundraising til private og kommunale fonde
  • Løbende registrering af dokumentation og udarbejde overblik
  • Diverse ad hoc opgaver, hvor du assisterer lokal konsulenternes arbejde med at understøtte frivillige i vores lokale tilbud
  • Div. opgaver med hjemmesideopdatering, forsendelser, mødeforberedelse m.m.

Det er en stilling, hvor du sammen med en anden student er primært ansvarlig for at vores dokumentationsarbejde fungerer og har en høj kvalitet. Du skal være struktureret og god til at bevare overblikket. Vi forventer ikke, at du kan alt fra første dag, men du skal gerne kunne nikke til følgende: 

  • Du er systematisk og grundig 
  • Du er fagligt stærk i kvantitativ metode og motiveres af dokumentationsarbejdet
  • Du skriver godt og kan lide at kommunikere med frivillige og fonde
  • Trives med systematiske og til tider rutineprægede opgaver
  • Du trives med at have flere forskellige opgaver og kan selv prioritere
  • Du bliver ikke skræmt af mange tal, Excel-ark og databehandling
  • Du arbejder selvstændigt, men er ikke bange for at spørge, når det er nødvendigt
  • Du er godt hjemme i alle Office-programmer og generelt ikke IT-forskrækket

Lokalenheden, som du bliver en del af, består af to studentermedhjælpere, en praktikant og 3 konsulenter, som du kommer til at arbejde tæt sammen med. Vi er til tider en travl biks, så det er vigtigt, at du selv kan strukturere og prioritere dine opgaver – og ikke mindst tør at sige det højt, hvis det går for stærkt. Det er ikke afgørende, hvad du studerer, eller hvor langt du er, men det er et plus, hvis du har i hvert fald to år tilbage og kunne tænke dig at arbejde for os i hele den periode. 

Praktisk        

Send din ansøgning og CV i én samlet PDF-fil til julieamanda@ventilen.dk inden d. 16 maj.
Vi afholder samtaler d. 18. og 19. maj. Ideelt set vil vi gerne have opstart fra 1. juni, så vi holder samtaler løbende og ansætter, når vi har den rigtige kandidat. Vi opfordrer alle kvalificerede uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder til at søge stillingen.

Hvis du har nogle spørgsmål til stillingen er du velkommen til også at skrive til julieamanda@ventilen.dk.

Vi tilbyder en timeløn på 125 kr. og forestiller os, at du arbejder 10-15 timer om ugen i gennemsnit. Arbejdstiden ligger som udgangspunkt 10-16 på Ventilen Danmarks sekretariat i København K.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Om Ventilen

Ventilen Danmark er en frivillig, social organisation, der arbejder for at gøre ungdommen mindre ensom. På sekretariatet er vi ti fastansatte, tre studentermedhjælpere og skiftende praktikanter – og vores opgave er at understøtte Ventilens knap 300 frivillige, udbrede viden om ensomhed blandt unge og sørge for at emnet er på den politiske dagsorden. Vi har en rar og uformel omgangstone. Det er vigtigt for os, at alle, også studenter, synes, det er sjovt og lærerigt at gå på arbejde.


Student til formidling og frivilligkoordinering

Ventilen søger student til formidling og frivilligkoordinering

Ventilen Danmark søger dig, der er god til at formidle både mundtligt og skriftligt, og som drømmer om et arbejde inden for det frivillige sociale område. Vi er nemlig på udkig efter en student til formidlingsenheden, som skal assistere med kommunikation, markedsføring og den praktiske del af koordineringen af frivilligkorpset Ventilen Fortæller.

Dine primære arbejdsopgaver

  • Kommunikation med frivillige og samarbejdspartnere via SoMe, hjemmeside og nyhedsbreve
  • Koordinering og planlægning af det praktiske ved Ventilen Fortællers fire årlige korpsmøder
  • Assistere med at rekruttere og uddanne frivillige to gange årligt
  • Markedsføring, research og kontakt med mulige kunder primært på mail
  • Taste evalueringer og udarbejde overblik
  • forhåndenværende opgaver med print, forsendelser, oprydning, mødeforberedelse m.m.

