For Mathilde var ensomheden en pris, hun betalte for at kunne opretholde et skjold mellem sig selv og andre mennesker. Et skjold, der beskyttede hende mod den angst og forkerthedsfølelse, som kom til at definere hendes teenageår.

På mange måder minder Mathildes hverdag i et corona-lukket Danmark meget om dengang. Hun ser kun sin familie, hun isolerer sig, og hun holder sig beskæftiget i sit eget selskab. Det var også sådan, hun brugte tiden i slutningen af folkeskolen, men forskellen var, at det var selvvalgt.

“Ensomheden føltes mindre frustrerende dengang – det påvirkede mit selvværd, men det var noget, jeg selv havde valgt. Jeg havde ligesom et skjold, jeg tog på, og ensomheden var så den pris, jeg betalte for skjoldet, så jeg fik noget ud af det.”

23-årige Mathilde er kommet langt, og hun har ikke længere brug for det skjold, som hun satte op over for andre. ”Ensomheden har ikke længere noget værdifuldt at tilbyde mig, og derfor føles den mere som en straf eller et fængsel.”

“Hvis jeg havde været i denne her situation, da jeg havde det værst, ville det have været en kæmpe befrielse. Så kunne jeg blive i min komfortzone uden at behøve at skulle i kontakt med folk. Jeg havde bare syntes, det ville være mega fedt!”

Mobning og social angst

Folkeskolens sidste år var en barsk tid for Mathilde. Man kunne enten vælge at mobbe eller at blive mobbet, og hun tilhørte den sidste gruppe. Fra 7- til 9. klasse mistede hun helt troen på, at andre ville hende det godt. I skolen handlede det om at gøre sig usynlig og bygge en mur, så ingen kunne komme tæt på.

”Jeg havde brændt mig så meget på fællesskaber, at jeg så mennesker som farlige. Det var så slemt, at jeg ikke kunne føre en samtale, og bare det at sige hej til folk var jeg ikke i stand til,” fortæller hun. Mathilde udviklede social angst, og ensomhed og isolation blev hendes måde at holde angsten væk. Når hun var sammen med andre, følte hun sig usikker og forkert, og det var undergravende for selvværdet.

Bag skjoldet rummede hun dog en anden og langt mere social side, som i disse år kun fik lov at komme frem hjemme hos familien. Da Mathilde gik ud af 9. klasse, besluttede hun, at nu skulle der ske noget radikalt anderledes.

På efterskole med ligesindede

Et år på efterskole er hardcore for en ung kvinde med social angst, og det var netop pointen. Mathilde havde besluttet sig for at sætte sig selv på dybt vand et sted, hvor hun ikke bare lige kunne tage hjem til familien, og hvor der var mennesker omkring hende 24/7.

”Jeg husker det som grænseoverskridende. Man blev tvunget til at øve sig i at være sammen med folk,” husker Mathilde. I starten forsøgte hun at holde skjoldet oppe, men det krævede for meget energi. ”Det faldt bare sammen, og så måtte jeg prøve at leve uden, og det fungerede heldigvis.”

Mathilde har altid været fagligt stærk, og det var ikke noget, der gav point i folkeskolen. På efterskolen mødte Mathilde andre, der lignende hende, og det gav en ro at alle vægtede fagligheden højt. Efterskolens trygge rammer blev et øverum, som rustede hende til at udfordre sig selv i andre dele af ungdomslivet, da hun startede i 1. g

”I starten havde jeg det fysisk dårligt med at gå til fester, for jeg vidste ikke, hvad der blev forventet af mig. Hvad gør man, hvad gør man ikke? Hver gang der var en ny situation, blev det lidt svært igen, men jeg tog til flere og flere fester og til sidst lærte jeg også det,” fortæller hun.

Hellere kvalitet end kvantitet i relationer

I dag læser Mathilde antropologi, og hun holder stadig fast i veninderne fra efterskolen. Under nedlukningen er hun taget hjem til sine forældre, og selvom hun savner sine venner og dagligdagens fællesskaber, så gør hun faktisk ikke en masse ekstra for at holde kontakten.

”Jeg går meget op i kvaliteten af relationer. At man ved, at folk er der, når man har brug for det, og det ved jeg med mine veninder”, forklarer hun. ”Mange af mine veninder har jeg tilbage fra efterskolen, og jeg ved, at de vil være der. Der har før været nogle måneder, hvor vi ikke har talt sammen, og det ændrede jo ikke på noget, så jeg tænker heller ikke, at denne her situation er alvorlig nok, til at det vil rykke ved noget.”

Kvalitet for Mathilde er at mødes ansigt til ansigt, og det glæder hun sig til at kunne, når nedlukningen er over. For selvom hun stadig har det godt i sit eget selskab og ved, at isolationen er nødvendig, så giver det hende ikke længere noget tilbage.

”Jeg har ikke længere brug for et skjold, og derfor føles ensomheden pludselig som en høj pris at betale.”

Coronanedlukningen er lettere for nogen end for andre. Vi har forskellige sociale behov, og derfor er det forskelligt, hvor svært det er at holde afstand til andre. Uanset hvad har vi alle brug for en grad af kontakt til andre mennesker.