Dine kompetencer

Det er en stilling med stor variation i opgaverne, og du skal være struktureret og god til at bevare overblikket. Vi forventer ikke, at du alt fra første dag, men du skal gerne kunne nikke til følgende:

  • God til at kommunikere med forskellige mennesker (frivillige, kunder og samarbejdspartnere) både på mail og telefon
  • Stærk formidler både mundtligt og skriftlig – også når stoffet er fagligt tungt
  • Kan bevare overblikket over det praktiske til arrangementer
  • Trives med at løse mange forskellige opgaver i løbet af en dag
  • Klar på også lavpraktisk og rutinepræget arbejde (lokalebooking, indkøb, tastearbejde m.m.)

Derudover er følgende en fordel, men ikke et krav:

  • Kendskab til hjemmesideredigering (Wordpress), sociale medier og nyhedsbreve (Mailchimp)
  • Kendskab til online markedsføring
  • Glad for at være ’på’ og holde oplæg, foredrag og måske endda facilitere workshops
  • Kender lidt til livet i en frivilliginvolverende organisation og de rammer, det sætter

Formidlingsenheden, som du bliver en del af, består af en student og to fuldtidsansatte, som du kommer til at arbejde tæt sammen med.  Vi er til tider en travl biks, så det er vigtigt, at du selv kan strukturere og prioritere dine opgaver – og ikke mindst tør at sige det højt, hvis det går for stærkt.

Det er ikke afgørende, hvad du studerer, eller hvor langt du er, men det er et plus, hvis du har i hvert fald to år tilbage og kunne tænke dig at arbejde for os i hele den periode.

Vi opfordrer alle kvalificerede uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder til at søge stillingen.

Praktisk

Send din ansøgning og CV i én samlet PDF-fil til job@ventilen.dk så hurtigt som muligt.

Deadline:
Hurtigst muligt, samtaler afholdes løbende

Ideelt set vil vi gerne have opstart i løbet af maj, så vi holder samtaler løbende og ansætter, når vi har den rigtige kandidat.

Spørgsmål:
Skriv til info@ventilen.dk eller ringe på 70 208 308.

Løn:
125 kr. i timen

Arbejdstid:
10-15 timer om ugen, som udgangspunkt i tidsrummet 10-16 på Ventilen Danmarks sekretariat i København K.


Nyt samarbejde skal øge trivslen på videregående uddannelser

Nyt samarbejde skal øge trivslen på videregående uddannelser

Antallet af  studerende, der føler sig ensomme, har været stigende siden corona. Gennem en gratis workshop skal Ventilen i samarbejde med Studenterrådgivningen hjælpe undervisere på videregående uddannelser med at styrke fællesskabet i undervisningen og afhjælpe ensomhed.

Siden corona føler 22 % af unge mellem 16-29 år sig alvorligt ensomme. På de videregående uddannelser er tallene alarmerende. Forskellige undersøgelser har vist stigende mistrivsel og ensomhed. Senest viste en undersøgelse blandt DJØFs studerende i februar 2021, at to ud af tre føler sig ensomme – og det kan have alvorlige konsekvenser, hvis ensomhedsfølelsen bliver langvarig. 

Et nyt samarbejde mellem Studenterrådgivningen og Ventilen støttet af Undervisningsministeriet skal sikre forebyggelse og viden om at modvirke ensomhed blandt unge på de videregående uddannelser. Det sker gennem gratis workshops, hvor underviserne bl.a. får  viden og redskaber til at skabe trygge rammer for en undervisning, der understøtter fællesskabet. Typiske handlemønstre og psykologiske strategier blandt studerende er et af emnerne, der bliver taget op. Alt i alt, får underviserne den nødvendige viden til at spotte og skride til handling i forhold til ensomhed og social mistrivsel på uddannelserne.

“Corona-situationen har fungeret som en lup og har forstørret problemer som ensomhed og mistrivsel. Det er samtidig blevet tydeligere, at mange undervisere ikke har de redskaber, der skal til. Derfor er vi enormt glade for at skulle være med til at ruste underviserne til at handle og være med til at sikre, at andelen af studerende, der føler sig ensomme, falder, og at studielivet igen bliver trygt at være i med gode rammer såvel som høj faglighed. Samarbejdet med Studenterrådgivningen giver så god mening. De er om nogen eksperter i studerendes trivsel, men vi kan byde ind med vores viden om ensomhed, fællesskaber og hvordan man kan arbejde med hele gruppen af studerende”, siger Rillo Snerup Rud, direktør i Ventilen. 