Ensomhed er en følelse, der opstår, når vores sociale behov ikke bliver dækket. Det er forskelligt for os alle sammen, hvad vi egentlig har brug for, og derfor kan man heller ikke sætte ensomhed på formel. Det kan være sværere at få opfyldt sine behov nu, hvor vi ikke går i skole, på studie eller arbejde. Vi er nemlig nødt til at række ud på en helt anden måde for at få dækket vores sociale behov.

Det er dog vigtigt at forstå, at social isolation og den medfølgende ensomhedsfølelse er noget andet end den fysiske isolation, vi alle er bundet af i foråret 2020. Man kan nemlig sagtens føle sig ensom og isoleret i et rum fuldt af mennesker. Samtidig kan man også holde kontakt uden at være fysisk sammen.

At være social er en del af menneskets natur

Hvis du bliver jaget af en løve, er det fedt at have en makker, der hjælper med at klare ærterne. Det er den helt korte evolutionspsykologiske forklaring på, at mennesker har brug for hinanden.

Selvom der ikke er særlig mange løver i dagens Danmark, så har mennesker stadig sociale behov, og det gør ondt på os, når vi oplever, at behovene ikke bliver opfyldt.

Det er vigtigt både at huske og handle på sine behov. Det er også vigtigt at mærke efter, hvordan du rent faktisk har det, og hvad du har behov for. For nogen kan det nemlig også blive en stressfaktor, når vi hele tiden får at vide, at vi skal række ud:

”Fordi vi snakker så meget om det, så begynder jeg at savne at se andre mennesker. Jeg er meget introvert, men det trigger min angst. Jeg bliver ekstra sårbar i mine relationer og bange for at de går i stykker,” fortæller Alberte på 23. Det er vigtigt, at du mærker efter, hvad du selv har brug for.

Karantæne er lettere for nogen end for andre

”Jeg er et socialt menneske og fornemmelsen af den bekræftelse, tryghed og venskabelig kærlighed, det mangler jeg,” fortæller Alberte. Hun sætter pris på at have sit arbejde i hjemmeplejen, og hun frygter de aftener, hvor hun har fri.

For Mathilde derimod giver karantænen ro og tid til at fordybe sig på måder, der ikke er tid til i en travl hverdag. ”Som introvert har jeg det lettere ved at overholde karantænen, og nu hvor der ikke er så meget stimulering, kan det sådan set bare give noget ro.”

Selvom Mathilde er ærgerlig over ikke at kunne se folk, så går det hende ikke videre på, og hun har faktisk heller ikke sat en masse i gang for at holde kontakt med folk i hverdagen. Selvom der er en lille snært af frygt for, hvad adskillelsen gør fx ved hendes tilknytning på studiet, så fungerer det for hende – men hun ved også at alle ikke har det sådan.

”Man skal huske at vi er forskellige, og bare fordi jeg har det på denne måde, så betyder det ikke, at alle vil have det sådan. De ekstroverte har brug for indtryk for at få energi, så for dem er det meget sværere,” siger Mathilde.

Som introvert har jeg det lettere ved at overholde karantænen, og nu hvor der ikke er så meget stimulering, kan det sådan set bare give noget ro.

Mathilde, 23 år

Isolationen må ikke blive en vane

Der er altså ingen grund til at gå i panik og føle dig forkert, hvis du ikke hele tiden har gang i et videoopkald. Omvendt skal du også passe på, at du ikke kommer til at isolere dig fuldstændigt, for vi har brug for andre for at fungere som mennesker.

Det belaster nemlig både hjernen og kroppen, hvis du føler dig alvorligt ensom over længere tid. Samtidig kan det med tiden blive sværere og sværere at komme ud af. Når hjernen er belastet, så påvirker det nemlig vores måde at være på over for andre. Vi bliver mere defensive, afvisende og lukkede – uden at det på noget tidspunkt er bevidst.

Social kontakt kan komme til at føles farligt og blive forbundet med frygten for at blive afvist. Derfor kan det virke tillokkende holde fast i isolationen, for at undgå ubehaget. Kan du se dig selv i det mønster? Så er det vigtigt, at du reagerer! Selvom det kan virke rart i nuet, så er social isolation nemlig ikke løsningen på længere sigt.

Dine følelser og behov er 100% legitime

Uanset om kroppen kribler af hudsult, om du nyder tiden til dig selv, eller om du mærker en forstærket ensomhedsfølelse, så er du okay <3

Vores behov er nemlig forskellige, og derfor reagerer vi også forskelligt på nedlukningen. Det vigtigste er at du mærker efter og er ærlig over for dig selv.

Det kan du gøre, hvis du føler dig ensom

• Tag kontakt til andre – med en besked, en snap eller et telefonopkald. Anything goes!
• Tal med nogen, du stoler på: fx dine forældre, din lærer eller en ven
• Søg viden og genkendelse fra andre i samme situation
• Undersøg om Ventilen er noget for dig? Lige nu kører vi med et særligt online tilbud