Flere redskaber til værktøjskassen

Workshoppen varer i alt fire timer og består af faglige oplæg om ensomhed, trivsel og hvordan fællesskaber understøtter undervisningen. Der vil også være refleksive øvelser og længere arbejdssessioner, hvor deltagerne selv skal udvikle en undervisningspraksis. Sammen udvikler deltagerne forskellige, nye idéer til metoder, der understøtter fællesskabet. 

Derudover lærer underviserne, hvordan der skabes stærk kontakt til de studerende og mellem de studerende. Hvordan man skaber engagement og aktivitet i undervisningen, sammenhængskraft i studiegrupper og forebyggelse af mistrivsel i form af ensomhed og svækket tilhørsforhold til studiet. Man får viden om, hvordan man skaber tryghed og tager styring ved gruppearbejde. Der skal gives plads til andet end ren faglig snak. Eleverne skal involveres i undervisningen, og det er vigtigt med deres input om, hvad der fungerer for dem. 

Tag ansvar for de studerendes læringsrum

Som underviser skal og kan du ikke løse de studerendes problemer, men du har et ansvar for at skabe nogle rammer for studiemiljøet. Trivsel er nemlig en forudsætning for, at man kan lære. Som underviser bør du tage ansvar for følgende: 

  • Sikre trygge rammer for undervisningen
  • Sørg for at lave grupperne, når de studerende skal lave gruppearbejde
  • Giv plads og rum til at snakke om andet end det faglige
  • Involvér dine studerende i undervisningen og vær nysgerrig på, hvad der fungerer for dem
    • inddragelse giver dine studerende en følelse af at blive set og have noget at byde ind med. Det er nu engang dem, der oplever din undervisning
  • Kend til interne såvel som eksterne tilbud og informér herom, hvis der er behov

Praktiske oplysninger:

  • Skriv til forebyggelse@srg.dk ved booking
  • Ved spørgsmål kan man ringe til Marie Husby fra Studenterrådgivningen på
    21 89 69 49 
  • Workshoppen afholdes via Zoom
  • Booking kan ske frem til november 2021

Om samarbejdet 

Undervisere på de videregående uddannelse skal klædes på med den rette viden og redskaber til at kunne skabe et trygt og socialt fællesskab omkring undervisningen. Faglighed sikres nemlig gennem god trivsel.

Studenterrådgivningen hjælper studerende, der mistrives med socialfaglig og psykologisk bistand. De understøtter videregående uddannelser med at forebygge mistrivsel blandt studerende. 

Ventilen forebygger og afhjælper ensomhed blandt unge gennem 24 lokale tilbud for ensomme unge, formidling af viden og redskaber i arbejdet mod ensomhed og gennem samarbejder med andre organisationer, kommuner mv.


Skab variation i undervisningen med plads til grin og hygge

Skab variation i undervisningen med plads til grin og hygge

I en normal hverdag, hvor vi kunne mødes fysisk, har vi været vant til, at der også var plads til uformelle snakke og grin i forbindelse med undervisningen. Nu mangler samtalerne på vej ind ad døren, i pauserne eller under gruppearbejdet.   

Under corona er antallet af unge, der enten mistrives eller føler sig ensomme steget voldsomt. Årsagen er blandt andet fraværet af social kontakt. Mistrivslen er særlig stor på landets uddannelser, der i snart et år har været nødsaget til at undervise online og alle sociale aktiviteter har været aflyst. Som underviser gør du allerede en forskel, men du mangler måske idéer til, hvordan du kan skabe et bedre socialt miljø i din undervisning til gavn for alle i det online undervisningsrum. 

Det uformelle rum opstår ikke af sig selv, når vi mødes online. Det skal hjælpes på vej. 

Ligesom så mange andre nye ting kan det uformelle, digitale rum virke unaturligt og påtaget til en start. Men vi kan sagtens blive gode til at hygge os og grine, når vi er sammen online. Men det kræver, at du, som underviser, tænker hyggestunderne aktivt ind, når du planlægger undervisningen. 

Dermed viser du dine elever eller studerende, at du gerne vil dem, og at du prioriterer deres trivsel. Når du har afprøvet nye måder at være sammen på i det online rum, kan du tage dem med på råd og høre, hvordan de oplever jeres digitale samvær. På sigt kan det endda være, at de selv begynder at tage initiativ til en aktivitet i eller uden for det faglige rum.

Sådan styrker du trivslen med grin og hygge i online-undervisningen

Sæt rammen for den uformelle snak

Start timen, med at lade eleverne “tjekke ind”. Du kan fx. bede eleverne fortælle, hvordan deres morgen var, hvad de har lavet i weekenden, eller lade det være op til dem selv. Start gerne selv. Læg op til, at man gerne må fortælle noget uperfekt fx. hvordan man glemmer, at tænke over de bukser, man tager på i øjeblikket, fordi vi i princippet kun ser hinanden over kameraet fra brystet og op. Det kan også være, at du har en anden sjov fortælling fra din weekend eller dit hverdagsliv, som viser, at du også har fejl og synes, at tilværelsen kan være hård.

Energizers og icebreakers

En anden måde at skabe grin og hygge i undervisningen er ved at inddrage elementer som energizers og icebreakers i din undervisning. Formålet med aktiviteterne er at skabe en fællesskabsfølelse, at få eleverne til at samarbejde, lære hinanden bedre at kende og forhåbentligt grine sammen gennem skærmen. Aktiviteter i breakout-rooms er gode for det lille fællesskab.
Nedenfor finder du et par bud på nogle af de nyeste fællesskabende aktiviteter fra Ventilens trivselsprogram Netwerk.

Tre konkrete øvelser til grin og hygge i undervisningen

Skab et billede?

Dette er en online samarbejdsaktivitet, som giver anledning til grin. Kort sagt skal du dele eleverne i grupper – gerne 4 eller 9 personer i hver, da det danner en firkant på skærmen. Send dem herefter ud i breakoutrooms eller grupper, og giv dem 5 minutter til at skabe et billede. Du kan bestemme motivet eller lade det være op til eleverne selv. I begyndelsen kan det være en fordel, at du tager styringen. Eksempler på motiver:  

  • et monster 
  • et billede, der afspejler romantikken (eller på anden måde, gøre opgaven faglig)  
  • en historisk person

Det er sjovt, hvis du sætter visse benspænd. Fx at billedet skal være symmetrisk, eller at I skal bruge rekvisitter. Bed gruppen om at tage et screenshot af billedet, inden de vender tilbage til i plenum og skal præsentere det.

Find noget der er…BLÅT!

En anden aktivitet, som giver en pause fra skærmen og mulighed for at lære hinanden lidt at kende. Du skal som underviser vælge noget, eleverne eller de studerende skal finde. Det kan være mere eller mindre abstrakt: noget grønt, noget sødt, noget du ikke bryder dig om. Øvelsen fungerer godt, hvis alle har  lyd på, så det ikke kun er dig, der snakker og kommenterer på de mange forskellige ting, der bliver bragt ind i skærmbilledet.

Jeg har en helt særlig kop, der genopfylder sig selv  

Her er en fortælle-fantasi-øvelse, der kan bruges som en sjov måde at tjekke ind i det online rum. Den kræver ingen forberedelse, og det er meningen, at fortællingen skal være mere eller mindre spontant. Som facilitator af øvelsen, skal du blot bede eleverne eller de studerende om at gribe en genstand, de har tæt på sig og fortælle om dennes særlige egenskaber. Har du en gruppe, hvor øvelsens spontane element kan virke grænseoverskridende, kan du med fordel forberede dem på, at de i starten af næste undervisning skal fortælle om en selvvalgt tings særlige egenskaber. 

Er du underviser på en ungdomsuddannelse? 

Og ønsker du at for uddybet aktiviteterne, så ligger de første to og mange flere på www.projektnetwerk.dk

Netwerk er et særligt program Ventilen tilbyder på ungdomsuddannelser.

Skal din skole være en del af Netwerk? Skriv til os

Ungetrivselsrådet guider 

Antallet af unge, der føler sig ensomme eller giver udtryk for ikke at trives, er steget kraftigt siden den første corona-nedlukning i marts

Ungetrivselsrådet har sammen med Ventilen og en række andre organisationer udarbejdet fem råd til undervisere, så de kan arbejde med at øge trivslen og forebygge mistrivsel på landets uddannelsesinstitutioner. Du kan læse alle fem råd fra Ungetrivselsrådet, som Ventilen har været med til at udvikle her.